I AUGUST SKAL JEG…

August er allerede godt i gang, og for mit vedkommende betyder august en måned fuld af planer. Alle mine weekender er fuldt bookede, så afslapning bliver der ikke meget af. Jeg har allerede brugt de første dage af den sidste sommermåned, på konfirmation, arbejde og skolen. I resten af august skal jeg blandt andet…

…til to konfirmationer mere. Vi var til konfirmation i lørdags hos min fætters søn, og nu venter de to sidste i denne omgang. Vi skal til konfirmation hos min kusines datter og Birks nevø.

…arbejde. Jeg skal arbejde alle søndage i august. Det er godt med en ekstra skilling, da jeg jo er på SU indtil december. Det er også dejligt at se mine søde borgere igen.

…holde to års fødselsdag for Karla. Langt om længe. Karla fyldte 2 år lige midt i Corona, og vi har derfor endnu ikke fået fejret hende ordentlig. Sidst i måneden tager vi revanche og holder en stor fødselsdagsfest for hende <3

…til fødselsdag hos min svoger. Min svoger fylder år og har derfor inviteret til fødselsdag.

…starte løbetræningen op igen. Det er ikke gået særlig godt med det løb i år, og nu er det allerede tre måneder siden jeg var afsted sidst. Jeg føler jeg skal starte forfra hver gang, så nu har jeg hentet et løbeprogram, hvor jeg starter stille og roligt ud – gang og løb på skift. Det er overskueligt og “nemt” at følge. Min første tur bliver i aften.

…strikke. Jeg mangler kun et par ærmer på min Sunday Sweater og så er det i gang med næste projekt, som jeg allerede har købt garn til.

Det var nogle af mine planer. Har I nogle spændende planer i august? 

BØGER DU SKAL LÆSE (ELLER HØRE)

Dette er en genudgivelse af et ældre blogindlæg, som jeg skrev for nogle år siden. Et indlæg med lidt inspiration til sommerferiens læsning (eller lytning). Smid meget gerne en kommentar med jeres anbefalinger. 

Jeg elsker at læse bøger, desværre er tiden ikke rigtig til det længere #livetsommor – men heldigvis findes der også lydbøger. Sommeren indbyder til boglæsning (eller lytning) og jeg har nedenunder anbefalet bøger, som jeg selv har læst.

1. En mand der hedder Ove
Bogen handler om den meget bitre og gnavne mand Ove. Ove er 59 år og er en meget speciel herre, der har en masse regler der skal overholdes – alt skal ske på hans måde. Han bor alene i et parcelhuskvarter, da han har mistet hans kone. Hun var den eneste der forstod ham og savnet til hende er stort. Derfor ønsker Ove heller ikke at leve længere og han vil tage livet af sig selv – det går dog altid galt når han forsøger. Ove har nemlig naboer der kommer forbi på de mest ubelejlige tidspunkter. Det udvikler sig til venskaber og livet er måske ikke helt så trist alligevel.

2. Mit liv som Geisha
Bogen handler om Chiyo, der som niårig bliver taget fra sine forældre og solgt til et berømt Geishahus. Man følger hendes hverdag og den hårde oplæring som Geisha, venskaber og uvenskaber opstår. Lederen af huset; Hatsumomo er dybt misundelig på Chiyo’s smukke ydre, hun har nemlig nogle helt specielle øjne. Hatsumomo er ond imod Chiyo og gør en masse ting for at gøre livet surt for hende. Hatsumomos rival; Mameha, tager senere Chiyo til sig og her begynder hendes udvikling til at blive den berømte geisha: Sayuri. Sayuri har forhold til nogle forskellige mænd, og er inderst inde hemmeligt forelsket i en mand hun ikke kan få.

3. Dødens gab
Bogen handler sjovt nok om haj angreb. En kvinde bliver dræbt af en stor, farlig fisk i havet en nat hun er ude og nøgenbade. Politimanden Brody gør alt hvad han kan for at få lukket strandende, men det er ikke let at få trumfet igennem. Det ender med at flere mennesker bliver dræbt af hajen og nu sættes jagten ind på at finde hajen og slå den ihjel…

4. Sofies verden
Denne bog handler om pigen Sofie, der på mystisk vis pludselig modtager breve om kendte filosoffer (blandt andet Sokrates og Platon), filosofiske spørgsmål og selve historien om filosofi. Jeg læste bogen for første gang i 8. klasse og genlæste den igen for et par år siden. Det er virkelig en fin og spændende bog hvis man interessere sig for filosofi. Jeg er faktisk lige gået i gang med at høre den som lydbog.

5. Afdeling Q serien
Jeg elsker Jussi Adler-Olsens bøger om afdeling Q og har læst dem alle op til flere gange. Serien handler om afdeling Q, som er en afdeling på politigården, hvor henlagte sager genåbnes. Carl Mørck og Assad styrer afdelingen og har til opgave at opklare gamle sager. Der er indtil videre 7 bøger i serien; Kvinden i buret, Fasandræberne, Flaskepost fra P, Journal 64, Marco Effekten, Den grænseløse og Selfies. De tre første er, som I sikkert ved, filmatiseret og Journal 64 kommer i biograferne til oktober – den er jeg netop ved at genlæse så jeg er klar til filmen.

6. Båven om Gud
“Båven om Gud” handler om hvordan Gud skabte jorden og hvad der ellers foregik med blandt andet Noahs Ark og Jesus – alt sammen fortalt på en yderst humoristisk måde. Jeg sad og småfniste (til stor irritation for Birk, haha) stort set hele bogen igennem. Bogen inderholder også en helt masse rigtig fine illustrationer som kun er med til at gøre bogen endnu bedre. 

7. Papmachéreglen
Nok verdens sjoveste bog, skrevet af den legendarisk Hella Joof. Bogen er en bog fuld af livets vigtigste regler. Hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre i livet. Den er skrevet på en virkelig sjov måde  og jeg får helt lyst til at læse den igen. Glimmer på!

8. Forbandede yngel
Bogen handler om den kvindelige efterretningsofficer Lisa som er i Afghanistan. Hendes mor ringer hende op og fortæller at hendes lillesøster har forsøgt selvmord og hun tager derfor hjem til Danmark. I flyet på vej hjem sidder Lisa ved siden af lægen Andreas. På turen fortæller hun Andreas om sin barndom og hele sin livshistorie – og det er ikke nogen rosenrød fortælling. 

9. Den stjålne vej
Historien foregår i Afghanistan hvor man følger 3 skæbner under krigen (2008). Den første person man følger er Malika. Hun er veluddannnet og vil gerne gøre en forskel for kvinderne der er undertrykte. Hendes mand har også en anden kone, Sharifa som kun er 13 år gammel og som han hellere vil tilbringe sine nætter med. Sharifa er ulykkelig over at leve med en ældre mand der voldtager hende og en “med-hustru” som ikke kan lide hende.
Den næste person historien handler om er gadedrengen Javeed på 10 år. Han bliver voldtaget af det meget korrupte politi og han flygter derfra – og møder så Malika som tager sig af ham. Han flygter dog senere og kommer i et uheldigt selskab – her vil jeg ikke afsløre mere…..
Den sidste person vi møder er Khan. Khan er ingeniør og er taget til fange af Taleban som vil dræbe ham. Han gør alt hvad han kan for at overtale dem til at lade ham gå og bruger her sin store viden om Islam. Mon han får lov at slippe fri, eller vil de dræbe ham alligevel?

10. Sagaen om isfolket
Min mor introducerede mig for denne bog serie for et par år siden og jeg gik straks igang med at læse. Historien begynder i Trondheim i Norge i 1581, hvor man møder Silje Arngrimsdatter og Tengel den Gode af Isfolket. Isfolket er en udstødt gruppe, der bor isoleret oppe i fjeldene. Derfra udvikler sagaen sig, og man hører hvordan Silje og Tengel og deres efterkommere klarer sig op gennem århundreder og helt frem til 1960’erne. Der er hele 47 bøger i samlingen (ja, du læste rigtigt). Jeg har dog kun fået læst de 4 første, men vil helt sikkert læse (eller lytte til) dem allesammen.

SIDEN SIDST…

Long time, no see. Det første blogindlæg i tre uger. 2020 er vidst ikke mit år, i forhold til det at blogge, men jeg har ikke rigtig haft lysten og tiden til det – og så har jeg været en del inspirationsforladt. Jeg synes tiden flyver afsted. Den ene dag tager den anden. Årstiderne skifter og før vi ved af det, er vi i et nyt år igen. De sidste tre uger er blevet brugt på et nyt kapitel i mit liv. Jeg er nemlig startet i skole (jeg har skrevet lidt om det HER). Jeg fik sommerferie fra studiet i fredags og har ferie i denne uge og i uge 29 og 30. Denne uge bruger jeg dog på, at arbejde i hjemmeplejen, og så holder jeg helt fri sammen med Birk og Karla i de efterfølgende to uger – det glæder jeg mig til!

Læs også: Wilma vesten

Billederne overover er fra det sidste stykke tid. Jeg har blandt andet været en tur på Fur, spist sommermad, haft besøg af gode venner, besøgt min mor og papfar, været til grillhygge hos min far og så har jeg strikket en hel masse. I weekenden blev jeg færdig med min Ankers Sommerbluse – den er blevet ret fin. Jeg skal nok smide nogle billeder på bloggen, lige så snart jeg har fotograferet den. Næste projekt er klar til at blive slået op på pindende i aften – jeg har nemlig fået en ny sending garn med posten i dag. 

I JUNI SKAL JEG…

Så blev det juni og sikke et skønt vejr, vi har startet sommeren med. Jeg har virkelig nydt solskinsvejret, som desværre ser ud til at være et overstået kapitel fra i overmorgen. Der er i hvert fald masser af regn, at spotte på vejrudsigten. Nok om det. Nu vil jeg lige dele mine juni planer med jer! I juni skal jeg…

…strikke en “Ankers Sommerbluse” til mig selv. Jeg skal bare lige finde ud af hvilken farve den skal være. Lige nu hælder jeg mest til en lyselilla udgave. 

…starte i skole. Jeps. Det har har jeg faktisk slet ikke ytret mig om herinde, men jeg skal altså starte på et grundforløb her d. 15. juni. Et grundforløb som varer 6 måneder og derefter skal jeg være social- og sundhedsassistent elev. Et helt nyt kapitel venter og jeg glæder mig. Jeg har igennem det sidste år arbejdet som ufaglært i Hjemmeplejen og nu tager jeg simpelthen springet, og tager uddannelsen. Jeg tænker lidt, at jeg snart skriver et separat indlæg omkring mit valg. 

…til fødselsdag hos min svigerfar. Min svigerfar fylder år, og vi er inviteret til havehygge sammen med familien. Det bliver uden tvivl en hyggelig dag/aften i godt selskab. 

…til afslutningsfest. Min søster har gennem det sidste stykke tid, videreuddannet sig til kommunom. Hun bliver færdig på torsdag og har derfor inviteret til afslutningsfest. Jeg glæder mig til en hyggelig og festlig aften. 

…hygge med gode venner. Jeg tror, at vi skal ses med nogle gode venner her i denne måned. Vi har ikke set hinanden samlet siden nytårsaften, så det er vidst på sin plads med lidt fælles hygge igen.

…til frisør. Jeg er ikke blevet klippet i et år og mit hår trænger i den grad til en kærlig hånd. Nu skal det være!

…lave ispinde. Jeg købte en pokkers masse træ ispinde sidste år, så nu vil jeg gerne have lavet nogle hjemmelavede is. Jeg har nogle gode idéer i hovedet, så hvis de bliver lige så gode i virkeligheden, deler jeg helt sikkert opskrifterne på bloggen.

Læs også: Gamle sommerminder

ENDNU EN SOMMERHUSTUR

Masser af billeder fra vores sommerhustur for et par uger siden. Jeg er virkelig ikke god til, at opdatere bloggen lige for tiden, men synes ikke tiden har været til det – ej heller overskuddet eller lysten. Om det bliver bedre nu, kan jeg heller ikke rigtig svare på, men jeg håber, at jeg stille og roligt kan få lidt mere gang i blog indlæggene.

Læs også: Efterårsferien i billeder
Læs også: Sommerhus i nordjylland 

Indlægget her skulle egentlig også bare handle om vores sommerhus tur. Mine svigerforældre har det dejligste sommerhus i nordjylland, som vi er så heldige, at få lov at låne når vi har lyst. Vi elsker at tage derop og trække stikket. Karla elsker også at være deroppe og vi hygger os altid – uanset vejret. Vi havde nogle fine solskinsdage – dog med masser af blæst, og også nogle regnfulde timer – jeg synes, at det er vildt hyggeligt, at være i sommerhus når vejret er “dårligt”. Vi har gået ture ved vandet og i skoven, hygget en masse indenfor ved brændeovnen, vi har lavet og spist en masse god mad, set film, strikket, spillet kort, tegnet og bare slappet af.

Læs også: Sommerferie i Nordjylland 2018
Læs også: Sommerferie i Nordjylland 2019