TILBAGE TIL HVERDAGEN … OG ET OUTFIT

Så blev det mandag og et farvel til sommerferien herhjemme. Birk og Karla er nemlig begge startet på henholdsvis job og dagpleje i dag – jeg selv har en fridag efter en arbejdsweekend. Det har været en dejlig sommer og vi har nydt ferien herhjemme alle mand. Dog kan vi godt mærke at Karla er helt klar til at komme tilbage til gutterne i dagplejen, jeg tror hun har savnet dem!
Min fridag skal bruges på noget så kedeligt som rengøring. Vores hjem er blevet lidt forsømt i løbet af ferien, så nu trænger det til den helt store tur. Der skal luftes godt ud, støves af, støvsuges, vaskes gulve, badeværelset skal have en gang knofedt, dyner, puder og lammeskind skal vaskes og luftes, vinduer og spejle skal pudses, osv., osv… Der findes intet bedre end et rengjort hjem – og nyvaskede dyner med nyvasket sengetøj på, der har luftet udenfor, aaaah.
Outfittet ovenover er i øvrigt fra ferien. Skjorten er en lidt ældre sag (se den også i aktion HER), bukserne er fra sidste sommer og sandalerne er købt i år – egentlig mest tænkt som arbejdssandaler, men de fungerer også helt fint i fritiden ;–)
Der er intet bedre end nyvasket sengetøj 🙂 Jeg nåede lige at ligge rent på inden vi rejste på 14 dages ferie, det var skønt at komme hjem til!