EN LILLE STATUS PÅ DE DER EKSTRA KILO

Der er nu gået 6 uger siden jeg startede mit lille “projekt” med at komme af med de sidste graviditets + sommerferie kilo. I kan læse mere om det lige HER. Jeg tænkte at jeg lige ville komme med en lille update på hvordan det egentlig går med det. Jeg har tabt mig – det kan jeg se både på vægten og på målebåndet – og i spejlet.

Jeg har tabt mig ved at spise sundt i hverdagene – i weekenderne holder jeg mig ikke tilbage og spiser chokolade, rundstykker, snolder osv. Jeg gider simpelthen ikke det der med at nægte mig selv alt der smager ekstra godt. Så bliver det sgu for træls i længden.
Derudover går jeg en pokkers masse kilometer, det er nu jeg har tiden til det og Karla er heldigvis god til at sove i sin barnevogn, så det udnyttes med lange gåture hver dag. Kilometerne giver godt og jeg nyder turene med en sovende Karla og en god podcast i ørene. Sidste måned fik jeg gået 240 km – og mit mål for september måned er 200 km. Jeg er nu oppe på 167,80 km, så mon ikke jeg når i mål? Udover gåturene går jeg til efterfødselstræning hver mandag, hvor vi træner hele kroppen. Det er sindsygt hårdt og jeg er helt ødelagt i hele kroppen dagene efter, men på den gode måde, haha.

Mit vægttab ser således ud på nuværende tidspunkt:

Vægt: – 5,5 kg
Talje: – 7 cm
Mave: – 9 cm
Numse: – 4 cm
Lår: – 11 cm
Overarme: – 3 cm

Så det er altså blevet et tab på 5,5 kg og minus 34 cm. Jeg er godt tilfreds med resultatet indtil videre og nu mangler jeg bare de sidste 1,5 kg, for at være helt tilfreds. I må have en rigtig dejlig dag!

Læs også: Min “mor krop”

LIDT OM SUNDHED OG ET PAR KG FOR MEGET

I løbet af vores fertilitetsbehandling med hormoner en masse, tog jeg hurtigt 7 kg på. Så blev jeg endelig gravid og tog så yderligere 15 kg på i løbet af de 9 måneder. De 15 kg røg af forholdsvis hurtigt efter fødslen og jeg kom ned på min “start-graviditet-vægt” igen. Så blev det sommerferie og lidt for mange is, snolder, god mad, vin osv. røg indenbords – kombineret med meget lidt motion hvilket resulterede i 3-4 kg mere på kroppen.

Jeg vil gerne af med de kilo igen – og gerne lidt ekstra så jeg kommer ned på 58 kg. Det synes jeg er en fin vægt til en på min størrelse (jeg er 163 cm. høj). Egentlig er selve vægten jo slet ikke så vigtig og det kan hurtigt blive farligt at gå for meget op i den forbandende vægt. Vi ejer ikke selv en i huset, for så ved jeg at den ville blive skambrugt og det er jeg ikke interesseret i. Jeg låner vægten en gang i mellem, når jeg er på besøg hos min mor og papfar.

Læs også: Min “mor krop”

Jeg startede det her lille “smid-et-par-kg” projekt mandag d. 6 august hvor jeg målte og vejede mig, så jeg kan se hvad mit startpunkt er. Vi har droppet de usunde sager herhjemme (faren kunne også godt trænge til at smide et par kg. Håber ikke han læser med i dag, høhø). Vi laver madplaner med sunde retter og så går vi en masse ture. Jeg har altid været glad for at gå lange ture. Min personlige rekord på én måned er 301,24 km. De mange km gik jeg i november måned 2017 – da jeg var 6 måneder henne med Karla, pyyyyjh 😉 Her i august har jeg et personligt mål om at gå 200 km, og det går (som man siger) meget godt indtil videre. Jeg er nu oppe på 109,41 km. Derudover starter jeg på et “træningshold” i morgen sammen med nogle fra mødregruppen. Det er først babysvømning og så efterfølgende noget “mor-træning”, mens babyerne sover lur. Det bliver godt, og sikkert mega hårdt! Vi skal fremover afsted til det hver mandag de næste 8 uger.

Nå, men efter en uge med sund mad og masser af gåture ser det således ud;

Vægt: -2 kg
Talje: -3 cm
Mave: -4 cm
Numse: -1 cm
Lår: -6 cm
Overarme: -2 cm

Og så må jeg hellere slutte af med at sige at jeg ikke er på en slankekur og jeg sulter ikke mig selv. Jeg har bare et mål om at komme af med de sidste ekstra kg og få en sund krop. Jeg ammer stadig Karla, så det siger sig selv at jeg skal spise en masse for at kunne holde mælkeproduktionen i gang. Det “masse” jeg så spiser er bare nogle sundere valg end det tidligere har været. Jeg er, – og vil ikke være fanatisk, som jeg var for et par år siden. Jeg kan sagtens spise et stykke kage eller sovs og kartofler – og det skal der også bare være plads til. Livet er dælme for kort til at leve af grønsager hvis du spørger mig 😉

OPSKRIFT / DADELKUGLER MED LAKRIDS

Jeg har lavede for noget tid siden denne lille snack – eller lad os kalde det for sundere slik. Dadlerkugler med lakrids – det er simpelthen så nemt at lave, du skal kun bruge 3 ingredienser og så smager de fantastisk – selvom de måske ikke ser så appetitlige ud ;–) Her er min opskrift:

Du skal bruge:

– 250 gram friske dadler (uden sten)
– 70 gram mandler
– 1 teske lakridspulver
– Lakridspulver til at rulle kuglerne i

Sådan gør du:

1. Fjern sten fra dadlerne og blend dem.
2. Mandler og lakridspulver hældes i og blendes til massen er jævn.
3. Form massen til små kugler og rul dem derefter i lakridspulver.
4. Læg kuglerne på køl et par timer og så er ellers klar til at blive spist.

OPSKRIFT / EFTERÅRSSUPPE

dsc_0040

dsc_0001

dsc_0008

Jeg lavede en gang suppe den anden dag – elsker suppe og nu er det virkelig blevet “suppe-sæson”. Jeg brugte ingen opskrift, men anvendte bare nogle ting jeg rigtig godt kan lide. Ikke sidste gang jeg laver den! Her er min opskrift:

Du skal bruge:

– 1 knoldselleri
– 6 kartofler
– 1 stort løg
– 3 store gulerødder
– 3 fed hvidløg
– 3 grønsagsbouillon (fond du chef)
– 1 pakke bacon i tern
– Brød som tilbehør

Sådan gør du:

1. Løg og hvidløg hakkes fint og svitses på en pande.
2. Knoldselleri, kartofler og gulerødder skrælles og skæres i tern.
3. Det hele koges sammen med en grønsagsbouillon i 20 minutter.
4. Grønsagsternene sies op fra vandet (vandet gemmes) og hældes over i gryden med de svitsede løg og hvidløg.
5. Det hele blendes sammen med en stavblender og gryden sættes på kogepladen.
6. Suppen varmes op og der tilføres vand (det kogte) 2 grønsagsbouilloner og der smages til med salt og peber.
7. Imens suppen får den rigtige smag, steges bacontern på panden og brødet varmes i ovnen.
8. Suppen er klar til servering, drys bacon på toppen og server med brød til.

Læs også: Opskrift / Karrysuppe

OPSKRIFT / SUND BANAN IS

2

3

Opskrift er måske for meget sagt, for det her er altså ret nemt og ligetil og så kræver opskriften kun 1 ingrediens, nemlig bananer ;–) Det her er en sund og lækker dessert, som kan erstatte den fede flødeis. Det er helt perfekt til disse varme sommerdage vi har lige for tiden!

Du skal bruge:
– Bananer (så mange som du ønsker)
– Evt. lidt mørk chokolade

Sådan gør du:
1. Skræl bananerne og skær dem i små stykker. De ligges i en pose og skal derefter i fryseren indtil de er hårde (3-4 timer).
2. Bananstykkerne blendes til de får en lækker og cremet konsistens.
3. Så er isen klar til servering og kan eventuelt toppes med lidt mørkt chokolade.