VORES BRYLLUP

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

41Så er der bryllupsspam for alle pengene ;–) I mandags blev Birk og jeg gift – simpelthen den bedste mandag nogensinde. Vi blev viet på rådhuset kl. 14 og havde taget familien med. Efterfølgende tog vi ned til vandet hvor Birks lillebrors kæreste (og min søde veninde) tog en masse billeder af os. Ovenover er nogle af dem og jeg synes de er blevet så fine. Hun har virkelig taget nogle gode billeder af os.

Læs også: Jeg sagde JA!
Læs også: 7 års dag og et bryllup

Efter vores “photoshoot” kørte vi ud til min mor og papfar hvor vi holdt middag om aftenen sammen med familie og svigerfamilie. Vi fik en masse lækkert mad og havde en virkelig god dag og aften. Der blev holdt en masse rørende og sjove taler og vi fik en masse skønne gaver og blomster. Vi havde bare den dejligste dag og nu glæder vi os endnu mere til om 4 år, hvor vi holder en kæmpe fest for familie og venner. Der kommer den til at stå på hvid brud (og uden en tyk mave), fin middag, musik, dans og hvad der ellers hører med. 

7 ÅRS DAG OG ET BRYLLUP

bsSom titlen så fint siger så har Birk og jeg 7 års dag på mandag og nåh ja, så skal vi altså også giftes på mandag. Hvis I ikke har læst om det, så kan I læse om det lige HER. Jeg er så spændt på dagen – og selvom det ikke bliver det store bryllup med en kæmpe fest, gourmetmiddag og fine kjoler, så er jeg sikker på at dagen bliver helt perfekt. Det bliver trods alt vores bryllupsdag, selvom vi først holder den “rigtige fest” om 4 år. 

Læs også: 65 : KÆRLIGHED
Læs også: #BIRKOGSTINE

På mandag bliver det “bare en vielse på rådhuset og sammen med den tætteste familie. Bagefter skal vi have taget nogle bryllupsbilleder (så hjælp lige med at bed om godt vejr!) Senere skal vi alle sammen ud til min mor og papfar og spise. Forretten laver min søster, hovedretten har vi bestilt udefra og desserten laver jeg selv. Vi er så småt ved at være klar – tøjet er der styr på og jeg fik lavet bordkort og lidt pynt igår. I weekenden skal der foldes servietter og bordet dækkes og så er vi ellers ved at være klar (tror jeg – helt klar bliver man nok aldrig til sådan en dag). I anledningen af de 7 år som kærester har jeg forresten lige smidt 7 facts om mig og Birk:

1. Vi mødtes helt tilfældigt… på et diskotek en lørdag nat i 2010. Jeg besøgte en veninde og efter en biograftur besluttede vi spontant at tage i byen. Heldigt, for der mødte jeg Birk. 

2. Vi har boet sammen i ca. 6,5 år – i tre forskellige lejligheder – i to forskellige byer. 

3. Vi har sparet op til en Barcelona tur i flere år efterhånden – penge fra flaskepant, når vi har haft småpenge til at ligge og når vi har fået penge i gaver – der er bare altid liiiige et eller andet der kommer i vejen, så vi har ikke været afsted endnu på trods af at vi faktisk har sparet en rigtig pæn sum penge sammen til det. Jeg tænker at vi venter et par år og så tager afsted alle tre, Birk, mig selv og lillefisen.  

4. Vi er gode til at drømme og har store planer med fremtiden ;–) Hus, firma, børn, dyr, rejser osv. Det er vel godt at have en masse drømme, ikke? 

5. Vi elsker at se Game of Thrones og er kæmpe fans. Team Daenerys Targaryen & Jon Snow! Vi har aftalt at købe alle bøgerne og begynde at læse dem. Spændt på om de er lige så gode som serien – men, mon ikke!

6. Vi er møghamrende stædige begge to, så lad os håbe at vores baby ikke arver den egenskab! Sikke nogle vilde diskusioner vi så kunne få, haha.

7. Vi er et godt makkerpar og jeg ser frem til et helt liv med Birk ved min side. 

GRAVID – A TIL Z

gravidJeg er nu i uge 28 (27+1) hvilket betyder at der altså ikke er lang tid tilbage af graviditeten! Jeg har trofast læst med hos Frederikke når hun har lavet disse graviditetsindlæg med alfabetet, og nu har jeg så selv forsøgt at lave et. Jeg har nedenunder skrevet lidt tanker og ord omkring min graviditet indtil nu – set ud fra alfabetets bogstaver fra a-z.  

A – ANGST: Angsten for at miste eller for at noget skal gå galt. Jeg tror man er lidt ekstra bange når man har været igennem et fertilitetshelvede for at blive gravid. Efter vi fik svar på at jeg var gravid gik tiden virkelig langsom og jeg gik rundt med en konstant angst. Total angst inden første scanning i uge 6, angst inden scanning i uge 9, mega angst inden nakkefoldsscanning i uge 12, angst inden kønsscanning, mere angst inden misdannelsesscanning i uge 20 osv. Heldigvis er alle scanninger gået godt og efter den sidste scanning i uge 20 er jeg begyndt at kunne nyde graviditeten.

B – BLÆRE: Min blære er virkelig på overarbejde. Inden jeg blev gravid tissede jeg ofte, men her under graviditeten er det løbet helt løbsk. Jeg skal tisse konstant – især når jeg går ture. Jeg skal også op og tisse 3-4 gange om natten – ret belastende for ens nattesøvn, men kan vel ligeså godt vænne mig til søvnmangel ;–)

C – CALCIUM: Jeg er simpelthen alt for dårlig til at få drukket nok mælk (eller bare spise/drikke mælkeprodukter generelt). Det er ikke fordi jeg ikke kan lide mælk, det er bare som om jeg bare glemmer at drikke det, hvilket jeg burde, da jeg for længst er stoppet med at tage mine calcium vitaminer. De giver mig nemlig den mest væmmelige kvalme og der er 100% chance for at jeg kaster op 5 minutter efter jeg har spist dem – og så virker de jo alligevel ikke. 

D – DAGBOG: Jeg har igennem hele fertilitetsforløbet – og også gennem graviditeten skrevet “dagbog”. Jeg synes det er hyggeligt at få nedskrevet alle detaljer og tanker eksempelvis efter hver scanning. Jeg er ved at lave min egen “barnets første bog” og alle dagbogs skriblerier er i bogen. Jeg tænker det bliver sjovt for vores baby at læse når hun bliver stor. 

E – ELENDIGE SLIMHINDER: Mine slimhinder fucker helt op. Særligt her de sidste 4 uger er de begyndt at være sarte. Jeg vågner op med næseblod stort set hver morgen og det er det rene blodbad hver gang jeg børster mine tænder. Det er ikke så rart, men heldigvis gør det ikke ondt eller er farligt. 

F – FORÅRSBABY: Vi får en lille forårsbaby med termin sat til d. 11. marts 2018. Der er lige pludselig ikke så længe til at hun melder sin ankomst, faktisk kun 90 dage – men hvem tæller? Lige nøjagtig 3 måneder til termin idag og vi er så spændte!

G – GRAVIDITETSTØJ: Jeg nægter at bruge penge på graviditetstøj som kun kan bruges få måneder, det eneste gravidtøj jeg har købt er faktisk en kjole til nytårsaften. Jeg er så heldig at have lånt en masse graviditesjeans af min søster og papsøster – de bukser er virkelig guld værd. Ellers bruger jeg stadig mine egne bluser og kjoler – jeg har heldigvis en del med stræk i. Jeg er dog begyndt at få et problem med min vinterjakke, tror ikke der går længe før jeg ikke kan lyne den mere, haha. 

H – HORMONER: Åh ja, de kære hormoner – de er altså ikke til at spøge med. Stakkels Birk lider lidt engang imellem når jeg får flip over det mindste ;–) og så er der heller ikke langt til tårer. Kan begynde og tude over de mindste ting. 

I – IT’S A GIRL: D. 13. september var vi til kønsscanning og fandt ud af at det er en lille pige der gemmer sig i min mave. Hvis ikke I har læst om oplevelsen kan I læse om det HER

J – JORDEMODER: Jeg er med i “kendt jordmoderordning” hvilket vil sige at jeg (og Birk) er tilknyttet et team på 3 jordemødre som følger os gennem graviditeten og fødslen. Det er rart og giver tryghed at det er nogle man “kender” der skal være med til fødslen. Vi har været afsted én gang og skal afsted igen her om et par uger. 

K – KVALME: Føj, kvalme. Den har jeg lidt meget af, særligt i starten. Den der morgenkvalme som varer hele dagen og aftenen med er altså ikke til at spøge med. 

L – LIGAMENTSMERTER: Av! Når baby vokser, vokser livmoderen også – sjovt nok… og det kan altså gøre hamrende ondt. Jeg har heldigvis ikke haft mange af disse smerter, men har haft et par perioder hvor de har været ret slemme. Føles som knive der stikker ind i lysken. Det gør så ondt, at hvert skridt man tager er ved at tage livet af en. 

M – MAD: I de første tre/fire måneder hvor kvalme og opkast stod på sit højeste var min appetit minimal. Jeg havde ikke rigtig lyst til mad og Birk stod faktisk og lavede aftensmad til sig selv hver dag, fordi jeg ikke havde lyst til varm mad. Kød var det allerværste, så det spiste jeg stort set ikke. Bare tanken om en kyllingfilet eller hakket fars satte gang i brækfornemmelserne, haha. 

N – NAVNE: Vi har flere navne oppe og vende, men intet bliver fast besluttet før vi ser hende. Vi er heldigvis nogenlunde enige om navne, så nu må vi se om vi også er enige om hvad hun ligner når hun kommer til verden. Til de nysgerrige, så er de navne vi snakker meget om: Rosa, Rose, Thea, Karla, Viola, Elida …& så for sjov joker vi og kalder hende for Anne Dorte – og ja, det er kun sjovt hvis man har set KLOVN. 

O – OPKAST: Puha, jeg har hilst på Ulrik mange gange. Der findes simpelthen ikke noget værre end at kaste op. Særligt ikke når man vågner op og skal kaste op, men intet har i maven så det bare er klam galde der ryger op – føj! Kiks og chips er i øvrigt heller ikke særlig rare at få op igen. Det værste jeg har kastet op er dog sushi. Birk og jeg synes vi skulle hygge med sushi en aften hvor jeg ikke havde kvalme – det gik også fint med at spise det, men 5 minutter efter vi havde spist kom kvalmen og det hele røg op igen – FØJ – det kan ikke anbefales. 

P – PLUKVEER: Den sidste uges tid har jeg døjet rigtig meget med plukveer, faktisk så meget at jeg var ved at blive nervøs i fredags. Jeg kontaktede min jordemoder og blev sendt til lægen for at tjekke om det kunne skyldes blærebetændelse. Det var det ikke, så videre til fødeafsnittet i Viborg, hvor vi tilbragte 3,5 time. Jeg fik målt sammentrækninger og fik målt min livmoderhals af to omgange. Heldigvis var alt normalt og plukveerne skyldes en meget aktiv lillefis i maven. 

Q – QUIZ: Egentlig mest fordi jeg ikke kan komme i tanke om andre ord der starter med Q. 

R – REAGENSGLASBABY: Vores lille baby er en reagensglasbaby – og er blevet lavet med det der hedder ICSI. Mine æg er blevet parret med Birks sædceller og derefter dyrket og så sat op igen. Udover det æg som er blevet til vores babypige i maven, har vi to befrugtede æg på frys. Det er ret underligt at tænke på at hendes kommende søskende ligger i en fryser og venter – men hvor er det bare fantastisk at det kan lade sig gøre. Tænk engang hvis vi havde levet for 100 år siden, så havde vi levet et liv uden børn #avmithjerte.

S – SPORTCOLA: Jeg har virkelig fået en stor kærlighed til sportcola – ikke den sundeste craving, I know – men jeg begrænser mit indtag til weekendbasis ;–) Hancocks sportcola er verdens bedste sodavand. Man er vel blevet ægte skibonit – hvis du ikke vidste det, så ligger Hancock bryggerierne i Skive. 

T – TØJ: Vi har arvet tonsvis af baby – og børnetøj fra min søster og svoger. De har tre piger, så der er masser af pigetøj derfra – det er så skønt! Vi har faktisk slet ikke købt noget tøj selv fordi de har givet os så meget – TAK! <3

U – UBETINGET KÆRLIGHED: Jeg elsker allerede vores lille pige helt ubetinget højt og det gør hendes far også. Utroligt at man kan have det sådan med et menneske man aldrig har mødt endnu – mon ikke hun bliver overdynget med endnu mere kærlighed når hun kommer ud. 

V – VIBORG REGIONSHOSPITAL: Jeg skal føde i Viborg da der desværre ikke er fødeafdeling i Skive – lidt en skam eftersom vi bor lige bag ved hospitalet ;–) Heldigvis er der ikke vildt langt til Viborg, det tager ca. en halv time i bil at komme dertil og der er helt præcis 31,8 km fra vores bopæl til Viborg hospital. 

X – XTRA KILO: Der kommer selvfølgelig ekstra kilo på kropen når man er gravid. Jeg har indtil nu taget 5,5 kilo og er lidt spændt på hvor meget jeg ender med at tage på. Jeg ville gerne holde mig til max +10 kilo, men det er egentlig ikke så vigtigt – så længe baby har det godt og er sund og rask, så betyder de ekstra kilo ingenting. 

Y – YNDLINGSMENNESKE: Vores baby er allerede mit yndlingsmenneske nr. 1 <3

Z – ZZzZzzzZZzzzZ: Det er fandeme hårdt at gro et lille menneske. Jeg har sovet så mange middagslure og eftermiddagslure gennem graviditeten og jeg går altid tidligt i seng. Man bliver bare SÅ træt, SÅ nemt. 

“SUNDHEDSMAGASINET” PÅ DR1 / 1 ÅR EFTER

I dag er det lige præcis 1 år siden at Birk og jeg sad med bankende hjerter og svedige håndflader og ventede på at se os selv dukke op på tv-skærmen – mere præcist; kl. 21.55 på DR1 i “Sundhedsmagasinet” med Peter Qvortrup Geisling. Udsendelsen handlede om fertilitetsbehandling og vi blev fulgt af dem i vores allerførste forsøg. Udsendelsen kan desværre ikke længere ses på DR, det kunne ellers være lidt interessant at gense den – specielt nu når omstændighederne er lykkelige denne gang. 

1Der er sket meget på det år – en masse nedture som nu heldigvis er endt ud med en kæmpe optur. Vi blev som sagt fulgt i vores allerførste forsøg af DR1 – mens vi var helt grønne og nye indenfor fertilitetsverdenen. Vi vidste ærligt talt ikke hvad der ventede os eller hvad vi gik ind til – og vi blev egentlig noget overraskede over hvor omfattende det var/er. Derfor sagde vi også ja til at medvirke i “Sundhedsmagasinet” – vi tænkte at det kunne vi da sagtens håndtere oveni behandlingen.

Læs også: Jeg har en hemmelighed… 

Vi tænkte selvfølgelig rigtig meget over det inden vi sagde endeligt ja. Vi var begge to ret naive og positive i forhold til behandlingen og havde en forestilling om at det selvfølgelig ville lykkes i første hug, så det var også medvirkende til at vi sagde ja. Programmet ville blive sendt ca. en måned efter den første graviditetstest – det var angstprovokerende  at vide – både hvis den var positiv, men i den grad også hvis den ville blive negativ – selvom vi jo bare regnede med at den ville være hjemme med det samme. Vi blev noget klogere…

2Vi fik besøg af Peter Geisling i vores hjem i Silkeborg og han var på besøg i nogle timer sammen med et tv-hold, som filmede et interview imellem os. Vi talte om alt muligt – hvorfor vi skulle i behandling, hvad vi havde af forestillinger om det hele osv. Jeg havde kun været på hormonsprøjter i et par dage inden interviewet, så alt var altså helt nyt for os. Dagene gik og jeg blev scannet flere gange inden et æg kunne komme retur – alt sammen foregik med et tv-holdet i nakken. 

Læs også: Et kick off møde, scanninger & et tv hold

3Det hele var en meget stressende periode – jeg havde netop påbegyndt min bacheloropgave, vi havde sagt vores lejlighed op (uden at finde noget nyt at bo i) og så samtidig have mennesker med fra DR1 i hele fertilitetsprocessen inden man egentlig selv vidste hvordan det foregik. Resultatet ved det første forsøg endte også ud med et negativt resultat – ingen graviditet, ingen lille spire i maven – og nu skulle det så vises i fjernsynet. Av, den var ikke nem at sluge. 

Læs også: Når tredje gang (heller) ikke er lykkens gang

Vi fik afsluttet forløbet med DR1 med et afsluttende besøg af Peter Geisling hvor vi talte om resultatet og hvad næste skridt så ville være. Der var gået noget tid efter den negative graviditetsblodprøve før vi fik besøg, og selvom det var hårdt, så var det også rart at få afsluttet programmet på en ordentlig måde – og så ellers bare have fokus på næste forsøg UDEN et kamera stukket i nakken.

4Vi var rigtig glade for den måde udsendelsen blev klippet sammen på og synes at det var en spændende måde at fortælle om fertilitetsbehandling på. Det viste sig også at udsendelsen havde rigtig mange seere og redaktionen fik rigtig mange positive henvendelser efterfølgende. Jeg er glad og stolt over at vi valgte at være med – på trods af alt. Både fordi tabuet omkring fertilitetsbehandling skal brydes – og også fordi det var en oplagt mulighed for at komme ud med vores historie og “hjælpe” andre med samme problematik som os.

Læs også: At føle sig som en junkie (og en høne)
Læs også: 26 æg senere og en syg høne

At være i fertilitetsbehandling er ualmindeligt hårdt – og nej, du kan ikke sætte dig ind i det før du selv har prøvet det. Det kan slet ikke beskrives med ord hvilken kamp det er man går i gennem – derfor synes jeg også det er vigtigt at man er åben omkring det og ikke går og holder det for sig selv. Jeg er i hvert fald glad for at vi valgte at være åbne og jeg er glad for at vores omgangskreds har vidst til det – for det er så svært at gå med selv og det gør det bare endnu hårdere. Hvis du/I selv er i behandling vil jeg anbefale at I er åbne om det og at finder nogen I kan tale med det om. Jeg stiller også gerne mig selv til rådighed – jeg ved hvad det vil sige at være i behandling og du er altid velkommen til at kontakte mig hvis du har spørgsmål eller andet. 
Det skal simpelthen ikke være flovt eller tabubelagt at få hjælp til at få sine børn. Der er faktisk mange flere i behandling end man lige går og regner med.
Jeg kan i øvrigt anbefale at læse med på fertilitetsliv.dk som er et site omkring fertilitetsbehandling – her kan du læse en masse artikler og blogindlæg fra personer der selv gennemgår den hårde kamp for at blive forældre. Jeg er selv tidligere blogmanager på sitet og har skrevet en del indlæg der også kan læses derinde. 

Læs også: En solstrålehistorie – endelig gravid

TAK fordi du læste med og husk, du er pisse sej og stærk hvis du selv er i fertilitetsbehandling – man skal være af en ganske særlig støbning for at gennemgå det. Det er ikke fair at noget af det mest naturlige i verden skal være sådan en hård kamp for nogle mennesker. Stay strong og bryd nu det tabu

JEG SAGDE JA!

Der er noget jeg ikke har fået fortalt her på bloggen, men måske I allerede ved det? Jeg delte det nemlig på Instagram for noget tid siden. Sagen er nemlig den at Birk har friet til mig og vi skal giftes. Tænk at jeg nu er så voksen – gravid og nu også forlovet. Det skete d. 30. august 2017 efter vi havde været til nakkefoldsscaning – en helt perfekt timing hvis du spørger mig.

1Frieriet
Onsdag d. 30. august havde vi en tid til nakkefoldsscanning. Noget vi begge to havde været meget spændte og nervøse for. Tænk nu hvis der var noget galt efter den hårde kamp for at nå hertil. Heldigvis gik scanningen helt perfekt og vores lille baby havde det godt. Vi havde besluttet at køre til Silkeborg efter scanningen (hvis alt altså gik som det skulle – hvilket det jo heldigvis gjorde). Det var nemlig i Silkeborg vi startede vores liv sammen og der vi havde boet sammen i 5 år inden vi flyttede til Skive.
Vi gik en tur rundt om Almind sø (en smuk gåtur som vi gik virkelig mange gange da vi boede i byen). Hele gåturen var meget underlig. Jeg plaprede løs om alt muligt og Birk virkede fjern og svarede ikke rigtigt på alt det jeg sagde. Vi gik og holdte i hånd og hans arm var helt stiv. Jeg synes det var meget underligt, men tænkte ikke videre over det. Da vi næsten var kommet hele vejen rundt om søen, sagde Birk at han lige skulle vise mig noget. Jeg gik med ham og så sagde han en masse frygtelig søde ting og så gik han på knæ (panik og choktilstand!!) og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Jeg blev helt paf og tårene løb – og der gik vidst lidt tid før jeg fik fremstammet et ja tak ;–) Jeg fik den smukkeste ring – og vi måtte lige google os frem til hvilken hånd den skulle sidde på inden den pænt blev placeret på venstre hånd ;–)

Ringen
Birk friede med den smukkeste og fineste ring. Alle der ser ringen siger “den er lige dig” og det gør mig så glad. Den er lige mig og Birk har virkelig gjort sig umage med at få lavet den helt perfekte ring til mig – og en ring som der kun findes én af. Han startede jagten på den rette ring helt tilbage til sin fødselsdag d. 22. maj (omkring 3 måneder inden frieriet) alt i mens jeg gik total intetanende og brugte det meste af min tid på at spekulere på fertilitetsbehandling og om vi nogensinde ville få en baby, suk. (Jeg fatter ikke han har kunne gå så længe med sådan en stor hemmelighed – det ville jeg ikke kunne ;–))
Ringen er fra Guldsmed Østergaard i Skive og Birk havde spurgt efter månestensringe – hvilket ikke var noget de lagde inde med og så måtte der tænkes i andre baner – guldsmeden skulle selv lave ringen helt fra scratch. 
Birk fortalte guldsmeden at ringen skulle indeholde månesten og hviddguld og så gik hun ellers i gang med at designe ringen, som hun blev færdig med at lave ca. 3 uger senere. Den er  designet og lavet af Marie Østergaard. Ringen er lavet af 14 karat hvidguld og er med en smuk, smuk månesten. Månesten er min yndlingssten – jeg synes de er så smukke og så har de en fin betydning “månesten menes at have en feminin energi og en form for kraft der kan give balance i ens følelser. Herudover mener man at den smukke sten symboliserer forandring, spiring, opgør og frigørelse. Dette skulle ske på grund af at den fordrer forandring via selvkritik. Det er også en sten der udvider vores spirituelle energi. Månenstenen healer og styrker og den som bærer stenen får gode og smukke drømme og slipper for mareridt. Nogle kulturer mener også at månesten fremmer frugtbarheden”. Perfeeeeeekt. Den er dog ikke helt nem at få et billede af da den har så mange forskellige udtryk alt efter hvilket lys man ser den i.

2Bryllup
Jeg var ikke gravid da Birk planlagde at fri, så et bryllup i nærmeste fremtid var egentlig ikke en del af planen. Vi vil gerne have et stort bryllup når vi skal giftes, men sådan et drømmebryllup koster mange penge og det skal der spares op til. Birk kom så med idéen at vi kunne blive gift i år – 
inden lillepigen melder sin ankomst for at sikre hinanden – og hende hvis der skulle ske noget – og så blive gift igen og holde en stor fest når vi har pengene til det. Planen er derfor nu at vi skal vies d. 18. december i år. Jeg har altid drømt om et vinter/julebryllup og vi har årsdag d. 18. december, så mere oplagt bliver det vidst ikke. D. 18. december i år er dog en mandag, men datoen er vigtig for os, og da vi ikke skal holde stor fest eller noget så gør det os ikke så meget at det bliver på en hverdag. Vi skal vies på rådhuset og skal spise sammen med vores forældre og søskende efterfølgende – det er jo en ganske særlig dag, selvom vi ikke holder fest. Planen er så at vi venter fire år før vi skal vies igen og holde et lidt mere “rigtigt” bryllup, med fin middag, stor fest, musik, dans, fine kjoler, masser af gæster og hvad der ellers hører med. Grunden til at vi venter fire år er at vi gerne vil gøre det d. 18. december (igen) og det passer først med at den dato rammer en lørdag i år 2021. 

Den 18. december bliver nu både vores årsdag og vores bryllupsdag i fremtiden. En 7 års dag kan vel ikke fejres på en bedre måde end med et bryllup og en baby i maven, vel? ;–) 18.12.17 <3