ET VELLYKKET BESØG HOS JORDEMODEREN

3

2I søndags ramte vi en rigtig god milepæl – nemlig et hej og velkommen til 38. graviditetsuge hvilket betyder at hvis jeg går i fødsel nu, så anses det som værende indenfor termin. Baby er altså færdigbagt – alle organer og knogler er færdigudviklede og nu bruger hun bare det sidste tid på at blive større. Jeg er idag i uge 37+4 (jeg var i uge 35+3 på billederne) og vi har i dag været en tur forbi jordemoderen og det gik lige efter planen. 

Læs også: Status på babybulen uge 7 til 31

Idag var der også en jordemoder studerende med, så der var dobbelt op på vurderinger hvilket egentlig var meget rart. De skød lillefisen til at veje omkring 3100 gram – synes det er vildt at tænke på at hun nu er så stor, når hun ikke var større end en lille bitte birkes for 37 uger siden. En dejlig gennemsnitlig størrelse, hverken for stor eller for lille <3 Vi fik også lyttet til hendes lille hjerte som slog helt perfekt, den skønneste lyd i verden. Den bedste nyhed til konsultationen var at hun stadig ligger med hovedet nedad – og de mente at hun har lagt sig fast. Juhuuu! Det er noget jeg har været meget nervøs for, da jeg helst ikke vil igennem vendingsforsøg og dermed kejsersnit hvis ikke det lykkes. Så, det var en rigtig dejlig nyhed at få.

Læs også: Babybulen … 32 dage til termin

Ventetiden er begyndt at blive ret lang synes jeg. De sidste uger går virkelig langsomt og spekulationer om hvornår hun vil ud fylder en hel del – vi kan ikke vente længere og hun er mere end velkommen til at komme ud nu. Jeg har stadig masser af plukveer, jeg skal op og tisse flere gange om natten, jeg har halsbrand, er øm i kroppen, sover dårligt, har +12 kg på kroppen og væske i hænder og fødder – så ja, at føde før termin vil være ganske fint 😉 

EN RØD KJOLE OG VAND I FØDDERNE

1

2

3

4Sådan skulle jeg have set ud i søndags hvor Birk og jeg var til barnedåb hos vores lille nevø #villadslykke. Kjolen købte jeg tilbage i december da der var udsalg hos Asos. Den er fra deres maternity afdeling og var sat ned til kun 100 kr. – så den købte jeg med henblik på at bruge netop til barnedåben. Desværre følte jeg mig bare ikke rigtig tilpas i den da det kom til stykket, synes blandt andet at den var træls over maven så jeg hoppede i noget helt andet. Kjolen kan heldigvis også bruges selvom man ikke er gravid, så jeg er sikker på at jeg kommer til at bruge den til sommer – jeg tænker også at den vil være pænere til bare ben og lidt mere farve på kroppen #melorm  

Jeg har det sidste stykke tid døjet med vand i hænder og fødder pga. graviditeten, så derfor var/er jeg nødsaget til at have lidt praktisk fodtøj på – derfor de ikke så festlige eller pæne sko, men jeg kunne simpelthen ikke komme i mine ankelstøvler som ellers var planen. Jeg glæder mig til at få min krop tilbage og ikke mindst til endelig snart at hilse på lillefisen. 

BARNLØS OG ULYKKELIG VS. GRAVID OG LYKKELIG

1

3For præcis et år siden var jeg helt nede mentalt. Februar 2017 var en hård måned som virkelig står i kontrast til februar i år. Det hele er nu vendt 180 grader – og heldigvis for det. I februar 2017 havde vi været i fertilitetsbehandling i  et halvt år og hørte dermed under lortekategorien ufrivillig barnløs. Vi havde været igennem to forsøg som ikke endte ud som forventet – altså ingen graviditet. Jeg ved ikke hvorfor det slog mig så hårdt lige dér, men efter andet mislykkede forsøg havde jeg opgivet og havde det rigtig skidt. 

Læs også: Et knust hjerte…

Vi var i sommerhus i vinterferien sidste år med min familie – mor, papfar, søskende + mænd og børn. Jeg får det faktisk helt dårligt når jeg tænker tilbage fordi jeg var så ked af det og havde slet ikke lyst til at være der, men  jeg forsøgte at sætte en facade op og nyde at være sammen med familien. Det gjorde bestemt ikke situationen nemmere at min papsøster og hendes mand havde deres lille og søde nyfødte datter med, av av.. (må være den samme følelse som et barn har hvis nogen går forbi og spiser en kæmpe is og siger, haha, du har ikke nogen is og du må ikke smage min). Det var svært for mig at håndtere og måtte bide misundelsen og sorgen i mig. Den lille nyfødte pige er iøvrigt nu en dejlig 1-årig baryle som er min niece. 

Jeg fik gået ture med min søster som virkelig forstod at støtte mig og være der for mig, der kunne jeg få grædt ud og komme ud med alle følelserne. (Jeg var – og er stadig ekstrem dårlig til at fortælle andre hvordan jeg har det – ikke engang Birk bliver inkluderet når der er noget der går mig på) – så det var virkelig rart at kunne “læsse af” på min søster. Det var en hård periode og mens jeg havde det allerværst blev vi ringet op af Birks lillebror med beskeden om at de nu var gravide og skulle have en baby. Av, den besked gjorde virkelig ondt – helt ind i hjertekulen. Vi var selvfølgelig glade på deres vegne, men helt ødelagte over at “blive overhalet indenom” nu når det var “vores” mission at blive gravide. Det var den underligste følelse at være glad på andres vegne samtidig med at man var pishamrende misundelig, gal og ked af det. Det tror jeg ikke man kan sætte sig ind i hvis man ikke selv har oplevet det. Det var hårdt og jeg var nødt til at have dem lidt på afstand et kort stykke tid, men der gik heldigvis ikke længe før vi sås igen. Nu har vi så fået os den sødeste lille nevø og er indehavere af de stolte titler onkel Birk og tante Stine – og snart har han sig en lille kusine med en aldersforskel på kun ca. 5 måneder, så det er jo helt perfekt. De kommer (forhåbentlig) til at få rigtig meget ud af hinanden nu hvor de næsten er lige gamle. Jeg har i hvert fald selv haft rigtig meget ud af mine jævnaldrende fætre og kusiner da vi var børn. 

Læs også: Når tredje gang (heller) ikke er lykkens gang
Læs også: Tid til en pause

Det er så surrealistisk at tænke tilbage på februar 2017 og så se hvor vi står idag. Nu har jeg den her fantastiske bule på maven med en lille pige i og med kun 25 dage til termin. Hun er aktiv stort set hele tiden og vi kan se og mærke hende indeni og udenpå maven – det er helt vildt og vi er så forelskede i vores lille pige.
Jeg føler mig simpelthen så heldig og vi er ualmindeligt taknemlige over at fertilitetsbehandlingen lykkes for os – det er ikke alle der er så heldige og jeg føler virkelig med dem. Det er så umenneskelig at det der burde være det mest naturlige i verden skal være så svært at opnå for nogen. Jeg sender al min kærlighed, tro, styrke, babystøv og håb til par der lige nu kæmper for at blive nogens forældre.  

PRIKKER OG DENIM

1

2

3

4Et outfit med den voksende babybule fra sidste uge (er 35+3 på billederne). Spændende hvor mange (eller hvor lidt skulle jeg måske sige) outfits der når at ramme bloggen hvor babybulen stadig er med. For det første kan jeg ikke rigtig passe noget af mit “pæne” tøj mere og for det andet så er der jo ikke længe til termin nu – faktisk under 4 uger, vildt! Jeg render rundt hjemme i hyggetøj og venter spændt på hvornår hun vil ud og hilse på os – vi er i hvert fald helt klar nu.

Læs også: Nytårsoutfit

BABYBULEN … 32 DAGE TIL TERMIN

0

1

2

3

4En lille update i forhold til babybulen – jeg er i dag i uge 35+3 hvilket betyder at der nu kun er 32 dage til termin, hvor vildt er det ikke lige?! Billederne her er fra i søndags hvor jeg gik ind i 36. graviditetsuge (35+0). Jeg synes maven er begyndt at vokse helt vildt og jeg er nu kommet til det punkt hvor jeg ikke længere kan lyne min vinterjakke haha. “Heldigvis” er kroppen heller ikke i stand til at bevæge sig udenfor i kulden på gåture som det ser ud nu, så jeg nyder at slappe af indendøre så meget som muligt. Jeg har også stadig mange plukveer og de begynder at tage godt til nu – og især hvis jeg bevæger mig meget. Derudover er jeg begyndt at få ret ondt i lysken og bækkenet, så gåturene og sport må vente til jeg har født – og det glæder jeg mig til! 

Læs også: Status på babybulen uge 7 til 31

Vi startede til fødselsforberedelse i torsdags hvor vi var til første “kursus-dag” sammen med 8 andre gravide par. Det handlede om fødslen og vi fik blandt andet nogle gode redskaber til hvordan vi skal håndtere veer. Vi talte også om de forskellige faser i fødslen og lavede et par øvelser der kan være ret gode til når det går løs! Vi skal afsted igen i morgen, hvor det vidst nok kommer til at handle om hvad der sker lige efter man har født – herunder tænker jeg at amning bliver et punkt på dagsordenen. Efter fødselsforberedelse skal vi videre til jordemoderen – jeg er så spændt på at høre hvad hun skønner lillefisens vægt til nu og og hvordan hun nu vender inde i maven. Sidste gang lå hun med hovedet ned, men hun spræller helt vildt og jeg føler hun er overalt, så jeg er ikke sikker på hun har lagt sig fast endnu. 

Læs også: Gravid A-Z

Det var lige en kort status for denne omgang – nu skal den sidste måneds tid bare gå hurtigt for vi kan slet ikke vente længere! Vi har også fået styr på det meste og kan sætte flueben ved stort set alt på vores to-do liste;

1. Puslebordet er hængt op og puslepladsen er gjort klar
2. Soveværelset er blevet malet – før havde vi en blå væg, nu er den sort ✓
3. De gratis babypakker er hentet 
4. Vuggen og liften er gjort rent og hendes seng er nu klar ✓
5. Barnevognene er kommet i hus 
6. Autostolen er kommet på plads i bilen ✓
7. Hospitalskufferten er pakket og klar ✓
8. Babytøj, sengetøj, dyner og stofbleer er vasket og ligger klar i skabet 
9.
Vi er enige om 2 navne – så nu skal vi bare se hvad hun ligner 
10.
Triptrap stolen med dertilhørende babyindsats er kommet på plads 
11.
Babyalarmerne er fundet frem ✓

Læs også: 10 ting jeg elsker ved at være gravid

Older posts