FERTILITETSHISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV #2 EN SEJ KVINDE FORTÆLLER…

Jeg har delt mange indlæg fra fertilitetstiden her på bloggen, men eftersom jeg er blevet mor, har jeg ikke så meget på hjerte, omkring fertilitetsbehandling længere. I kan (gen)læse alle mine indlæg HER hvis I har lyst.
Dette er en “fertilitets føljeton”, og jeg har allieret mig med en flok vildt seje kvinder, der enten er, eller har været i fertilitetsbehandling, og fået dem til at skrive deres historier ned. Hvis du selv har mod og lyst til at dele din egen fertilitetshistorie (anonym eller ej), så send mig meget gerne en mail på: stine_ebbesen@hotmail.com

Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelig liv #1 – en sej kvinde fortæller…

I dette indlæg skal vi læse Nadias historie. En historie som blandt andet omhandler pco/pcos, diabetes type 1, en spontan abort og graviditet. Rigtig god læselyst!

Farvel til p-pillerne og et besøg ved lægen
Vi havde været sammen i mange år.. og nu var tiden inde til at tænke på børn. Uden at vide at det hele ville blive det rene h…… Jeg smed p-pillerne, og vi gik igang (start 2015). Hurtigt opdagede vi at der var noget galt. Min mands sæd kom ikke ud ved vores samleje. Hvilket skyldes hans kroniske sygdom: Diabetes type 1, som han har levet med siden han blot var 7 år gammel. Vi fik hurtigt en tid til egen læge, som henviste os til en speciallæge, der skulle undersøge det nærmere. Her ændrede alt sig.

“I skal have hjælp, til at få børn!” hørte jeg, mens jeg stod og så helt forvirret ud.
“Jeg kan anbefale et godt sted” sagde han.

Vi tog derfra helt lamslået, triste og forvirrede. Hvad f… gør vi nu? Alt hvad man har lært igennem sit liv og opvækst var, hvordan man lavede børn normalt, ikke hvordan man fik hjælp til det, når det ikke var muligt uden. Da jeg kom hjem, blev jeg ramt af et kæmpe nederlag og vidste slet ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Det var skrækkeligt. Og alle de tanker man havde. Bliver jeg nogensinde mor? Hvorfor os? Hvordan skal jeg tackle det her? Hvor skal jeg gøre af alle mine følelser? Kan vi komme igennem det her som par?
Jeg valgte at stå frem og fortælle venner, bekendte, familie og offentligheden, samt arbejdspladsen det, kort tid efter dette var blevet virkelighed og lige siden har jeg stået frem, og brudt tabuet – et valg jeg aldrig fortryder jeg tog.

Første møde med fertilitetsklinikken
Vi bestilte en tid til den obligatoriske ‘første samtale’ eller ‘opstartssamtale’ på fertilitetsklinikken som vi fik anbefalet. Og fik en tid ret kort tid herefter. Her drøftede vi alle muligheder udfra vores historie og problemer. Man fandt heldigvis (over alt forventning) en god og forholdvis nem løsning på min mands ‘sæd-problem’. Nervemedicin får det til at komme ud, så det er det han tager i dagene op til IUI-H, inden han skal aflevere sædprøve.

Da vi skulle til igang med udredningen af mig, fandt lægerne ud af at jeg havde pco/pcos, da de under ultralydsscanningerne kunne finde cyster på begge mine æggestokke. Det gav faktisk ret god mening, i forhold til alle mine ‘hverdagsproblemer’ såsom uren hud, sukkertrang, uregelmæssig cyklus, lang cyklus, ingen eller få ægløsninger osv. Så nu lå årsagen til barnløshed ikke længere kun på min mands skuldre, men også på mine. Nu var der ikke bare et problem, men to. Faktisk tre, for min mands sædkvalitet var os påvirket en del. Men heldigvis nok til stadig at kunne nøjes med at prøve med IUI-H.

En spontan abort og en masse IUI forsøg
Da min mand skulle afprøve det her medicin, for at se om det virkede, og for at kunne aflevere en sædprøve til klinikken, endte det rent faktisk med, at jeg blev gravid. Af os selv. Helt uden at have ‘prøvet’. Men da jeg var 8-9 uger henne, blev denne lykke flået ud af hænderne på os. Nej nej, så nemt skulle det da ikke være! Jeg vågnede nemlig i en blodpøl, med mavesmerter og vidste godt hvad det betød. Det slog mig/os fuldstændig ud af kurs. Og nye tanker dukkede op. “Kan vi ikke få børn sammen?”, “Hvorfor skete det?”, “Vil det nogensinde lykkes?”, “Er jeg i stand til at være gravid, og få et barn?”. Efter jeg var kommet mig ovenpå den tur, fortsatte vi kampen for at blive forældre. Men frygten for at det aldrig ville ske var stor og fyldte utrolig meget i hverdagen.
Der gik et godt stykke tid før det lykkedes at få første IUI-H. Men den mislykkedes. Nummer to IUI mislykkedes. Det samme gjorde nummer 3 IUI – og 4 IUI. Vi nåede til 5 IUI forsøg og hvis ikke det lykkedes skulle vi videre til IVF. Jeg husker lige så tydeligt, hvor hårdt det var, og hvor lidt man til sidst troede på det, efter ALLE de mislykkedes forsøg vi havde været igennem. Og jeg var godt nok os tæt på at give op, men min mand fik mig på andre tanker, og gudskelov for det da! For 5 IUI forsøg var der jeg blev gravid med vores første barn, Lily. Så det lærte mig en vigtig ting: Giv ikke op. For når du giver op, er det måske lige før, det lykkes.

Dog gik der længe før jeg var i stand til at nyde det, nyde graviditeten, nyde det lille mirakel i min mave. Men jeg var hunderæd. Jeg var bange. Bange for at et eller andet skulle gå galt, eller at det ville ende i en ufrivillig spontan abort igen. Heldigvis gav klinikken tryghedsscanninger op til uge 12. Jeg var bogstavligtalt ved at skide i mine bukser hver gang vi skulle ind til de her scanninger. Jeg skulle i hvert fald altid på lokum inden, af ren nervøsitet. Men heldigvis voksede vores lille mirakel som det skulle. Vi nåede 12.  graviditetsuge og herefter begyndte jeg at tro lidt mere på det, og jeg begyndte at glæde mig til at blive mor.
Lily kom til verden ved akut kejsersnit onsdag den 22. november. Smuk, sund og rask <3 Vægt: 3720 og længde: 53 cm.

Så alt i alt tog det 2,5 år, før det lykkedes. Med en masse mislykkede forsøg, og en spontan abort i bagagen. Nu er vi gået ind i kampen igen, for et ønske om andet kærlighedsbarn. En søster eller bror til Lily. Dette startede vi allerede på da Lily blot var 8 mdr. gammel – på lægernes anbefaling, hvis vi skulle have chancen og muligheden, for at blive forældre igen.

Det har været hårdt at starte i behandling for at kæmpe for et barn, man ikke er ‘klar’ til endnu. Men nu er der allerede gået et halvt år, og vi har allerede haft 3 mislykkede forsøg. Vi er pt. igang med 4. forsøg og håber snart på at det lykkes. Det er hårdt og opslidende – præcis ligesom første gang, med vores første barn. Og igen har man alle disse tanker og bekymringer. “Bliver jeg nogensinde mor igen?”, “Kan jeg give min datter søskende”, “Bliver min datter enebarn?”.

Det ændrer sig aldrig. At være i fertilitetsbehandling er umenneskeligt hårdt, uretfærdigt og unfair. Man går igennem mange faser, for at nå i mål, hvis man overhovedet når i mål. Det er jo desværre ikke alle, der når i mål. Heldigvis lykkedes det os sidst, det håber jeg os det gør denne gang..

På min Instagram: ‘Nadiamilvertz’ står jeg ærligt frem om mit fertilitetsliv. Du er mere end velkommen til at følge med og søge trøst og støtte, hvis du selv står midt i det. Husk du ikke er alene! Og husk nu: “Mirakler sker, når man mindst venter det!”

♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡

FERTILITETSHISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV #1 EN SEJ KVINDE FORTÆLLER…

Som de fleste af jer nok ved, så har min mand og jeg været ufrivillige barnløse. Vi fik hjælp til at lave Karla, da vi ikke selv kunne – og det er det hårdeste vi nogensinde har været igennem. Vi var i reagensglasbehandling (ICSI metoden) og der skulle 3 ægudtagninger til og 5 ægoplægninger, før det endelig lykkedes at blive gravid. Jeg har delt mange indlæg fra fertilitetstiden her på bloggen, men eftersom jeg nu er blevet mor, har jeg ikke så meget på hjerte omkring fertilitetsbehandling længere. I kan (gen)læse alle min indlæg om det HER hvis I har lyst.

Jeg synes fertilitetsbehandling er et emne der i den grad skal tales højt om. Det skal ikke være et tabu og vi er rigtig mange der er, eller har været i samme båd. Faktisk er hvert 8. barn kommet til verden, ved hjælp af behandling – ret tankevækkende, ikke? En ny føljeton med andres fertilitetshistorier starter nu op på “Lille My”, da jeg som sagt ikke selv kan dele mere ud af mit eget fertilitetsliv. Jeg har allieret mig med en flok vildt seje kvinder, der enten er, eller har været i fertilitetsbehandling, og fået dem til at skrive deres historier ned. Hvis du selv har mod og lyst til at dele din egen fertilitetshistorie (anonym eller ej), så send mig meget gerne en mail på: stine_ebbesen@hotmail.com

Her i det første indlæg i “fertilitets føljetonen”, skal vi læse en anonym kvindes historie. En historie som blandt andet indeholder spontane aborter og donoræg. Rigtig god læselyst!

To positive graviditettests, men ingen baby
Tilbage i 2012 besluttede vi os for at det var tid til at starte vores egen familie. Vi var begge uddannet, havde købt hus og var klar til det næste skridt i ”voksen” livet. Jeg stoppede med p-pillerne og vi tog det meget roligt – vi havde læst at det var meget almindeligt, at der gik et år før der skete noget, især hvis man havde taget p-piller i lang tid. 8 måneder efter stod jeg for første gang med en positiv graviditettest. Vi var begge glade, men også lidt rundt på gulvet, for nu skulle vi jo være forældre og det var et kæmpe skridt for os. Hurtigt begyndte vi at snakke om alle de ting vi skulle have købt, og hvordan vi skulle indrette børneværelse… Drømmen brast dog hurtigt. Jeg var i uge 9, da jeg pludselig fik voldsomme smerter og begyndte at bløde. Vi kontaktede lægen og jeg fik at vide, at når det var en spontan abort kunne de intet gøre. Jeg måtte bare afvente. Herefter gik der 5 måneder og jeg stod igen med en positiv graviditettest, men igen varede lykken kort. Omkring uge 9 begyndte jeg igen at bløde og vi var desværre igennem endnu en spontan abort.

Starten på fertiltetsbehandling – og mislykkede forsøg
Tiden gik og i foråret 2014 besluttede vi os for at gå til lægen med henblik på at få en henvisning til fertilitetsbehandling. I sommeren 2014, var vi til første undersøgelse på Dronninglund sygehus. Vi havde fået taget en masse prøver og der var ingen af os der fejlede noget. Til den første undersøgelse blev jeg scannet og her var der bekymring for, at min ene æggeleder var lukket og derfor var fyldt med væske. Lægen nævnte at dette kunne være årsagen til mine tidligere aborter. Der blev snakket om operation og fjernelse af den ene æggeleder, så jeg var grædefærdig og rigtig, rigtig bange – jeg drømte jo om at blive mor, men havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle igennem en operation for at det kunne lade sig gøre. Det blev dog besluttet, at de ville lave en vandscanning af mine æggeledere, for at se om det kunne hjælpe at skylle dem igennem. Det hjalp heldigvis og alt tidligere snak om operation blev annulleret og vi kunne komme i gang med behandlingen.

I august måned 2014, kom vi i gang med vores første IUI forsøg. Vi var spændte og forventningsfulde og var sikre på det nok skulle lykkes, alle prøver viste jo at der intet var i vejen for at opnå graviditet. Dog var blodprøven negativ og jeg fik hurtigt min menstruation. Vi måtte op på hesten igen og startede derfor med det samme ud med et nyt forsøg. I slutningen af september, fik jeg opkaldet som jeg havde drømt om; blodprøven var positiv og jeg var gravid! Vi fik tid til en tidlig scanning i uge 8 og vi var lykkelige. Dog skulle det vise sig, at det ikke skulle være nemt for os. I uge 7 begyndte jeg at bløde, så jeg kontaktede fertilitetsklinikken, som sendte en henvisning til Aalborg sygehus, så jeg kunne blive scannet. Her viste det sig at gravidteten var gået til og at jeg endnu engang skulle igennem en spontan abort. Herefter blev der sat yderligere undersøgelser i gang, for at finde ud af hvorfor jeg ikke kunne holde på en graviditet, men der var intet at finde. Vi begyndte derfor i foråret 2015 på endnu et IUI forsøg, dog uden held. Derefter blev det besluttet at jeg skulle i gang med IVF behandling.

Jeg skulle igennem lang protokol og derfor startede jeg ud med nedregulering, hvilket var frygteligt at være igennem, men lægerne mente at det ville give det bedste resultat. Jeg fik taget 21 æg ud, dog var der kun 3 der klarede sig igennem hele delingsprocessen. Jeg fik lagt 1 æg op og de resterende kom i fryseren. Desværre var der heller ingen af disse, der udviklede sig til en graviditet. Herefter blev vi tilbudt at være med i et forsøg, som gik ud på at jeg skulle have lavet et lille skrab i min livmoder, så ægget bedre kunne sætte sig fast. Vi havde efter dette, nyt håb om at det nok skulle lykkes, men efter endnu et mislykket IVF forsøg, begyndte vi at miste modet. Herefter var vi igennem yderligere 2 IVF forsøg, hvor der var masser af æg til udtagning, desværre viste det sig at de alle gik til, så jeg ikke fik lagt æg tilbage.

Snakken om donoræg og en ny fertilitetsklinik
Jeg især, var ved at være meget frustreret over det ikke ville lykkes, især når vi hele tiden fik at vide at alt så fint ud, og at jeg havde så mange flotte æg – derfor undrede det mig, at de gik til, inden vi nåede ægoplægningen. Jeg begyndte at søge meget efter ligende historier, og stødte for første gang på andre kvinder, som var blevet gravide med donoræg. Deres historie lignede meget vores, og vi snakkede derfor om herhjemme, at dette kunne være en mulighed. Det var selvfølgelig en stor beslutning at tage, men efter mange snakke var vi enige om, at kunne det hjælpe os at benytte os af donoræg, så var vi klar på det. Vi skulle til møde med lægen på fertilitetsklinikken og han var desværre ikke enige med os. Han mente, at vi bare skulle forsøge igen og at vi stadig havde masser af tid – og at vi var alt for unge til, at han tænkte at donoræg var en mulighed. Jeg var så ked af det da vi gik fra det møde, og jeg følte virkelig jeg bare var en brik i deres puslespil – og at de ikke ville kunne hjælpe os. Derfor var vi enige om, at det var tid til at prøve noget nyt.
Vi kontaktede Skive fertilitetsklinik, som vi havde hørt rigtig meget godt om. Vi kom hurtigt til samtale og der var en helt anden oplevelse end den vi var blevet mødt af i Dronninglund/Aalborg. I Skive kunne man virkelig mærke, at der var tid og ro til os, så igen havde vi en rigtig god mavefornemmelse. Her blev vi igen undersøgt, og i oktober 2017 gik vi i gang med vores første IVF forsøg. Under en af scanningerne opdagede lægen, at min venstre æggeleder så meget mærkelig ud. Hun undersøgte det nærmere og den var lukket til og fyldt med væske. Da hun så det, var hun ikke i tvivl om at den skulle fjernes – hvilket de altså også havde snakket om på den tidligere klinik 3 år tidligere. Planen blev derfor, at jeg skulle have taget æg ud og de skulle så alle fryses ned, da jeg desværre skulle igennem en operation, for at få den ene æggeleder fjernet. Jeg fik taget 22 æg ud, desværre gik de alle til igen og derfor var der ingen æg til frys.

Fjernelse af æggeleder, en positiv graviditetstest og en ægdonor
I november 2017, skulle jeg igennem operationen for at få fjernet min æggeleder. Jeg var sindsygt bange for at skulle i fuld narkose og rigtig ked af det, for tænk sig at jeg skulle det her igennem, for at få min drøm om at blive mor, opfyldt. Operationen gik godt, og lægen sagde at det var godt æggelederen var blevet fjernet, for den var alt for stor. Hun fortalte at den kunne være årsag til mine mange aborter og at det var set før, at folk var blevet naturligt gravide, efter at have fået fjernet en ”syg” æggeleder. Jeg var dog sikker på, at det ikke ville lykkes naturligt for os. Min mand derimod, havde stadig et håb om at det kunne lykkes naturligt.
Vi snakkede dog med klinikken om at gå videre med donoræg, da vi nu havde været igennem 3 IVF forsøg med masser af æg, der alle var gået til. Derfor blev vi i januar 2018, skrevet på venteliste til donoræg og nu skulle vi bare vente på at de fandt en donor til os.
I februar 2018, stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest, og endda i et helt naturligt forsøg. Vi blev tilbudt en tidlig scanning i uge 7 på fertilitetsklinikken. Jeg var stadig ikke der, hvor jeg turde tro på at det ville lykkes, men som dagene gik, blev jeg virkelig ramt af træthed og kvalme, hvilket jo burde være et godt tegn. Vi kom til den tidlige scanning og var meget spændte. Desværre blev vores drøm hurtigt revet væk igen, der var ikke noget foster og graviditeten var gået til grunde.

I maj måned 2018, blev vi kontaktet af Skive fertilitetsklinik. De havde fundet en donor til os. Vores håb om det nok skulle lykkes, kom igen og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse omkring donorægget. Vores donor fik taget 10 æg ud, hvoraf 4 af dem klarede delingsprocessen. Jeg var så rørt over at en kvinde som jeg ikke aner hvem er, ville gå igennem alt dette for at hjælpe os, med at få vores drøm opfyldt!

“Tillykke, du er gravid!”
I juni måned fik jeg lagt et æg op og de 3 andre røg på frys. Nu skulle vi bare vente 9 dage, inden jeg skulle have taget blodprøve. Efter et par dage, synes jeg at jeg kunne mærke nogle ting i kroppen, som jeg aldrig har oplevet før. Det gjorde at mit håb omkring en mulig graviditet var der. Dagen for blodprøven var kommet og jeg tog spændt turen fra Aalborg til Skive, for at få taget blodprøve. Jeg fik at vide, at jeg ville blive kontaktet nogle timer senere med resultatet. Jeg nåede hjem igen til min mand, og vi ventede spændt på at telefonen skulle ringe. Efter et par timer blev vi endelig ringet op af en sygeplejerske, med beskeden “Tillykke! Du er gravid og med et rigtig flot HCG tal”.
Jeg brød fuldstændig sammen. Den besked havde vi drømt om i efterhånden 6 år. Vi fik tid til en tidlig scanning og nu skulle ugerne bare gå. Jeg blev hurtigt ramt af voldsom kvalme og opkast, og brugte faktisk det meste af min sommer på badeværelsesgulvet. Aldrig havde jeg troet, at man kunne få det så dårligt af at være gravid. Da jeg var i uge 9, skulle vi til scanning på fertilitetsklinikken. Vi så for første gang vores lille mirakel – det var den vildeste oplevelse at høre det lille hjerte slå <3 Vi blev afsluttet på klinikken og var nu ”normal” gravide.

Jeg er nu i uge 34, og til marts kommer vores lille mirakel til verden! Vi kan ikke vente med at møde ham, og er så evigt taknemmelige for den kvinde, vi ikke ved hvem er, men som valgte at blive ægdonor. Uden hende var det aldrig lykkes os at nå hertil.

♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡