SMUKKE SKIVE #10 OG SIDEN SIDST…

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg sidst var forbi bloggen og opdatere med indlæg. Det har slet ikke været meningen at der skulle være stille herinde, men jeg har åbenbart haft brug for en lille pause fra domænet. Der har også været en masse andet at se til siden jeg sidst udgav et indlæg. Billederne her er i øvrigt fra en gåtur i sidste uge. Efteråret er ikke kun ved at svinde ud af kalenderen, men også ud af træerne. Der er ikke mange blade tilbage og skoven begynder så småt at være helt nøgen og vinterklar.

Læs også: Smukke Skive #8

Siden sidst har jeg brugt tiden på masser af frisk luft og gåture, træning i Loop (som jeg i øvrigt er blevet mega fan af. Har nu været afsted 6 gange), jeg har broderet en pokkers masse julekort – dem skal jeg nok lige lave et indlæg med senere. Jeg har pyntet til jul – flettet julestjerner og der juler nu i hele hytten. Jeg har også brugt tiden på at printe min hjemmelavede “barnets første bog” til Karla. Jeg synes den er blevet ret fin – den skal jeg nok også vise jer på et tidspunkt.
Siden sidst har jeg brugt allermest tid og energi på at skrive ansøgninger – har søgt to stillinger som virkelig lyder til at være lige noget for mig, så nu er det bare at krydse fingre. Derudover har vi haft en syg Karla. Hun var endelig ved at slippe af med en forkølelse, der havde varet i, hvad der føles som for evigt, og torsdag begyndte hun så at snotte helt vildt igen. Fredag eftermiddag kom feberen så snigende – første gang hun har haft feber. Hun var så sløj, havde 39 i feber og var som en slatten karklud. Lå bare og puttede på mig. Ville ikke spise eller noget. Igår havde hun stadig høj feber og snot i hele hovedet. Meget pylret og dvask. Alle vores weekendplaner blev derfor aflyst, og vi har bare hygget hjemme i nattøj og slappet af.

Læs også: Smukke Skive #9 og ugens planer

Jeg vågnede kl. 7 i dag og mærkede på Karla (som har lagt og puttet mellem os siden kl. 2 i nat). Hendes temperatur føltes normal, så nu håber jeg hun er helt feberfri når hun vågner. Hende og Birk ligger nemlig stadig og sover nu her kl. 09.01 – de har vidst brug for det. Vi kunne lige ane et par små bisser i undermunden på hende igår aftes, så mon ikke feberen skyldes tandfrembrud? Mens jeg venter på at mine to sovetryner vågner, vil jeg brygge videre på et par blogindlæg jeg har i tankerne. Så der er ingen fare for at bloggen kommer til at stå stille i 11 dage igen ;–)

SMUKKE SKIVE #9 OG UGENS PLANER

Jeg hev kameraet med i skoven for et stykke tid siden, da jeg var ude og lufte barnevognen under løvfaldssommeren og det kom der disse billeder ud af. Jeg elsker at gå i skoven – særligt her om efteråret, hvor der er så vanvittig smukt. Der er en helt særlig stemning i sådan en efterårsskov, og der findes ikke noget mere fredfyldt end at gå der mellem de høje, gamle træer, mens der daler gyldne blade ned fra trækronerne.

Læs også: Forelsket i efterår

Jeg har haft en virkelig god weekend og er nu klar til en ny uge – dog ikke frisk og veloplagt haha. Karla har sovet ganske elendigt siden fredag med masser af opvågninger og masser af amning om natten. Der er ved at poppe et par tænder frem, så mon ikke det skyldes det?
I dag skal jeg ud og gå en tur sammen med et par stykker fra mødregruppen – ellers har jeg ingen planer i dag. Måske brodere lidt flere julekort når Karla sover lur. I morgen har jeg fødselsdag. Birk møder i den anledning et par timer senere ind på arbejde, så vi kan hygge med morgenmad sammen. Senere kommer min søster forbi, og så skal vi ned og spise frokost på en café. Min mor kommer forbi og hygger med kaffe senere på dagen, og om aftenen skal jeg hygge med Birk og Karla – og så har jeg bestilt sushi til aftensmad.

Læs også: Smukke Skive #8

På onsdag skal Karla og jeg til salmesang, torsdag og fredag har vi ingen planer, og på lørdag-søndag skal Birk og jeg på sådan et mini cruise til Oslo, sammen med min søster og svoger. Jeg glæder mig – men det bliver også vildt underligt. Karlas første pasning med overnatning, gisp. Jeg er ikke i tvivl om at Karla nok skal klare det – hun er så tillidsfuld – og er tryg og glad for nærmest alle mennesker… og så skal hun i øvrigt passes ude hos hendes mormor og morfar, som overøser hende med kærlighed, så jeg er helt tryg. Er mere spændt på hvordan JEG klarer 24 timer væk fra hende, haha. Har I nogle spændende planer for ugen?

EFTERÅRSFERIE I NORDJYLLAND OG ET PAR SERIEANBEFALINGER

Lidt billedspam fra vores efterårsferie i Nordjylland, hvor vi var i sommerhus i 3 dage – bare Karla, Birk og jeg <3 Vi brugte dagene på at gå lange ture ved vandet, spise god mad, spille spil, se serier og så fik vi ellers bare slappet godt og grundigt af. Det er altid rart at komme lidt væk fra barselshverdagen i et par dage.
Jeg vil lige komme med en anbefaling af de serier vi begyndte på i sommerhuset; “Kriger” og “Mayans M. C.”.

KRIGER
“Militærmanden CC vender hjem til Danmark efter ti års tjeneste. CC føler, at han var skyld i sin bedste ven Peters død og for at hjælpe Peters enke, lader han sig infiltrere i en rockerbande”. Vi har nu set de fire første afsnit og vi er kæmpe fan. Der er masser af spænding og jeg kan ikke vente med at se mere. Serien kan ses på TV2 Play.

MAYANS M.C.
“Kurt Sutters nye dramaserie Mayans M.C. er et nyt kapitel i den populære Sons of Anarchy-historie. Serien foregår i en tid efter Jackson “Jax” Teller. Ezekiel “EZ” er lige kommet ud af fængslet og bliver efterfølgende medlem af Mayans Motorcycle Club, der holder til ved grænsen mellem Californien og Mexico. EZ skal forsøge at skabe en ny identitet i en by, hvor han engang var ”the golden boy” med den amerikanske drøm inden for rækkevidde”. Hvis du elsker Sons of Anarchy ligesom jeg gør, så vil du også elske denne serie. Den er klart et kig værd. Serien kan ses på HBO.

SMUKKE SKIVE #8

Lige et par billeder fra en tidlig morgen gåtur tidligere på ugen, hvor Karla og jeg gik en tur ned til fjorden for at se den smukke solopgang – eller det var nu mest mig der nød synet – Karla snorksov nemlig i barnevognen. Jeg elsker at bo så tæt på vandet + skoven og samtidig bo midt inde i byen som vi gør.

Lige nu er sidder vi alle tre i bilen på vej i sommerhus. Vi har været til 1 års fødselsdag hele dagen og nu går turen mod Nordjylland – nærmere bestemt Ålbæk, som ikke ligger langt fra Skagen. Birk kører bilen, som i øvrigt er godt pakket op, Karla sover i autostolen og jeg sidder ved siden af hende og skriver det her indlæg. Nu ser jeg frem til et par gode dage med afslapning og ingen faste planer.

I må have en dejlig søndag aften og en god uge!

EFTERÅRSFERIE I SOMMERHUS

Der er ikke længe til uge 42 hvilket i manges tilfælde betyder efterårsferie. Birk er så heldig at han har ferie mandag, tirsdag og onsdag i uge 42, så det glæder Karla og jeg os til, for så skal vi nemlig i sommerhus i Ålbæk. Vi skal til 1 års fødselsdag på søndag og så kører vi direkte i sommerhus derfra, hvor vi så skal være indtil onsdag. Vi har ikke lavet nogle faste planer for hvad vi skal lave, udover at vi skal slappe af og hygge os. Men, nedenunder billederne (som er billeder fra vores tidligere efterårsferier i sommerhuset) er nogle gode bud på hvad man kunne give sig i kast med når man skal holde efterårsferie i sommerhus:

1. Gå lange ture i skoven og ved vandet. Man kan evt. samle grene, kastanjer, skaller, sten, slebne glasskår ovs. til efterårsdekorationer.
2. Bage boller og spise dem lune med tandsmør og drikke varm kakao med flødeskum til. Det er i øvrigt helt ideelt efter en lang gåtur i køligt vejr.
3. Spille brætspil, kort, yatzy og quizspil.
4. Læse gode bøger foran brændeovnen. Der er ikke noget hyggeligere end at læse foran en knitrende brændeovn.
5. Se gode film og gerne med rigelige mængder popcorn og cola til. Så er det jo næææsten som at være i biografen, hæhæ.
6. Drikke et glas rødvin eller to og bare slappe helt af – evt. lytte til podcast imens. Her kan jeg særligt anbefale “Mørkeland” som er min favorit podcast lige for tiden.
7. Tage kameraet om halsen og gå ud i naturen og skyde en masse billeder af de smukke efterårsfarver.
8. Samle havtorn og lave marmelade, sirup eller andre lækre ting med de syrlige bær. Man kan også tage på svampejagt og lave lækre retter med efterårssvampene.

Læs også: 15 ting jeg elsker ved efteråret