“DU ER GRAVID, TILLYKKE”

Endnu en årsdag har ramt – nemlig årsdagen for den dag vi fik det bedste opkald nogensinde. Opkaldet var fra fertilitetsklinikken med et svar på blodprøven som var blevet taget tidligere på dagen. 11 dage inden havde jeg fået lagt æg op for 5. gang og nu var sandhedens time kommet – var jeg mon blevet gravid denne gang eller ej? Troen var ikke eksisterende, (det kan I læse meget mere om HER) men heldigvis blev vi positivt overraskede da sygeplejersken i røret sagde “testen er positiv. Du ER gravid, tillykke!”

Læs også: 1 år siden jeg blev gravid

Jeg husker tydeligt dagen. Vejret var ikke specielt godt, blodprøven var taget tidligt om morgenen og ventetiden brugte vi på sofaen hvor vi så “Kender du typen”. Jeg blev så ringet op mens jeg sad og tissede, haha. Mine ben og hele min krop rystede fuldstændig sindsygt da jeg fik den gode besked – og glædestårene kunne slet ikke holdes tilbage: Jeg havde aldrig været lykkeligere. Efter at have sundet os lidt (vi var begge helt rundt på gulvet), gik vi på apoteket for at købe graviditetstests – bare lige for at være helt sikre 😛 og derefter på tanken efter is – det skulle fandme da fejres!

Læs også: Min fødselsberetning

Det er simpelthen så surrealistisk at vi nu, 1 år efter, har en baby på snart 3,5 måned – jeg har altså stadig svært ved at forstå det. Vores lille mirakel #SuperKarla <3

1 ÅR SIDEN JEG BLEV GRAVID

Det er nu lige præcis 1 år siden jeg (for 5. gang) lå med benene oppe på fertilitetsklinikken og skulle sige mit CPR nr. Imens sad Birk ved siden af og holdt mig i hånden og lægen sad klar med kikkert i panden, klar til at kigge op i det allerhelligste. Bioanlytikeren sad bag en luge og kiggede med fra sidelinjen og var klar til at komme ind med de to befrugtede æg. I radioen spillede Michael Lears To Rock med sangen “Sleeping Child” hvilket jeg i øvrigt slet ikke lagde mærke til – Birk fortalte det til mig bagefter og jeg tuder nu hver gang jeg hører den, haha.

The Milky Way upon the heavens
is twinkling just for you
And Mr. Moon he came by
to say goodnight to you
I’ll sing for you I’ll sing for mother
we’re praying for the world
and for the people everywhere
gonna show them all we care

Oh my sleeping child the world’s so wild
but you’ve build your own paradise
That’s one reason why I’ll cover you sleeping child

Jeg lå klar på briksen og fokuserede 100% på skærmen hvor vi kunne se med på. Lægen gjorde klar og bioanalytikernen kom ind med en lang pipette hvor de to æg lå i. Tænk sig at Karla har lagt der sammen med en søster eller bror og har været mikroskopisk lille – ufatteligt og fantastisk at det kan lade sig gøre! Begge æg blev lagt op og efterfølgende fik jeg akupunktur af en sygeplejerske – stadig med Michael Learns To Rock musik kørende i baggrunden. Jeg lå og slappede fuldstændig af i en halv time, inden vi kørte hjem og så var det jo ellers bare at vente i 14 dage på resultatet – suk.

Læs også: Solstrålehistorie – endelig gravid
Læs også: En stor, men lille hemmelighed

Jeg kan slet ikke forstå, at det allerede er 1 år siden jeg blev gravid – det er så vildt og jeg er evig taknemmelig over at det endelig ville lykkes for os. Jeg synes også det er ret underligt at tænke på, at vi faktisk kunne have haft tvillinger hvis det andet æg også havde sat sig fast. Det blev dog “kun” til en Super Karla og hvor er vi heldige at have fået os verdens bedste lille pige som bliver 3 måneder gammel i morgen <3

BARNLØS OG ULYKKELIG VS. GRAVID OG LYKKELIG

1

3For præcis et år siden var jeg helt nede mentalt. Februar 2017 var en hård måned som virkelig står i kontrast til februar i år. Det hele er nu vendt 180 grader – og heldigvis for det. I februar 2017 havde vi været i fertilitetsbehandling i  et halvt år og hørte dermed under lortekategorien ufrivillig barnløs. Vi havde været igennem to forsøg som ikke endte ud som forventet – altså ingen graviditet. Jeg ved ikke hvorfor det slog mig så hårdt lige dér, men efter andet mislykkede forsøg havde jeg opgivet og havde det rigtig skidt. 

Læs også: Et knust hjerte…

Vi var i sommerhus i vinterferien sidste år med min familie – mor, papfar, søskende + mænd og børn. Jeg får det faktisk helt dårligt når jeg tænker tilbage fordi jeg var så ked af det og havde slet ikke lyst til at være der, men  jeg forsøgte at sætte en facade op og nyde at være sammen med familien. Det gjorde bestemt ikke situationen nemmere at min papsøster og hendes mand havde deres lille og søde nyfødte datter med, av av.. (må være den samme følelse som et barn har hvis nogen går forbi og spiser en kæmpe is og siger, haha, du har ikke nogen is og du må ikke smage min). Det var svært for mig at håndtere og måtte bide misundelsen og sorgen i mig. Den lille nyfødte pige er iøvrigt nu en dejlig 1-årig baryle som er min niece. 

Jeg fik gået ture med min søster som virkelig forstod at støtte mig og være der for mig, der kunne jeg få grædt ud og komme ud med alle følelserne. (Jeg var – og er stadig ekstrem dårlig til at fortælle andre hvordan jeg har det – ikke engang Birk bliver inkluderet når der er noget der går mig på) – så det var virkelig rart at kunne “læsse af” på min søster. Det var en hård periode og mens jeg havde det allerværst blev vi ringet op af Birks lillebror med beskeden om at de nu var gravide og skulle have en baby. Av, den besked gjorde virkelig ondt – helt ind i hjertekulen. Vi var selvfølgelig glade på deres vegne, men helt ødelagte over at “blive overhalet indenom” nu når det var “vores” mission at blive gravide. Det var den underligste følelse at være glad på andres vegne samtidig med at man var pishamrende misundelig, gal og ked af det. Det tror jeg ikke man kan sætte sig ind i hvis man ikke selv har oplevet det. Det var hårdt og jeg var nødt til at have dem lidt på afstand et kort stykke tid, men der gik heldigvis ikke længe før vi sås igen. Nu har vi så fået os den sødeste lille nevø og er indehavere af de stolte titler onkel Birk og tante Stine – og snart har han sig en lille kusine med en aldersforskel på kun ca. 5 måneder, så det er jo helt perfekt. De kommer (forhåbentlig) til at få rigtig meget ud af hinanden nu hvor de næsten er lige gamle. Jeg har i hvert fald selv haft rigtig meget ud af mine jævnaldrende fætre og kusiner da vi var børn. 

Læs også: Når tredje gang (heller) ikke er lykkens gang
Læs også: Tid til en pause

Det er så surrealistisk at tænke tilbage på februar 2017 og så se hvor vi står idag. Nu har jeg den her fantastiske bule på maven med en lille pige i og med kun 25 dage til termin. Hun er aktiv stort set hele tiden og vi kan se og mærke hende indeni og udenpå maven – det er helt vildt og vi er så forelskede i vores lille pige.
Jeg føler mig simpelthen så heldig og vi er ualmindeligt taknemlige over at fertilitetsbehandlingen lykkes for os – det er ikke alle der er så heldige og jeg føler virkelig med dem. Det er så umenneskelig at det der burde være det mest naturlige i verden skal være så svært at opnå for nogen. Jeg sender al min kærlighed, tro, styrke, babystøv og håb til par der lige nu kæmper for at blive nogens forældre.  

“SUNDHEDSMAGASINET” PÅ DR1 / 1 ÅR EFTER

I dag er det lige præcis 1 år siden at Birk og jeg sad med bankende hjerter og svedige håndflader og ventede på at se os selv dukke op på tv-skærmen – mere præcist; kl. 21.55 på DR1 i “Sundhedsmagasinet” med Peter Qvortrup Geisling. Udsendelsen handlede om fertilitetsbehandling og vi blev fulgt af dem i vores allerførste forsøg. Udsendelsen kan desværre ikke længere ses på DR, det kunne ellers være lidt interessant at gense den – specielt nu når omstændighederne er lykkelige denne gang. 

1Der er sket meget på det år – en masse nedture som nu heldigvis er endt ud med en kæmpe optur. Vi blev som sagt fulgt i vores allerførste forsøg af DR1 – mens vi var helt grønne og nye indenfor fertilitetsverdenen. Vi vidste ærligt talt ikke hvad der ventede os eller hvad vi gik ind til – og vi blev egentlig noget overraskede over hvor omfattende det var/er. Derfor sagde vi også ja til at medvirke i “Sundhedsmagasinet” – vi tænkte at det kunne vi da sagtens håndtere oveni behandlingen.

Læs også: Jeg har en hemmelighed… 

Vi tænkte selvfølgelig rigtig meget over det inden vi sagde endeligt ja. Vi var begge to ret naive og positive i forhold til behandlingen og havde en forestilling om at det selvfølgelig ville lykkes i første hug, så det var også medvirkende til at vi sagde ja. Programmet ville blive sendt ca. en måned efter den første graviditetstest – det var angstprovokerende  at vide – både hvis den var positiv, men i den grad også hvis den ville blive negativ – selvom vi jo bare regnede med at den ville være hjemme med det samme. Vi blev noget klogere…

2Vi fik besøg af Peter Geisling i vores hjem i Silkeborg og han var på besøg i nogle timer sammen med et tv-hold, som filmede et interview imellem os. Vi talte om alt muligt – hvorfor vi skulle i behandling, hvad vi havde af forestillinger om det hele osv. Jeg havde kun været på hormonsprøjter i et par dage inden interviewet, så alt var altså helt nyt for os. Dagene gik og jeg blev scannet flere gange inden et æg kunne komme retur – alt sammen foregik med et tv-holdet i nakken. 

Læs også: Et kick off møde, scanninger & et tv hold

3Det hele var en meget stressende periode – jeg havde netop påbegyndt min bacheloropgave, vi havde sagt vores lejlighed op (uden at finde noget nyt at bo i) og så samtidig have mennesker med fra DR1 i hele fertilitetsprocessen inden man egentlig selv vidste hvordan det foregik. Resultatet ved det første forsøg endte også ud med et negativt resultat – ingen graviditet, ingen lille spire i maven – og nu skulle det så vises i fjernsynet. Av, den var ikke nem at sluge. 

Læs også: Når tredje gang (heller) ikke er lykkens gang

Vi fik afsluttet forløbet med DR1 med et afsluttende besøg af Peter Geisling hvor vi talte om resultatet og hvad næste skridt så ville være. Der var gået noget tid efter den negative graviditetsblodprøve før vi fik besøg, og selvom det var hårdt, så var det også rart at få afsluttet programmet på en ordentlig måde – og så ellers bare have fokus på næste forsøg UDEN et kamera stukket i nakken.

4Vi var rigtig glade for den måde udsendelsen blev klippet sammen på og synes at det var en spændende måde at fortælle om fertilitetsbehandling på. Det viste sig også at udsendelsen havde rigtig mange seere og redaktionen fik rigtig mange positive henvendelser efterfølgende. Jeg er glad og stolt over at vi valgte at være med – på trods af alt. Både fordi tabuet omkring fertilitetsbehandling skal brydes – og også fordi det var en oplagt mulighed for at komme ud med vores historie og “hjælpe” andre med samme problematik som os.

Læs også: At føle sig som en junkie (og en høne)
Læs også: 26 æg senere og en syg høne

At være i fertilitetsbehandling er ualmindeligt hårdt – og nej, du kan ikke sætte dig ind i det før du selv har prøvet det. Det kan slet ikke beskrives med ord hvilken kamp det er man går i gennem – derfor synes jeg også det er vigtigt at man er åben omkring det og ikke går og holder det for sig selv. Jeg er i hvert fald glad for at vi valgte at være åbne og jeg er glad for at vores omgangskreds har vidst til det – for det er så svært at gå med selv og det gør det bare endnu hårdere. Hvis du/I selv er i behandling vil jeg anbefale at I er åbne om det og at finder nogen I kan tale med det om. Jeg stiller også gerne mig selv til rådighed – jeg ved hvad det vil sige at være i behandling og du er altid velkommen til at kontakte mig hvis du har spørgsmål eller andet. 
Det skal simpelthen ikke være flovt eller tabubelagt at få hjælp til at få sine børn. Der er faktisk mange flere i behandling end man lige går og regner med.
Jeg kan i øvrigt anbefale at læse med på fertilitetsliv.dk som er et site omkring fertilitetsbehandling – her kan du læse en masse artikler og blogindlæg fra personer der selv gennemgår den hårde kamp for at blive forældre. Jeg er selv tidligere blogmanager på sitet og har skrevet en del indlæg der også kan læses derinde. 

Læs også: En solstrålehistorie – endelig gravid

TAK fordi du læste med og husk, du er pisse sej og stærk hvis du selv er i fertilitetsbehandling – man skal være af en ganske særlig støbning for at gennemgå det. Det er ikke fair at noget af det mest naturlige i verden skal være sådan en hård kamp for nogle mennesker. Stay strong og bryd nu det tabu

SOLSTRÅLEHISTORIE – ENDELIG GRAVID

1
Først og fremmest en kæmpe TAK for alle de søde beskeder, likes og tanker I har sendt i vores retning efter vi “offentliggjorde” at vi endelig skal være forældre. Det har været den vildeste og hårdeste rejse at nå hertil og heller ej denne gang troede jeg på at det ville lykkes. Faktisk havde jeg mistet modet fuldstændig og begyndte at forestille mig et liv uden børn – i hvert fald uden vores egne biologiske børn. Nu vil jeg fortælle om vores 5. forsøg som viste sig at blive lykkens gang. Måske ikke for sjov at mit lykketal er 5 (heldigt at baby satsede på mit lykketal og ikke Birks som er 14). 

Nervepirrende dage
Den
19. juni fik jeg taget æg ud (26 stk blev det til) I kan læse mere om det lige HER. Dagene efter var nervepirrende. Hver dag skulle vi ringe ind til klinikken for at høre hvordan æggene udviklede sig – og om de overhovedet udviklede sig, heller ikke det er der nogen som helst garanti for. Dagen efter udtagningen fik vi beskeden om at kun 6 æg var blevet befrugtet – og yderligere 3 muligvis var i gang med at blive befrugtet – vi skulle ringe igen dagen efter for at få svar. Av, av, det var ikke lige det man havde håbet på med mange fine æg. Pessimistisk som jeg var, blev dagen ødelagt og jeg tænkte, nå så er løbet kørt igen.   
Dagen efter ringede vi så igen for at få en ny update. De 6 æg var stadig befrugtede og af de 3 der var i gang var 2 blevet befrugtet. Så altså 8 æg! Æggene blev befrugtet med Birks “friske” sæd. Meningen var ellers at de ville befrugte halvdelen af æggene med hans nedfrosne sæd (den sædprøve han lavede inden han begyndte kemobehandling) og den anden halvdel skulle så befrugtes med hans friske sæd. Det nedfrossne sæd var desværre helt dødt, så de brugte kun det friske.  
Dagen efter skulle vi ringe endnu engang – denne gang for at høre om de ville sætte æg op. Birk ringede – jeg var et kæmpe nervevrag. De fortalte at de gerne ville se os på klinikken kl. 11.15 (mener jeg) og de tilbød at ligge 2 æg op denne gang hvis vi havde interesse i det. Vi var slet ikke i tvivl – selvfølgelig skulle vi have to æg op. Med 4 ægoplægninger uden resultat, så skulle det altså bare lykkes nu. De ville også lave noget der hedder AHA på æggene, hvor de via laser brænder nogle små huller i æggene så de nemmere kan klække. Jeg følte endelig der blev gjort noget mere end der blev gjort ved de fire første forsøg og håbet var derfor stort. 

2
Ægoplægning og alternativ behandling
Kl. 06.00 om morgenen på ægoplægningsdagen havde jeg en tid til zoneterapi. Jeg havde tidligere prøvet kræfter med akupunktur, men UDEN held. Jeg brugte rigtig mange penge på akupunktur, men stoppede fordi jeg, ærligt, ikke følte han kunne hjælpe mig – og at det egentlig bare handlede om at få en masse penge i kassen fra hans side. Jeg fandt en sød zoneterapeut og mødte spændt op. Vi talte lidt om behandlingen og hvad hun kunne gøre for mig. Jeg fik en times behandling – og det var så rart og afslappende. Kl. 11 tog Birk og jeg ind på sygehuset og ventede på at blive kaldt ind. 5. oplægning, klar, parat, sæt i gang! Det gik fint og vi kunne følge med på en skærm. Der var musik inde i rummet og imens lægen lagde de to æg op spillede sangen “Oh my sleeping Child” med Michael Learns to Rock – det måtte jo være et klart tegn!
Efter oplægningen blev jeg lagt ind i en hvilestue hvor en sygeplejerske gav mig akupunktur – jeg lå med nålene i og slappede godt og grundigt af i en halv time inden vi tog hjem igen. Da vi kom hjem dyrkede jeg lidt fertilitetsyoga – to øvelser jeg fik tilsendt fra en yogaunderviser. Først lå jeg på gulvet, med benene op ad en væg i 5 minutter så alt blod røg ned til livmoderen. Bagefter lå jeg og slappede fuldstændig af på gulvet – med meditations musik til. Disse to øvelser lavede jeg flere gange dagligt op til blodprøven. Jeg drak også Fructus Femina dråber – bedre kendt som babyklister 3 gange om dagen, som efter sigende skulle hjælpe æggene med at sætte sig fast.

Blødning og blodprøve
Allerede 6 dage efter ægoplægningen begyndte jeg at bløde. Jeg blødte i 3 dage – kun om morgenen, men jeg blødte ret meget. Jeg tudede i alle tre dage og vidste at det var min menstruation der allerede var kommet – og at jeg altså så heller ikke var blevet gravid denne gang. Dagene op til blodprøven var skrækkelige og jeg gad slet ikke hjemmeteste, for resultatet kendte jeg jo.
D. 3. juli klokken 08.00 gik Birk og jeg over på sygehuset og jeg fik taget blodprøve. Jeg synes det virkede så meningsløst, da jeg jo vidste at jeg ikke var gravid. Prøven blev taget og vi gik hjem igen, meget deprimerede. Vi lå på sofaen og så et par afsnit “Kender du typen?” mens vi ventede på at sygehuset ville ringe og overbringe den dårlige nyhed. Kl. 11.00 præcis ringede min telefon. Jeg var lige gået på toilettet og sad og tissede da telefonen bimlede løs. Jeg måtte hurtig hive strømpebukserne på og tage telefonen – sikke et syn 😀
Det var heldigvis en af mine yndlingssygeplejersker fra klinikken der ringede. Hun lød ret mut, så jeg vidste godt hvad hun ville sige – og jeg havde jo også blødt og alt mulig, så selvfølgelig var jeg ikke gravid. Hun bad om mit CPR nr og sagde så “du har jo fået taget blodprøve i morges og den er positiv HVAD!!!!!!!! Jeg kunne slet ikke forstå det. Mine ben rystede helt vanvittig meget, så jeg var nødt til at sætte mig ned. Hun fortalte at mit HCG tal var rigtig fint og var kommet godt fra start. Jeg var total i chok og kunne slet ikke holde tårerne tilbage. Det var så surealistisk.
Da vi sagde farvel, gik jeg ind til Birk, som åbenbart havde hørt samtalen fra stuen og kom ind til mig. Jeg kunne slet ikke få et ord frem – tror bare jeg fik fremstammet “jeg er gravid” og så stortudede vi begge to mens vi stod og krammede. Så fuldstændig ubeskriveligt.
Vores familier havde kendt til forsøget hele vejen igennem og skulle derfor også have svar. 
Jeg fik ringet rundt stortudende til vores nærmeste og fortalte den gode nyhed. De blev lige så overraskede – jeg havde jo været vildt ked af det fordi jeg havde blødt og de vidste derfor også godt at det heller ikke ville lykkes denne gang.

4
Heldigvis endte det helt anderledes og jeg er nu gravid i 14. uge (13+3) med termin d. 11. marts 2018. Kun det ene æg satte sig fast, så vi skal have 1 enkel baby og ikke to som der var chance for med de to æg. Vi er vildt spændte, overlykkelige og ikke mindst taknemmelige over at lykken endelig kom til os. Maven er allerede begyndt at vokse godt og der sker en helt masse. På næste onsdag (d. 13. september) skal vi til kønsscanning for at se om det er en lille pige eller en lille dreng der gemmer sig inde bag babybulen. 

Older posts