FERTILITETSHISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV #4

Som de fleste af jer nok ved, så har min mand og jeg været ufrivilligt barnløse. Vi fik hjælp til at lave Karla, da vi ikke selv kunne – og det er det hårdeste vi nogensinde har været igennem. Vi var i reagensglasbehandling (ICSI metoden) og der skulle 3 ægudtagninger og 5 ægoplægninger til før det endelig lykkedes at blive gravid. Jeg har delt mange indlæg fra fertilitetstiden her på bloggen, men eftersom jeg nu er blevet mor, har jeg ikke så meget på hjerte omkring fertilitetsbehandling længere.

Jeg synes fertilitetsbehandling er et emne der i den grad skal tales højt om. Det skal ikke være et tabu og vi er rigtig mange der er, eller har været i samme båd. Faktisk er hvert 8. barn kommet til verden, ved hjælp af behandling – ret tankevækkende, ikke?  Jeg har allieret mig med en flok vildt seje kvinder, der enten er, eller har været i fertilitetsbehandling, og fået dem til at skrive deres historier ned. Hvis du selv har mod og lyst til at dele din egen fertilitetshistorie (anonym eller ej), så send mig meget gerne en mail på: stine_ebbesen@hotmail.com

I dette indlæg skal vi læse Bettinas historie. En historie som blandt andet handler om ICSI behandling, mindre gode æg, fryseforsøg og noget om at gå “all in”. Rigtig god læselyst!

Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelige liv #1
Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelige liv #2

Startskuddet til projekt baby
I december 2015 besluttede vi at det var på tide at smide p-pillerne og lave en baby. Da vi når til marts 2016 var min tålmodighed på nulpunktet og jeg gik all in på at bruge ægløsningstests, så jeg var sikker på at vi ramte det rigtige tidspunkt. Måned efter måned skete der ingenting. Jeg vidste godt at det var helt normalt at der kunne gå flere måneder eller år før det ville lykkes, men jeg havde bare på fornemmelsen at noget var galt. Da vi kom til september var vi begge ret utålmodige og jeg græd når min menstruation kom… Vi besluttede at jeg skulle bestille en tid ved lægen for at få taget nogle blodprøver og få en henvisning til udredning. Da vi begge var over 30 ville vi ikke vente for lang tid og min læge var heldigvis enig. Vi fik en henvisning til en privat klinik i Århus, da vi kun forventede at vi havde brug for IUI/insemination, hvis der var noget galt. Min kæreste fik hurtigt en tid til sædprøve, så resultatet lå klar når vi skulle til samtale et par uger efter. Da han ringede mig op med svaret, kunne jeg med det samme høre at det ikke var godt. Stærkt nedsat sædkvalitet og behandlingen skulle nu være ICSI. Det var et kæmpe chok!! Vi var begge meget kede af det. Det tog et par uger at komme over chokket, men derefter var vi klar på at kæmpe.

ICSI behandling
Da vi var til samtale blev jeg scannet og fik taget lidt flere blodprøver og jeg var ok. Vi blev henvist videre til en offentlig klinik og vi valgte Skive Fertilitetsklinik, da det er en af de bedste i det offentlige og de går meget op i forskning. Vi fik tid til samtale i januar 2017 og allerede i februar startede vi 1. ICSI behandling op. Jeg har altid haft nåleskræk, men den forsvandt da jeg havde en baby som mit mål! Dagene gik og da vi kom til dagen for ægudtagning fik jeg kun æg ud fra den ene side, da jeg havde haft spontan ægløsning i den anden side (AV!). Heldigvis var der 13 æg.

Knap så gode æg, en oplægning og et fryseforsøg
Jeg skulle ringe til klinikken hver dag og høre hvordan det gik med æggene. Da vi kom til dag 3 sagde hende fra laboratoriet at der ingen var af topkvalitet og at jeg ville blive ringet op to dage senere, hvis jeg skulle have lagt æg tilbage – men jeg skulle ikke forvente det. Chok! Jeg anede ikke at der var forskellige kvaliteter på æg. Det var en rutsjebanetur uden lige. Heldigvis var der et æg til oplægning og et æg til fryseren. Dagen inden blodprøven tog jeg en test som var svag positiv. Det gav kriller i maven. Desværre sagde blodprøven at hcg var meget lavt, så den nok ikke ville blive til noget. Efter et par uger kom min menstruation og vi skulle holde en pause. Fryseforsøget derefter endte også negativt. Fryseren var tom og det var forfra med hormoner. Vi blev afvist cyklussen efter og kunne derfor først komme til i august 2017. Det var den længste sommer i mit liv og ikke på den gode måde.

Ingen æg og en sygemelding
I 2. ICSI forsøg fik jeg 12 æg ud og forventede at der er 1-2 æg som ved 1. forsøg. Vi fik igen at vide på dag 3 at ingen af æggene var af topkvalitet og vi fik derfor tilbudt at få lagt to æg tilbage. Efter nogle snakke besluttede vi at sige ok til at få to æg retur, velvidende om at der kunne komme tvillinger eller mere. Da opringningen kom fik vi endnu et chok, der var INGEN æg til oplægning!! Måske ville der komme et langsomt æg til fryseren dagen efter. Aldrig har jeg grædt så meget! Alle de hormoner til ingen verdens nytte… Ægget overlevede og blev frosset ned. Det var vi glade for, men vi ville gerne have et nyt forsøg med et andet hormon for at se om det gjorde en forskel. Det fik vi lov til og gik i gang cyklussen efter. Allerede et par dage inde i hormonbehandlingen kunne jeg mærke at der var noget i mit sind og krop der ikke var som det skulle være… Jeg gik til læge da jeg slet ikke sov om natten og havde tankemylder dagen lang. Lægen var ikke i tvivl – jeg havde stress, da jeg samtidig med behandling var ret presset på mit arbejde. Jeg blev sygemeldt og det var bare så godt til mig. Samtidig startede jeg til akupunktur, både for at hjælpe på stress og fertilitetsbehandlingen. Enden på 3. forsøg var ligesom 2. forsøg… 13 æg ud, ingen af topkvalitet og ingen æg til oplægning, men 1 æg til fryseren på dag 6. Denne gang var vi knap så chokerede, men mere frustrerede. Jeg havde ikke fået lagt æg tilbage i et halvt år, så vi følte at vi spildte tiden.

En lille pause, all in på behandling og en positiv blodprøve
Jeg besluttede til trods for dette, at jeg ville have en pause på to måneder inden opstart af fryseforsøg, så jeg kunne komme lidt ovenpå igen – det var så hårdt med alle de hormoner. I slutningen af januar 2018 startede vi på et fryseforsøg og jeg havde to uger inden fået lavet priming af livmoderen på en privat klinik (et skrab i slimhinden der skulle gøre det lettere for æggene at sætte sig fast). Jeg gik til akupunktur en gang om ugen for at slappe af og få blodgennemstrømning i kroppen. Jeg lavede fertilitetsyoga hver dag. Vi gik all in. Klinikken gik all in og gav mig akupunktur efter ægoplægning med vores 2 fryseæg. Jeg skulle hver dag tage en sprøjte i lårmusklen med ekstra progesteron. Så de prøvede noget nyt i dette fryseforsøg og min krop reagerede godt på det. Allerede 4 dage efter ægoplægning kunne jeg teste positivt på en graviditetstest. Ren lykke, men vi ville have blodprøveresultatet før vi turde glæde os rigtigt.

Blodprøveresultatet var positivt! Vores datter Ella kom til verden ved akut kejsersnit to uger over termin den 21. november 2018. For at få vores lille mirakel skulle der 5 forsøg til, 100 sprøjter i alt og en hulens masse piller og hun er det hele værd!!

Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelige liv #3

FERTILITETSHISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV #3

Jeg har selv delt mange indlæg fra min egen fertilitetstid her på bloggen, men eftersom jeg er blevet mor, har jeg ikke så meget på hjerte omkring fertilitetsbehandling længere. Dette er en “fertilitets føljeton”, og jeg har allieret mig med en flok vildt seje kvinder, der enten er, eller har været i fertilitetsbehandling, og fået dem til at skrive deres historier ned. Hvis du selv har mod og lyst til at dele din egen fertilitetshistorie (anonym eller ej), så send mig meget gerne en mail på: stine_ebbesen@hotmail.com

Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelig liv #1

Det er et par måneder siden sidste indlæg i denne føljeton, men der er nogle stykker som er hoppet fra og ikke har ønsket at deltage alligevel af forskellige årsager. Jeg har dog stadig et par historier i ærmet, som jeg håber I vil tage rigtig godt imod!

I dette indlæg skal vi læse Louises historie. En historie som blandt andet omhandler graviditet, abort, et knust parforhold og en lykkelig slutning. Rigtig god læselyst!

PCOS, en cyste og IUI behandling
Min fertilitetshistorie starter i december 2015, hvor jeg får konstateret pcos. Jeg har menstruation omkring 2 gange årligt. Det var et kæmpe slag i hovedet – “pcos” jeg fejler noget! Dengang var jeg i behandling sammen med min ekskæreste. Der starter i 2016 en lang udredningsproces, og jeg har i flere måneder en cyste på æggestokken så derfor må jeg ikke komme i behandling. Vi finder ud af efter et par måneder at cysten ikke ligger i æggestokken, men lige udenfor – hvilket den altid havde gjort, lægerne havde bare taget fejl. Vi starter i august 2016 i IUI behandling, og jeg bliver gravid. Jeg har termin en dag før en veninde og vi er overlykkelige! I september går vores forhold i stykker, og jeg står med det sværeste valg nogensinde; “alene mor” eller “abort”. Jeg ved godt hvad jeg selv ville have valgt hvis jeg udelukkende tænkte på MIT behov!

Abort eller ej og en ny kærlighed
Jeg ville naturligvis have valgt barnet! Jeg har siden jeg var meget ung, vidst at jeg skulle have børn! Men dette valg var ikke så simpelt. Faren sagde først at jeg skulle få en abort, og bagefter ville han beholde barnet – han var forvirret. Jeg brugte lidt tid på at tænke mig om, og så kom jeg frem til beslutningen. Jeg ville ikke sætte et barn til verden midt i splid. Hvad hvis faren og jeg skulle i statsforvaltningen og alt muligt fordi vi ikke kunne enes. I slut september fik jeg en abort! Aldrig har jeg haft det så dårligt! Lå i 12 timer i “ve-lignende” smerter. Jeg var forøvrigt startet på HF i august 2016, som var en at grundene til at vi gik fra hinanden. Men der gik jeg i parallel klasse med en sød gut! Vi blev hurtigt venner og jeg fik snakket ud om alt ift. aborten osv. Det skulle faktisk vise sig at han blev min ægtemand. I marts 2017 flyttede han hjem til mig, og vi påbegyndte ønsket om en familie (ja tingene gik hurtigt, men vi vidste det var os).

Et IVF forsøg og en kortvarig lykke
I maj 2017 startede vi ved Aagaard i Århus og blev insemineret 2 gange, men min mands sædkvalitet var desværre nedsat. Vi blev derfor henvist til Horsens med henblik på IVF. De startede først med at tjekke hans sædkvalitet, som pludselig var normal. Derfor fik vi et IUI forsøg, men ved forsøget var hans sædkvalitet faldet fra 15 milioner til 150.000, så derfor startede IVF kampen! Jeg tog Provera så jeg kunne time min menstruation til at komme den 27/12-17 og det gjorde den! Vi var nu igang med IVF! I januar 2018 fik jeg taget 4 æg ud udad 15 ægblærer. 2 af æggene overlevede og jeg blev gravid på det første æg og det andet lå på frys. Desværre aborterede jeg 5+0 og jeg var fuldkommen færdig i gråd, så jeg måtte forlade klasselokalet grædende!!

Et guldæg <3
Dagen efter startede hormonbehandlingen igen! Op på hesten! Jeg fik lagt ægget op på min fødselsdag – så måtte det da være guldægget! Og det var det! Jeg var gravid! Og efter 40 ugers kvalme og en sygemeldelse pga. bækkenløsning og smertefulde plukveer, kom vores søn Frey til verden 40+4 på hans farmors fødselsdag d. 9/11-18.
Vi er ovenud lykkelige og nu går kampen ind for barn nr. 2, som vi håber kan lykkes naturligt trods alle odds er imod os. Jeg har pcos og får aldrig mens, og F har nedsat sædkvalitet (jeg blev gravid på ca 150.000 sædceller – så ivf er vejen frem). Dog er vores dilemma at vi er studerende og ikke har 22.000 kr. opsparet til blot 1 IVF forsøg. Jeg synes fertilitetsbehandling er for dyrt i Danmark, men er så taknemmelig for at vi fik ét gratis forsøg, så vi blev forældre inden vi nåede at blive gamle. Af hjertet tak til Horsens Fertilitetsklinik.

Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelige liv #2

♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡

FERTILITETSHISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV #2

Jeg har delt mange indlæg fra fertilitetstiden her på bloggen, men eftersom jeg er blevet mor, har jeg ikke så meget på hjerte, omkring fertilitetsbehandling længere. I kan (gen)læse alle mine indlæg HER hvis I har lyst.
Dette er en “fertilitets føljeton”, og jeg har allieret mig med en flok vildt seje kvinder, der enten er, eller har været i fertilitetsbehandling, og fået dem til at skrive deres historier ned. Hvis du selv har mod og lyst til at dele din egen fertilitetshistorie (anonym eller ej), så send mig meget gerne en mail på: stine_ebbesen@hotmail.com

Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelig liv #1 – en sej kvinde fortæller…

I dette indlæg skal vi læse Nadias historie. En historie som blandt andet omhandler pco/pcos, diabetes type 1, en spontan abort og graviditet. Rigtig god læselyst!

Farvel til p-pillerne og et besøg ved lægen
Vi havde været sammen i mange år.. og nu var tiden inde til at tænke på børn. Uden at vide at det hele ville blive det rene h…… Jeg smed p-pillerne, og vi gik igang (start 2015). Hurtigt opdagede vi at der var noget galt. Min mands sæd kom ikke ud ved vores samleje. Hvilket skyldes hans kroniske sygdom: Diabetes type 1, som han har levet med siden han blot var 7 år gammel. Vi fik hurtigt en tid til egen læge, som henviste os til en speciallæge, der skulle undersøge det nærmere. Her ændrede alt sig.

“I skal have hjælp, til at få børn!” hørte jeg, mens jeg stod og så helt forvirret ud.
“Jeg kan anbefale et godt sted” sagde han.

Vi tog derfra helt lamslået, triste og forvirrede. Hvad f… gør vi nu? Alt hvad man har lært igennem sit liv og opvækst var, hvordan man lavede børn normalt, ikke hvordan man fik hjælp til det, når det ikke var muligt uden. Da jeg kom hjem, blev jeg ramt af et kæmpe nederlag og vidste slet ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Det var skrækkeligt. Og alle de tanker man havde. Bliver jeg nogensinde mor? Hvorfor os? Hvordan skal jeg tackle det her? Hvor skal jeg gøre af alle mine følelser? Kan vi komme igennem det her som par?
Jeg valgte at stå frem og fortælle venner, bekendte, familie og offentligheden, samt arbejdspladsen det, kort tid efter dette var blevet virkelighed og lige siden har jeg stået frem, og brudt tabuet – et valg jeg aldrig fortryder jeg tog.

Første møde med fertilitetsklinikken
Vi bestilte en tid til den obligatoriske ‘første samtale’ eller ‘opstartssamtale’ på fertilitetsklinikken som vi fik anbefalet. Og fik en tid ret kort tid herefter. Her drøftede vi alle muligheder udfra vores historie og problemer. Man fandt heldigvis (over alt forventning) en god og forholdvis nem løsning på min mands ‘sæd-problem’. Nervemedicin får det til at komme ud, så det er det han tager i dagene op til IUI-H, inden han skal aflevere sædprøve.

Da vi skulle til igang med udredningen af mig, fandt lægerne ud af at jeg havde pco/pcos, da de under ultralydsscanningerne kunne finde cyster på begge mine æggestokke. Det gav faktisk ret god mening, i forhold til alle mine ‘hverdagsproblemer’ såsom uren hud, sukkertrang, uregelmæssig cyklus, lang cyklus, ingen eller få ægløsninger osv. Så nu lå årsagen til barnløshed ikke længere kun på min mands skuldre, men også på mine. Nu var der ikke bare et problem, men to. Faktisk tre, for min mands sædkvalitet var os påvirket en del. Men heldigvis nok til stadig at kunne nøjes med at prøve med IUI-H.

En spontan abort og en masse IUI forsøg
Da min mand skulle afprøve det her medicin, for at se om det virkede, og for at kunne aflevere en sædprøve til klinikken, endte det rent faktisk med, at jeg blev gravid. Af os selv. Helt uden at have ‘prøvet’. Men da jeg var 8-9 uger henne, blev denne lykke flået ud af hænderne på os. Nej nej, så nemt skulle det da ikke være! Jeg vågnede nemlig i en blodpøl, med mavesmerter og vidste godt hvad det betød. Det slog mig/os fuldstændig ud af kurs. Og nye tanker dukkede op. “Kan vi ikke få børn sammen?”, “Hvorfor skete det?”, “Vil det nogensinde lykkes?”, “Er jeg i stand til at være gravid, og få et barn?”. Efter jeg var kommet mig ovenpå den tur, fortsatte vi kampen for at blive forældre. Men frygten for at det aldrig ville ske var stor og fyldte utrolig meget i hverdagen.
Der gik et godt stykke tid før det lykkedes at få første IUI-H. Men den mislykkedes. Nummer to IUI mislykkedes. Det samme gjorde nummer 3 IUI – og 4 IUI. Vi nåede til 5 IUI forsøg og hvis ikke det lykkedes skulle vi videre til IVF. Jeg husker lige så tydeligt, hvor hårdt det var, og hvor lidt man til sidst troede på det, efter ALLE de mislykkedes forsøg vi havde været igennem. Og jeg var godt nok os tæt på at give op, men min mand fik mig på andre tanker, og gudskelov for det da! For 5 IUI forsøg var der jeg blev gravid med vores første barn, Lily. Så det lærte mig en vigtig ting: Giv ikke op. For når du giver op, er det måske lige før, det lykkes.

Dog gik der længe før jeg var i stand til at nyde det, nyde graviditeten, nyde det lille mirakel i min mave. Men jeg var hunderæd. Jeg var bange. Bange for at et eller andet skulle gå galt, eller at det ville ende i en ufrivillig spontan abort igen. Heldigvis gav klinikken tryghedsscanninger op til uge 12. Jeg var bogstavligtalt ved at skide i mine bukser hver gang vi skulle ind til de her scanninger. Jeg skulle i hvert fald altid på lokum inden, af ren nervøsitet. Men heldigvis voksede vores lille mirakel som det skulle. Vi nåede 12.  graviditetsuge og herefter begyndte jeg at tro lidt mere på det, og jeg begyndte at glæde mig til at blive mor.
Lily kom til verden ved akut kejsersnit onsdag den 22. november. Smuk, sund og rask <3 Vægt: 3720 og længde: 53 cm.

Så alt i alt tog det 2,5 år, før det lykkedes. Med en masse mislykkede forsøg, og en spontan abort i bagagen. Nu er vi gået ind i kampen igen, for et ønske om andet kærlighedsbarn. En søster eller bror til Lily. Dette startede vi allerede på da Lily blot var 8 mdr. gammel – på lægernes anbefaling, hvis vi skulle have chancen og muligheden, for at blive forældre igen.

Det har været hårdt at starte i behandling for at kæmpe for et barn, man ikke er ‘klar’ til endnu. Men nu er der allerede gået et halvt år, og vi har allerede haft 3 mislykkede forsøg. Vi er pt. igang med 4. forsøg og håber snart på at det lykkes. Det er hårdt og opslidende – præcis ligesom første gang, med vores første barn. Og igen har man alle disse tanker og bekymringer. “Bliver jeg nogensinde mor igen?”, “Kan jeg give min datter søskende”, “Bliver min datter enebarn?”.

Det ændrer sig aldrig. At være i fertilitetsbehandling er umenneskeligt hårdt, uretfærdigt og unfair. Man går igennem mange faser, for at nå i mål, hvis man overhovedet når i mål. Det er jo desværre ikke alle, der når i mål. Heldigvis lykkedes det os sidst, det håber jeg os det gør denne gang..

På min Instagram: ‘Nadiamilvertz’ står jeg ærligt frem om mit fertilitetsliv. Du er mere end velkommen til at følge med og søge trøst og støtte, hvis du selv står midt i det. Husk du ikke er alene! Og husk nu: “Mirakler sker, når man mindst venter det!”

♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡

FERTILITETSHISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV #1

Som de fleste af jer nok ved, så har min mand og jeg været ufrivillige barnløse. Vi fik hjælp til at lave Karla, da vi ikke selv kunne – og det er det hårdeste vi nogensinde har været igennem. Vi var i reagensglasbehandling (ICSI metoden) og der skulle 3 ægudtagninger til og 5 ægoplægninger, før det endelig lykkedes at blive gravid. Jeg har delt mange indlæg fra fertilitetstiden her på bloggen, men eftersom jeg nu er blevet mor, har jeg ikke så meget på hjerte omkring fertilitetsbehandling længere. I kan (gen)læse alle min indlæg om det HER hvis I har lyst.

Jeg synes fertilitetsbehandling er et emne der i den grad skal tales højt om. Det skal ikke være et tabu og vi er rigtig mange der er, eller har været i samme båd. Faktisk er hvert 8. barn kommet til verden, ved hjælp af behandling – ret tankevækkende, ikke? En ny føljeton med andres fertilitetshistorier starter nu op på “Lille My”, da jeg som sagt ikke selv kan dele mere ud af mit eget fertilitetsliv. Jeg har allieret mig med en flok vildt seje kvinder, der enten er, eller har været i fertilitetsbehandling, og fået dem til at skrive deres historier ned. Hvis du selv har mod og lyst til at dele din egen fertilitetshistorie (anonym eller ej), så send mig meget gerne en mail på: stine_ebbesen@hotmail.com

Her i det første indlæg i “fertilitets føljetonen”, skal vi læse en anonym kvindes historie. En historie som blandt andet indeholder spontane aborter og donoræg. Rigtig god læselyst!

To positive graviditettests, men ingen baby
Tilbage i 2012 besluttede vi os for at det var tid til at starte vores egen familie. Vi var begge uddannet, havde købt hus og var klar til det næste skridt i ”voksen” livet. Jeg stoppede med p-pillerne og vi tog det meget roligt – vi havde læst at det var meget almindeligt, at der gik et år før der skete noget, især hvis man havde taget p-piller i lang tid. 8 måneder efter stod jeg for første gang med en positiv graviditettest. Vi var begge glade, men også lidt rundt på gulvet, for nu skulle vi jo være forældre og det var et kæmpe skridt for os. Hurtigt begyndte vi at snakke om alle de ting vi skulle have købt, og hvordan vi skulle indrette børneværelse… Drømmen brast dog hurtigt. Jeg var i uge 9, da jeg pludselig fik voldsomme smerter og begyndte at bløde. Vi kontaktede lægen og jeg fik at vide, at når det var en spontan abort kunne de intet gøre. Jeg måtte bare afvente. Herefter gik der 5 måneder og jeg stod igen med en positiv graviditettest, men igen varede lykken kort. Omkring uge 9 begyndte jeg igen at bløde og vi var desværre igennem endnu en spontan abort.

Starten på fertiltetsbehandling – og mislykkede forsøg
Tiden gik og i foråret 2014 besluttede vi os for at gå til lægen med henblik på at få en henvisning til fertilitetsbehandling. I sommeren 2014, var vi til første undersøgelse på Dronninglund sygehus. Vi havde fået taget en masse prøver og der var ingen af os der fejlede noget. Til den første undersøgelse blev jeg scannet og her var der bekymring for, at min ene æggeleder var lukket og derfor var fyldt med væske. Lægen nævnte at dette kunne være årsagen til mine tidligere aborter. Der blev snakket om operation og fjernelse af den ene æggeleder, så jeg var grædefærdig og rigtig, rigtig bange – jeg drømte jo om at blive mor, men havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle igennem en operation for at det kunne lade sig gøre. Det blev dog besluttet, at de ville lave en vandscanning af mine æggeledere, for at se om det kunne hjælpe at skylle dem igennem. Det hjalp heldigvis og alt tidligere snak om operation blev annulleret og vi kunne komme i gang med behandlingen.

I august måned 2014, kom vi i gang med vores første IUI forsøg. Vi var spændte og forventningsfulde og var sikre på det nok skulle lykkes, alle prøver viste jo at der intet var i vejen for at opnå graviditet. Dog var blodprøven negativ og jeg fik hurtigt min menstruation. Vi måtte op på hesten igen og startede derfor med det samme ud med et nyt forsøg. I slutningen af september, fik jeg opkaldet som jeg havde drømt om; blodprøven var positiv og jeg var gravid! Vi fik tid til en tidlig scanning i uge 8 og vi var lykkelige. Dog skulle det vise sig, at det ikke skulle være nemt for os. I uge 7 begyndte jeg at bløde, så jeg kontaktede fertilitetsklinikken, som sendte en henvisning til Aalborg sygehus, så jeg kunne blive scannet. Her viste det sig at gravidteten var gået til og at jeg endnu engang skulle igennem en spontan abort. Herefter blev der sat yderligere undersøgelser i gang, for at finde ud af hvorfor jeg ikke kunne holde på en graviditet, men der var intet at finde. Vi begyndte derfor i foråret 2015 på endnu et IUI forsøg, dog uden held. Derefter blev det besluttet at jeg skulle i gang med IVF behandling.

Jeg skulle igennem lang protokol og derfor startede jeg ud med nedregulering, hvilket var frygteligt at være igennem, men lægerne mente at det ville give det bedste resultat. Jeg fik taget 21 æg ud, dog var der kun 3 der klarede sig igennem hele delingsprocessen. Jeg fik lagt 1 æg op og de resterende kom i fryseren. Desværre var der heller ingen af disse, der udviklede sig til en graviditet. Herefter blev vi tilbudt at være med i et forsøg, som gik ud på at jeg skulle have lavet et lille skrab i min livmoder, så ægget bedre kunne sætte sig fast. Vi havde efter dette, nyt håb om at det nok skulle lykkes, men efter endnu et mislykket IVF forsøg, begyndte vi at miste modet. Herefter var vi igennem yderligere 2 IVF forsøg, hvor der var masser af æg til udtagning, desværre viste det sig at de alle gik til, så jeg ikke fik lagt æg tilbage.

Snakken om donoræg og en ny fertilitetsklinik
Jeg især, var ved at være meget frustreret over det ikke ville lykkes, især når vi hele tiden fik at vide at alt så fint ud, og at jeg havde så mange flotte æg – derfor undrede det mig, at de gik til, inden vi nåede ægoplægningen. Jeg begyndte at søge meget efter ligende historier, og stødte for første gang på andre kvinder, som var blevet gravide med donoræg. Deres historie lignede meget vores, og vi snakkede derfor om herhjemme, at dette kunne være en mulighed. Det var selvfølgelig en stor beslutning at tage, men efter mange snakke var vi enige om, at kunne det hjælpe os at benytte os af donoræg, så var vi klar på det. Vi skulle til møde med lægen på fertilitetsklinikken og han var desværre ikke enige med os. Han mente, at vi bare skulle forsøge igen og at vi stadig havde masser af tid – og at vi var alt for unge til, at han tænkte at donoræg var en mulighed. Jeg var så ked af det da vi gik fra det møde, og jeg følte virkelig jeg bare var en brik i deres puslespil – og at de ikke ville kunne hjælpe os. Derfor var vi enige om, at det var tid til at prøve noget nyt.
Vi kontaktede Skive fertilitetsklinik, som vi havde hørt rigtig meget godt om. Vi kom hurtigt til samtale og der var en helt anden oplevelse end den vi var blevet mødt af i Dronninglund/Aalborg. I Skive kunne man virkelig mærke, at der var tid og ro til os, så igen havde vi en rigtig god mavefornemmelse. Her blev vi igen undersøgt, og i oktober 2017 gik vi i gang med vores første IVF forsøg. Under en af scanningerne opdagede lægen, at min venstre æggeleder så meget mærkelig ud. Hun undersøgte det nærmere og den var lukket til og fyldt med væske. Da hun så det, var hun ikke i tvivl om at den skulle fjernes – hvilket de altså også havde snakket om på den tidligere klinik 3 år tidligere. Planen blev derfor, at jeg skulle have taget æg ud og de skulle så alle fryses ned, da jeg desværre skulle igennem en operation, for at få den ene æggeleder fjernet. Jeg fik taget 22 æg ud, desværre gik de alle til igen og derfor var der ingen æg til frys.

Fjernelse af æggeleder, en positiv graviditetstest og en ægdonor
I november 2017, skulle jeg igennem operationen for at få fjernet min æggeleder. Jeg var sindsygt bange for at skulle i fuld narkose og rigtig ked af det, for tænk sig at jeg skulle det her igennem, for at få min drøm om at blive mor, opfyldt. Operationen gik godt, og lægen sagde at det var godt æggelederen var blevet fjernet, for den var alt for stor. Hun fortalte at den kunne være årsag til mine mange aborter og at det var set før, at folk var blevet naturligt gravide, efter at have fået fjernet en ”syg” æggeleder. Jeg var dog sikker på, at det ikke ville lykkes naturligt for os. Min mand derimod, havde stadig et håb om at det kunne lykkes naturligt.
Vi snakkede dog med klinikken om at gå videre med donoræg, da vi nu havde været igennem 3 IVF forsøg med masser af æg, der alle var gået til. Derfor blev vi i januar 2018, skrevet på venteliste til donoræg og nu skulle vi bare vente på at de fandt en donor til os.
I februar 2018, stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest, og endda i et helt naturligt forsøg. Vi blev tilbudt en tidlig scanning i uge 7 på fertilitetsklinikken. Jeg var stadig ikke der, hvor jeg turde tro på at det ville lykkes, men som dagene gik, blev jeg virkelig ramt af træthed og kvalme, hvilket jo burde være et godt tegn. Vi kom til den tidlige scanning og var meget spændte. Desværre blev vores drøm hurtigt revet væk igen, der var ikke noget foster og graviditeten var gået til grunde.

I maj måned 2018, blev vi kontaktet af Skive fertilitetsklinik. De havde fundet en donor til os. Vores håb om det nok skulle lykkes, kom igen og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse omkring donorægget. Vores donor fik taget 10 æg ud, hvoraf 4 af dem klarede delingsprocessen. Jeg var så rørt over at en kvinde som jeg ikke aner hvem er, ville gå igennem alt dette for at hjælpe os, med at få vores drøm opfyldt!

“Tillykke, du er gravid!”
I juni måned fik jeg lagt et æg op og de 3 andre røg på frys. Nu skulle vi bare vente 9 dage, inden jeg skulle have taget blodprøve. Efter et par dage, synes jeg at jeg kunne mærke nogle ting i kroppen, som jeg aldrig har oplevet før. Det gjorde at mit håb omkring en mulig graviditet var der. Dagen for blodprøven var kommet og jeg tog spændt turen fra Aalborg til Skive, for at få taget blodprøve. Jeg fik at vide, at jeg ville blive kontaktet nogle timer senere med resultatet. Jeg nåede hjem igen til min mand, og vi ventede spændt på at telefonen skulle ringe. Efter et par timer blev vi endelig ringet op af en sygeplejerske, med beskeden “Tillykke! Du er gravid og med et rigtig flot HCG tal”.
Jeg brød fuldstændig sammen. Den besked havde vi drømt om i efterhånden 6 år. Vi fik tid til en tidlig scanning og nu skulle ugerne bare gå. Jeg blev hurtigt ramt af voldsom kvalme og opkast, og brugte faktisk det meste af min sommer på badeværelsesgulvet. Aldrig havde jeg troet, at man kunne få det så dårligt af at være gravid. Da jeg var i uge 9, skulle vi til scanning på fertilitetsklinikken. Vi så for første gang vores lille mirakel – det var den vildeste oplevelse at høre det lille hjerte slå <3 Vi blev afsluttet på klinikken og var nu ”normal” gravide.

Jeg er nu i uge 34, og til marts kommer vores lille mirakel til verden! Vi kan ikke vente med at møde ham, og er så evigt taknemmelige for den kvinde, vi ikke ved hvem er, men som valgte at blive ægdonor. Uden hende var det aldrig lykkes os at nå hertil.

♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡

“DU ER GRAVID, TILLYKKE”

Endnu en årsdag har ramt – nemlig årsdagen for den dag vi fik det bedste opkald nogensinde. Opkaldet var fra fertilitetsklinikken med et svar på blodprøven som var blevet taget tidligere på dagen. 11 dage inden havde jeg fået lagt æg op for 5. gang og nu var sandhedens time kommet – var jeg mon blevet gravid denne gang eller ej? Troen var ikke eksisterende, (det kan I læse meget mere om HER) men heldigvis blev vi positivt overraskede da sygeplejersken i røret sagde “testen er positiv. Du ER gravid, tillykke!”

Læs også: 1 år siden jeg blev gravid

Jeg husker tydeligt dagen. Vejret var ikke specielt godt, blodprøven var taget tidligt om morgenen og ventetiden brugte vi på sofaen hvor vi så “Kender du typen”. Jeg blev så ringet op mens jeg sad og tissede, haha. Mine ben og hele min krop rystede fuldstændig sindsygt da jeg fik den gode besked – og glædestårene kunne slet ikke holdes tilbage: Jeg havde aldrig været lykkeligere. Efter at have sundet os lidt (vi var begge helt rundt på gulvet), gik vi på apoteket for at købe graviditetstests – bare lige for at være helt sikre 😛 og derefter på tanken efter is – det skulle fandme da fejres!

Læs også: Min fødselsberetning

Det er simpelthen så surrealistisk at vi nu, 1 år efter, har en baby på snart 3,5 måned – jeg har altså stadig svært ved at forstå det. Vores lille mirakel #SuperKarla <3