BARNLØS OG ULYKKELIG VS. GRAVID OG LYKKELIG

1

3For præcis et år siden var jeg helt nede mentalt. Februar 2017 var en hård måned som virkelig står i kontrast til februar i år. Det hele er nu vendt 180 grader – og heldigvis for det. I februar 2017 havde vi været i fertilitetsbehandling i  et halvt år og hørte dermed under lortekategorien ufrivillig barnløs. Vi havde været igennem to forsøg som ikke endte ud som forventet – altså ingen graviditet. Jeg ved ikke hvorfor det slog mig så hårdt lige dér, men efter andet mislykkede forsøg havde jeg opgivet og havde det rigtig skidt. 

Læs også: Et knust hjerte…

Vi var i sommerhus i vinterferien sidste år med min familie – mor, papfar, søskende + mænd og børn. Jeg får det faktisk helt dårligt når jeg tænker tilbage fordi jeg var så ked af det og havde slet ikke lyst til at være der, men  jeg forsøgte at sætte en facade op og nyde at være sammen med familien. Det gjorde bestemt ikke situationen nemmere at min papsøster og hendes mand havde deres lille og søde nyfødte datter med, av av.. (må være den samme følelse som et barn har hvis nogen går forbi og spiser en kæmpe is og siger, haha, du har ikke nogen is og du må ikke smage min). Det var svært for mig at håndtere og måtte bide misundelsen og sorgen i mig. Den lille nyfødte pige er iøvrigt nu en dejlig 1-årig baryle som er min niece. 

Jeg fik gået ture med min søster som virkelig forstod at støtte mig og være der for mig, der kunne jeg få grædt ud og komme ud med alle følelserne. (Jeg var – og er stadig ekstrem dårlig til at fortælle andre hvordan jeg har det – ikke engang Birk bliver inkluderet når der er noget der går mig på) – så det var virkelig rart at kunne “læsse af” på min søster. Det var en hård periode og mens jeg havde det allerværst blev vi ringet op af Birks lillebror med beskeden om at de nu var gravide og skulle have en baby. Av, den besked gjorde virkelig ondt – helt ind i hjertekulen. Vi var selvfølgelig glade på deres vegne, men helt ødelagte over at “blive overhalet indenom” nu når det var “vores” mission at blive gravide. Det var den underligste følelse at være glad på andres vegne samtidig med at man var pishamrende misundelig, gal og ked af det. Det tror jeg ikke man kan sætte sig ind i hvis man ikke selv har oplevet det. Det var hårdt og jeg var nødt til at have dem lidt på afstand et kort stykke tid, men der gik heldigvis ikke længe før vi sås igen. Nu har vi så fået os den sødeste lille nevø og er indehavere af de stolte titler onkel Birk og tante Stine – og snart har han sig en lille kusine med en aldersforskel på kun ca. 5 måneder, så det er jo helt perfekt. De kommer (forhåbentlig) til at få rigtig meget ud af hinanden nu hvor de næsten er lige gamle. Jeg har i hvert fald selv haft rigtig meget ud af mine jævnaldrende fætre og kusiner da vi var børn. 

Læs også: Når tredje gang (heller) ikke er lykkens gang
Læs også: Tid til en pause

Det er så surrealistisk at tænke tilbage på februar 2017 og så se hvor vi står idag. Nu har jeg den her fantastiske bule på maven med en lille pige i og med kun 25 dage til termin. Hun er aktiv stort set hele tiden og vi kan se og mærke hende indeni og udenpå maven – det er helt vildt og vi er så forelskede i vores lille pige.
Jeg føler mig simpelthen så heldig og vi er ualmindeligt taknemlige over at fertilitetsbehandlingen lykkes for os – det er ikke alle der er så heldige og jeg føler virkelig med dem. Det er så umenneskelig at det der burde være det mest naturlige i verden skal være så svært at opnå for nogen. Jeg sender al min kærlighed, tro, styrke, babystøv og håb til par der lige nu kæmper for at blive nogens forældre.  

“SUNDHEDSMAGASINET” PÅ DR1 / 1 ÅR EFTER

I dag er det lige præcis 1 år siden at Birk og jeg sad med bankende hjerter og svedige håndflader og ventede på at se os selv dukke op på tv-skærmen – mere præcist; kl. 21.55 på DR1 i “Sundhedsmagasinet” med Peter Qvortrup Geisling. Udsendelsen handlede om fertilitetsbehandling og vi blev fulgt af dem i vores allerførste forsøg. Udsendelsen kan desværre ikke længere ses på DR, det kunne ellers være lidt interessant at gense den – specielt nu når omstændighederne er lykkelige denne gang. 

1Der er sket meget på det år – en masse nedture som nu heldigvis er endt ud med en kæmpe optur. Vi blev som sagt fulgt i vores allerførste forsøg af DR1 – mens vi var helt grønne og nye indenfor fertilitetsverdenen. Vi vidste ærligt talt ikke hvad der ventede os eller hvad vi gik ind til – og vi blev egentlig noget overraskede over hvor omfattende det var/er. Derfor sagde vi også ja til at medvirke i “Sundhedsmagasinet” – vi tænkte at det kunne vi da sagtens håndtere oveni behandlingen.

Læs også: Jeg har en hemmelighed… 

Vi tænkte selvfølgelig rigtig meget over det inden vi sagde endeligt ja. Vi var begge to ret naive og positive i forhold til behandlingen og havde en forestilling om at det selvfølgelig ville lykkes i første hug, så det var også medvirkende til at vi sagde ja. Programmet ville blive sendt ca. en måned efter den første graviditetstest – det var angstprovokerende  at vide – både hvis den var positiv, men i den grad også hvis den ville blive negativ – selvom vi jo bare regnede med at den ville være hjemme med det samme. Vi blev noget klogere…

2Vi fik besøg af Peter Geisling i vores hjem i Silkeborg og han var på besøg i nogle timer sammen med et tv-hold, som filmede et interview imellem os. Vi talte om alt muligt – hvorfor vi skulle i behandling, hvad vi havde af forestillinger om det hele osv. Jeg havde kun været på hormonsprøjter i et par dage inden interviewet, så alt var altså helt nyt for os. Dagene gik og jeg blev scannet flere gange inden et æg kunne komme retur – alt sammen foregik med et tv-holdet i nakken. 

Læs også: Et kick off møde, scanninger & et tv hold

3Det hele var en meget stressende periode – jeg havde netop påbegyndt min bacheloropgave, vi havde sagt vores lejlighed op (uden at finde noget nyt at bo i) og så samtidig have mennesker med fra DR1 i hele fertilitetsprocessen inden man egentlig selv vidste hvordan det foregik. Resultatet ved det første forsøg endte også ud med et negativt resultat – ingen graviditet, ingen lille spire i maven – og nu skulle det så vises i fjernsynet. Av, den var ikke nem at sluge. 

Læs også: Når tredje gang (heller) ikke er lykkens gang

Vi fik afsluttet forløbet med DR1 med et afsluttende besøg af Peter Geisling hvor vi talte om resultatet og hvad næste skridt så ville være. Der var gået noget tid efter den negative graviditetsblodprøve før vi fik besøg, og selvom det var hårdt, så var det også rart at få afsluttet programmet på en ordentlig måde – og så ellers bare have fokus på næste forsøg UDEN et kamera stukket i nakken.

4Vi var rigtig glade for den måde udsendelsen blev klippet sammen på og synes at det var en spændende måde at fortælle om fertilitetsbehandling på. Det viste sig også at udsendelsen havde rigtig mange seere og redaktionen fik rigtig mange positive henvendelser efterfølgende. Jeg er glad og stolt over at vi valgte at være med – på trods af alt. Både fordi tabuet omkring fertilitetsbehandling skal brydes – og også fordi det var en oplagt mulighed for at komme ud med vores historie og “hjælpe” andre med samme problematik som os.

Læs også: At føle sig som en junkie (og en høne)
Læs også: 26 æg senere og en syg høne

At være i fertilitetsbehandling er ualmindeligt hårdt – og nej, du kan ikke sætte dig ind i det før du selv har prøvet det. Det kan slet ikke beskrives med ord hvilken kamp det er man går i gennem – derfor synes jeg også det er vigtigt at man er åben omkring det og ikke går og holder det for sig selv. Jeg er i hvert fald glad for at vi valgte at være åbne og jeg er glad for at vores omgangskreds har vidst til det – for det er så svært at gå med selv og det gør det bare endnu hårdere. Hvis du/I selv er i behandling vil jeg anbefale at I er åbne om det og at finder nogen I kan tale med det om. Jeg stiller også gerne mig selv til rådighed – jeg ved hvad det vil sige at være i behandling og du er altid velkommen til at kontakte mig hvis du har spørgsmål eller andet. 
Det skal simpelthen ikke være flovt eller tabubelagt at få hjælp til at få sine børn. Der er faktisk mange flere i behandling end man lige går og regner med.
Jeg kan i øvrigt anbefale at læse med på fertilitetsliv.dk som er et site omkring fertilitetsbehandling – her kan du læse en masse artikler og blogindlæg fra personer der selv gennemgår den hårde kamp for at blive forældre. Jeg er selv tidligere blogmanager på sitet og har skrevet en del indlæg der også kan læses derinde. 

Læs også: En solstrålehistorie – endelig gravid

TAK fordi du læste med og husk, du er pisse sej og stærk hvis du selv er i fertilitetsbehandling – man skal være af en ganske særlig støbning for at gennemgå det. Det er ikke fair at noget af det mest naturlige i verden skal være sådan en hård kamp for nogle mennesker. Stay strong og bryd nu det tabu

EN SOLSTRÅLEHISTORIE – ENDELIG GRAVID

1
Først og fremmest en kæmpe TAK for alle de søde beskeder, likes og tanker I har sendt i vores retning efter vi “offentliggjorde” at vi endelig skal være forældre. Det har været den vildeste og hårdeste rejse at nå hertil og heller ej denne gang troede jeg på at det ville lykkes. Faktisk havde jeg mistet modet fuldstændig og begyndte at forestille mig et liv uden børn – i hvert fald uden vores egne biologiske børn. Nu vil jeg fortælle om vores 5. forsøg som viste sig at blive lykkens gang. Måske ikke for sjov at mit lykketal er 5 (heldigt at baby satsede på mit lykketal og ikke Birks som er 14). 

Nervepirrende dage
Den
19. juni fik jeg taget æg ud (26 stk blev det til) I kan læse mere om det lige HER. Dagene efter var nervepirrende. Hver dag skulle vi ringe ind til klinikken for at høre hvordan æggene udviklede sig – og om de overhovedet udviklede sig, heller ikke det er der nogen som helst garanti for. Dagen efter udtagningen fik vi beskeden om at kun 6 æg var blevet befrugtet – og yderligere 3 muligvis var i gang med at blive befrugtet – vi skulle ringe igen dagen efter for at få svar. Av, av, det var ikke lige det man havde håbet på med mange fine æg. Pessimistisk som jeg var, blev dagen ødelagt og jeg tænkte, nå så er løbet kørt igen.   
Dagen efter ringede vi så igen for at få en ny update. De 6 æg var stadig befrugtede og af de 3 der var i gang var 2 blevet befrugtet. Så altså 8 æg! Æggene blev befrugtet med Birks “friske” sæd. Meningen var ellers at de ville befrugte halvdelen af æggene med hans nedfrosne sæd (den sædprøve han lavede inden han begyndte kemobehandling) og den anden halvdel skulle så befrugtes med hans friske sæd. Det nedfrossne sæd var desværre helt dødt, så de brugte kun det friske.  
Dagen efter skulle vi ringe endnu engang – denne gang for at høre om de ville sætte æg op. Birk ringede – jeg var et kæmpe nervevrag. De fortalte at de gerne ville se os på klinikken kl. 11.15 (mener jeg) og de tilbød at ligge 2 æg op denne gang hvis vi havde interesse i det. Vi var slet ikke i tvivl – selvfølgelig skulle vi have to æg op. Med 4 ægoplægninger uden resultat, så skulle det altså bare lykkes nu. De ville også lave noget der hedder AHA på æggene, hvor de via laser brænder nogle små huller i æggene så de nemmere kan klække. Jeg følte endelig der blev gjort noget mere end der blev gjort ved de fire første forsøg og håbet var derfor stort. 

2
Ægoplægning og alternativ behandling
Kl. 06.00 om morgenen på ægoplægningsdagen havde jeg en tid til zoneterapi. Jeg havde tidligere prøvet kræfter med akupunktur, men UDEN held. Jeg brugte rigtig mange penge på akupunktur, men stoppede fordi jeg, ærligt, ikke følte han kunne hjælpe mig – og at det egentlig bare handlede om at få en masse penge i kassen fra hans side. Jeg fandt en sød zoneterapeut og mødte spændt op. Vi talte lidt om behandlingen og hvad hun kunne gøre for mig. Jeg fik en times behandling – og det var så rart og afslappende. Kl. 11 tog Birk og jeg ind på sygehuset og ventede på at blive kaldt ind. 5. oplægning, klar, parat, sæt i gang! Det gik fint og vi kunne følge med på en skærm. Der var musik inde i rummet og imens lægen lagde de to æg op spillede sangen “Oh my sleeping Child” med Michael Learns to Rock – det måtte jo være et klart tegn!
Efter oplægningen blev jeg lagt ind i en hvilestue hvor en sygeplejerske gav mig akupunktur – jeg lå med nålene i og slappede godt og grundigt af i en halv time inden vi tog hjem igen. Da vi kom hjem dyrkede jeg lidt fertilitetsyoga – to øvelser jeg fik tilsendt fra en yogaunderviser. Først lå jeg på gulvet, med benene op ad en væg i 5 minutter så alt blod røg ned til livmoderen. Bagefter lå jeg og slappede fuldstændig af på gulvet – med meditations musik til. Disse to øvelser lavede jeg flere gange dagligt op til blodprøven. Jeg drak også Fructus Femina dråber – bedre kendt som babyklister 3 gange om dagen, som efter sigende skulle hjælpe æggene med at sætte sig fast.

Blødning og blodprøve
Allerede 6 dage efter ægoplægningen begyndte jeg at bløde. Jeg blødte i 3 dage – kun om morgenen, men jeg blødte ret meget. Jeg tudede i alle tre dage og vidste at det var min menstruation der allerede var kommet – og at jeg altså så heller ikke var blevet gravid denne gang. Dagene op til blodprøven var skrækkelige og jeg gad slet ikke hjemmeteste, for resultatet kendte jeg jo.
D. 3. juli klokken 08.00 gik Birk og jeg over på sygehuset og jeg fik taget blodprøve. Jeg synes det virkede så meningsløst, da jeg jo vidste at jeg ikke var gravid. Prøven blev taget og vi gik hjem igen, meget deprimerede. Vi lå på sofaen og så et par afsnit “Kender du typen?” mens vi ventede på at sygehuset ville ringe og overbringe den dårlige nyhed. Kl. 11.00 præcis ringede min telefon. Jeg var lige gået på toilettet og sad og tissede da telefonen bimlede løs. Jeg måtte hurtig hive strømpebukserne på og tage telefonen – sikke et syn 😀
Det var heldigvis en af mine yndlingssygeplejersker fra klinikken der ringede. Hun lød ret mut, så jeg vidste godt hvad hun ville sige – og jeg havde jo også blødt og alt mulig, så selvfølgelig var jeg ikke gravid. Hun bad om mit CPR nr og sagde så “du har jo fået taget blodprøve i morges og den er positiv HVAD!!!!!!!! Jeg kunne slet ikke forstå det. Mine ben rystede helt vanvittig meget, så jeg var nødt til at sætte mig ned. Hun fortalte at mit HCG tal var rigtig fint og var kommet godt fra start. Jeg var total i chok og kunne slet ikke holde tårerne tilbage. Det var så surealistisk.
Da vi sagde farvel, gik jeg ind til Birk, som åbenbart havde hørt samtalen fra stuen og kom ind til mig. Jeg kunne slet ikke få et ord frem – tror bare jeg fik fremstammet “jeg er gravid” og så stortudede vi begge to mens vi stod og krammede. Så fuldstændig ubeskriveligt.
Vores familier havde kendt til forsøget hele vejen igennem og skulle derfor også have svar. 
Jeg fik ringet rundt stortudende til vores nærmeste og fortalte den gode nyhed. De blev lige så overraskede – jeg havde jo været vildt ked af det fordi jeg havde blødt og de vidste derfor også godt at det heller ikke ville lykkes denne gang.

4
Heldigvis endte det helt anderledes og jeg er nu gravid i 14. uge (13+3) med termin d. 11. marts 2018. Kun det ene æg satte sig fast, så vi skal have 1 enkel baby og ikke to som der var chance for med de to æg. Vi er vildt spændte, overlykkelige og ikke mindst taknemmelige over at lykken endelig kom til os. Maven er allerede begyndt at vokse godt og der sker en helt masse. På næste onsdag (d. 13. september) skal vi til kønsscanning for at se om det er en lille pige eller en lille dreng der gemmer sig inde bag babybulen. 

EN STOR, MEN LILLE HEMMELIGHED

baby

Der er en god grund til at bloggen ikke rigtig er blevet opdateret de sidste 3 måneder… Jeg har holdt på en kæmpe stor, men lille hemmelighed. Der gemmer sig nemlig en lille spunk i min mave. Ja, den er sgu god nok, JEG ER GRAVID!

Det føles stadig så forkert at skrive det og sige det højt og det er som om at det stadig ikke helt er gået op for mig endnu. Efter et års fertilitetsbehandling med en masse nedture og mislykkede forsøg er det svært at forholde sig til at det nu er lykkes og at der er rent faktisk vokser en baby i min mave. Det er simpelthen så fantastisk og vi svæver på en lyserød sky.

Efter den hårde ægudtagning (læs mere om det HER) gik der et par dage hvor æggene blev befrugtet og delte sig og d. 22. juni fik jeg så lagt æg op. Graviditetsblodprøven blev taget d. 3. juli og senere den dag ringede fertilitetsklinikken og overbragte den gode nyhed. Jeg er idag 12+3 uger henne og vores nakkefoldsscanning fik helt perfekt. Til marts kommer vores lille forårsbaby og VI GLÆDER OS!

Jeg vil gerne dele flere detaljer om selve forsøget, dagene op til blodprøven osv, for det er altså lidt at en solstrålehistorie. Det bliver dog i et andet indlæg (for jeg har på fornemmelsen at det bliver lidt langt). Så dette var blot en (endelig positiv) opdatering fra mig omkring vores fertilitetsbehandling.

Difficult roads often lead to beautiful destinations <3

26 ÆG SENERE OG EN SYG HØNE

1-fHej venner. Så er der lyd fra mig igen, er nemlig stadig i live – selvom jeg de sidste par dage har følt mig ret “død” og dårlig. Sagen er nemlig den at jeg i mandags var på fertilitetsklinikken for at få taget æg ud – og dem var der altså mange af!

De sidste to gange jeg har været til ægudtagning, er jeg vågnet op med de ledeste smerter og ubehag, så mandag morgen var meget frygtet. Jeg vågnede op – helt uden smerter og tænkte YES, det her bliver pieces of cake. Vi mødte ind og jeg blev lagt i en seng til hvile, fik nogle piller og fik lagt drop i armen. Stadig ingen smerter. Kl. 10.30 fik jeg morfin i armen og blev så fulgt ind (meget svimmel af medicinen, som virkede med det samme) og blev lagt ned, med benene i stigebøjlerne og fik sprøjtet mere morfin i armen. De gik i gang og jeg kunne ikke mærke noget ud over et par små stik.
Jeg kan faktisk ikke huske særlig meget fra indgrebet – var helt væk på morfin og havde svært ved at holde øjnene åbne undervejs. Birk fortæller mig bagefter, at jeg har fået besked på at trække vejret roligt derinde, da min puls (hvilepuls) kom helt op på 100 (!!!). Jeg kan intet huske, så det er ikke bevidst at jeg har været “oppe og køre” – min krop må virkelig ikke have haft det særlig rart, men jeg kunne heldigvis intet mærke… før bagefter…

Læs også: At føle sig som en junkie (og en høne)

26 æg kom der ud – en personlig rekord og virkelig mange æg i forhold til at man siger at kvinder i gennemsnit kun får 8 æg ud. Første gang fik jeg 22 æg ud, anden gang 25 æg, og nu hele 26 æg. Efter ægudtagningen blev jeg lagt tilbage i hvilestuen og så fik jeg det bare helt ekstrem dårligt. Jeg fik en varmepude på maven og jeg havde det ulidelig varmt. Jeg kunne ikke være i min egen krop for smerter og lå og vred mig rundt, men alle stillinger jeg fik lagt mig i gjorde ondt. Jeg fik en pille, forsøgte at sove og fik en sprøjte – som jeg ikke rigtig kan huske. Jeg havde den sygeste kvalme og sygeplejersken kom mig til undsætning med en kold klud på hovedet og så fik eg akupunktur for at tage kvalmen – og det hjalp heldigvis. Birk og sygeplejersken fortalte mig at jeg havde været ligbleg i ansigtet da jeg havde lagt der. Birk tog (åbenbart) nogle billeder af mig mens jeg lå og lignede et spøgelse – dem slipper I for at se. I må nøjes med et par billeder fra inden det hele gik i gang. 

222Efter et par timer kunne vi tage hjem, eftersom jeg fik det bedre. Jeg har nu siden mandag haft mange smerter – en stikken i underlivet. Ikke sært når der har været nåle deroppe og man har været proppet med æg, av av. Mandag og igår, tirsdag har jeg bare lagt ned og kun bevæget mig når jeg skulle tisse. Helbredet er noget bedre idag, men er stadig ikke helt på toppen endnu. Det stikker stadig en gang i mellem og min mave er ret øm – men det går fremad og smerterne er trods alt mindre nu. 

Det var en lille update fra hønen med de mange æg. Jeg håber I synes det er interessant at læse med omkring mit/vores fertilitetsliv – det er i hvert fald rart at få alle tankerne ud her. I må have en dejlig dag. 

Older posts