PRAKTIK // EN JULEKLOKKESTRENG

Jeg havde sidste dag i praktik i fredags – efter 13 uger som praktikant hos TextilGrafik i Aarhus. Mine opgaver har været blandede – jeg har blandt andet lært Photoshop at kende, været med til at undervise forskellige klasser (5. – 9. klasser) i Photoshop, lavet en moderne klokkestreng med digitalprint (den viser jeg senere) og så har min hovedopgave været at designe og lave en ny klokkestreng med temaet JUL og med håndværkene væv, tryk og broderi.

Nedenunder viser jeg mit endelige resultat. Stoffet har jeg selv vævet med en binding jeg selv har skabt. Jeg har vævet en masse forskellige prøver, men valgte altså denne som den endelige binding. Motiverne på klokkestrengen har jeg tegnet i hånden og derefter bearbejdet dem i Photoshop, for så derefter at få dem over på rammer til rammetryk. Resten har jeg broderet – I kan selv se hvad der er tryk og hvad der er broderi. Rammen til rensdyret gik desværre lidt i stykker, det er derfor der er lidt sorte pletter på den, som altså ikke skulle have været der! De sorte beslag har jeg tegnet i Photoshop og så er de blevet skåret ud med en lasercutter. Materialet er sort akryl.

Der er sammenlagt cirka 35-40 timers arbejde i klokkestrengen, pyhaaa. Jeg er glad for resultatet og den kan nu hænge og pynte i stuen hver jul + det er et fedt minde at have fra en super fed praktik periode! Jeg viser som sagt den “digitale” klokkestreng på et senere tidspunkt!

I PRAKTIK HOS TEXTILGRAFIK

Jeg startede i praktik den 7. september hos TextilGrafik i Aarhus, som en del af min uddannelse. Jeg skal være i praktik indtil den 11. december, så der er lige et par måneder endnu. Det er skønt at komme ud i det virkelige liv og væk fra skolebænken. Min praktikvært, laver moderne klokkestrenge og grafiske opgaver, derudover underviser hun i Photoshop på Aarhus billed- og medieskole.

Min opgave i praktikken er at udarbejde en ny og moderne klokkestreng og være med til at undervise i Photoshop senere hen. Her den første måned har jeg arbejdet meget i Photoshop, for at lære programmet at kende. Jeg har derfor lavet min egen klokkestreng med temaet “dyre hykleri” i Photoshop, den viser jeg når jeg har fået den printet ud. Den endelige klokkestreng skal laves med væv, tryk og broderi.

Derfor har jeg vævet en del prøver med forskellige vævemønstre og bagefter har jeg broderet på dem, som I kan se nedenunder. Det er prøver, så vi kan finde ud af hvilket udtryk den endelige klokkestreng skal have. Jeg skal nok fortælle og vise mere, jo længere ind i processen jeg kommer.

JEG UDSTILLER…

Her får I lige lidt billeder af mit eksamens projekt. Jeg har valgt at afslutte strik og skulle derfor op i det fag. Vi skulle få inspiration fra udstillingen “Abstrakte Kvinder” på Carl Henning Pedersen & Else Alfelt musset i Herning. Min inspiration er kommet fra en kæmpe stor ruminstallation af Marianne Grønnow – installationen hedder Nightfall. Det er blevet til denne kjole, med mange lag og gennemsigtighed som fokus.

Jeg har fået den store mulighed at få lov til at udstille min kjole på musset helt indtil den 30. august – jeg er lidt stolt over det. Jeg håber nogle af jer har lyst til at komme forbi og se udstillingen, 3 andre fra min klasse udstiller også deres værker.

EN GOD SAGS TJENESTE

Jeg har det sidste stykke tid haft godt gang i strikkepindende. Jeg har nemlig strikket nogle små blæksprutter. Blæksprutterne er til børn på hospitalet, børn der har det svært, børn på krisecentre og børn på familiecentre. Vi er nogle stykker fra min klasse som har fået en masse garn til formålet, af en sød kvinde, Dorthe Ibsen. Hun spurgte om vi ville hjælpe hende med at lave dyr til disse steder. Hvem kan sige nej til sådan en opgave?? Jeg håber børnene kan få lidt glæde af disse små strikkede blæksprutter.