HJEMMELAVEDE INVITATIONER

01

02

03

04

05Birk og jeg har endelig fået taget os sammen til at planlægge Karlas navngivning. Da hun ikke skal døbes har vi haft rimelig frit slag i forhold til dato og hvordan det hele skal foregå. Vi har inviteret til navnefest en lørdag i starten af juli – og vi håber virkelig på godt vejr! Hvis alle kommer bliver vi 41 personer – 31 voksne og 10 børn, pyyyh. Vi har været nødt til at skære ned og kun invitere vores forældre, søskende, niecer/nevøer, bedsteforældre og så et par venner. Hvis vi skulle have alle onkler, tanter, mostre, fætre og kusiner + børn med, ville vi blive omkring 150 mennesker. Det er ikke nemt når vi begge har skilsmisseforældre og har store familier. Derfor har vi skåret ned – og alligevel bliver vi jo ret mange hvis alle kommer.

Læs også: Broderede julekort

Invitationerne er nu sendt afsted og så må vi se om vi bliver fuldtallig. Jeg har selv lavet invitationerne i Photoshop og fået det printet ud på noget tykt papir og så har jeg sat de tre elementer sammen med snor. Synes selv de er blevet ret fine, hæhæ. Bordkortene er jeg også i gang med at lave i Photoshop – dem skal jeg nok vise når de er færdige.

BRODEREDE JULEKORT

1

2

3

4

5

6

7Jeg synes det er så hyggeligt at modtage – og ikke mindst, sende julekort. I år har jeg lavet mine helt egne julekort som nu er klar til at blive skrevet og sendt ud til familie. Kortene har jeg broderet med julemotiver – man er vel tekstildesigner ;–) Jeg elsker at sidde og nørde med sådan noget – og papirbroderi er efterhånden blevet en favorit hos mig. Sender I julekort ud og hvad synes I mine broderede kort? 

STRIKKEDE KARKLUDE

1

2

3

4

5

6Jeg er begyndt at strikke mine egne karklude – både fordi det er hyggeligt og fordi det er bedre for miljøet. De almindelige farverige karklude er nemlig fyldt med mikroplastik som ryger med ud i vandet og det er altså ikke særlig sundt. Disse klude har jeg strikket med 100% bomuldsgarn og de er uden mikroplastik. Jeg fortsætter min lille strikkeproduktion – og vil i gang med at strikke vaskeklude også. 

DIY / FRA SKAMMEL TIL BORD

diy skammel

diy skammelVi har haft gang i mange projekter efter vi flyttede ind i vores nye lejlighed – blandt andet dette lille projekt! Vi havde en stor marmorplade til at ligge og vidste ikke hvad vi skulle bruge den til. Vi havde også en hvid skammel fra IKEA som vi heller ikke vidste hvad vi skulle bruge til – og så kom idéen. At lave skamlen til et lille bord.

Jeg afmonterede det hvide plasticsæde og sprayede benene sorte med spraymaling. Marmorpladen har jeg efterfølgende limet på benene og nu er det blevet et fint lille bord som passer perfekt til en stor kaktus. Jeg fik desværre ikke et billede af skamlen inden jeg gik i gang, men det er denne sag. Hvad synes I?

BACHELOR I TEKSTILDESIGN / BRODERI PÅ PAPIR

Jeg blev bachelor i tekstildesign i sidste måned og har slet ikke fået vist mine produkter frem – her er de altså! Jeg skrev min opgave omkring den kreative proces og valgte at gå op i broderi som mit tekstile fag. Min problemstilling gik ud på at skabe tekstile plakater for at skille mig ud fra de tusindvis af grafiske plakater man ofte ser i dag.

Jeg fandt inspiration i boligtrenden “Feeling Joy” der kommer til forår/sommer i år. Trenden er inspireret af flittige arbejdsbier, gule farver og en svag 1940’er vibe. Ud fra det lavede jeg masser af afprøvninger før jeg kom frem til hvordan mine tre plakater skulle se ud.

Målet har været at udtrykke glæde + der skulle være en tydelig inspiration fra “Feeling Joy” trenden. I min research fandt jeg frem til at sæbeboblerne fik sit gennembrud i 1940’erne og sæbebobler er for mig noget jeg forbinder med leg og glæde – derfor skulle dette element med. Jeg lavede sæbeboble tryk med sæbevand og blæk – derefter scannede jeg boblerne ind og bearbejdede dem i Photoshop.

Jeg bestræbte mig efter at skabe broderimønstre der gav associationer til bikager og biuniverset og som passede sammen med boblerne. Kontraster har været en stor del af mit arbejde – organiske former mod de geometriske former. Broderi er virkelig tidskrævende og jeg har samlet set brugt omkring 40 timer på at brodere disse tre plakater (A3).

Jeg har designet plakaterne så ledes at de kan hænge sammen som en helhed, de kan hænge enkeltvis og plakat 1 og 3 kan også hænge sammen. Og så må jeg lige nævne at Birk har designet og lavet rammerne til plakaterne – så det er unika og meget “Birk & Ebbesen”.

Min bachelor har været en kæmpe udfordring og har bogstaveligtalt kostet blod, sved og tårer. Efter en måned inde i opgaven besluttede min ene vejleder sig for at min teori var alt for tynd og mente ikke jeg ville kunne bestå hvis jeg fortsatte med den teori. Derfor fandt vi et nyt emne og så var det ellers at starte forfra! En måneds spildt arbejde…… Jeg valgte at broderer på papir fremfor stof – noget jeg faktisk ikke har gjort før, så det var også et kæmpe sats at gøre til den afsluttende eksamen. Men, øvelse gør mester og synes jeg blev ret hård til det ;–)

Jeg knoklede hårdt for at komme tilbage på sporet og midt i det hele var der meget at tænke på i privatlivet. Vi var nemlig i gang med fertilitetsbehandling som tog meget tid. Det var hårdt psykisk og fysisk – og da graviditetstesten viste negativ ramlede det hele. For at gøre det hele ekstra træls, blev jeg to uger inden eksamen ramt af influenza.

Jeg har aldrig været så nervøs inden en eksamen som jeg var til denne. Jeg kunne intet spise og havde ikke sovet hele natten inden. Jeg afsluttede med et 7 tal, som jeg er overlykkelig for. Jeg er så stolt af mig selv og er godt tilfreds med den karakter jeg fik. Jeg klarede det sgu – trods masser af forhindringer undervejs & nu kan jeg kalde mig selv for tekstildesigner og formidler!

& sejt af dig hvis du har læst hele dette indlæg, som blev noget længere end planlagt…..

Older posts