JEG VIL IKKE SMITTES…

Åh, den her Corona virus er lidt (læs: meget) mere alvorlig, end jeg først havde regnet med, da vi første gang hørte om den. Jeg havde ikke set det komme så vidt, og jeg synes, at det er vildt skræmmende, hvor hurtigt det spredes og skræmmende hvordan det påvirker hele verden pt. Jeg tør ikke tænke på hvor, eller hvornår det ender – eller i det mindste, bare kommer lidt mere under kontrol. Karlas dagpleje er lukket de næste 14 dage, så Birk arbejder hjemmefra og passer Karla samtidig. Jeg er virkelig glad for, at vi kan gøre det sådan, så Karla ikke skal “nødpasses”. Jeg er nemlig én af dem, som ikke har fået tilladelse til, at arbejde hjemmefra. Det kan jeg nemlig slet ikke. Jeg er én af dem, som forsat skal ud og lave mit arbejde, for der er i den grad brug for mig og alle mine kolleger nu. Jeg arbejder i hjemmeplejen og hver dag kører jeg rundt til forskellige borgere, og hjælper dem med mange forskellige ting. Borgerne skal selvfølgelig stadig have alt den hjælp, som de har behov for, og så må vi ellers bare spritte ekstra godt af og være endnu mere påpasselig med alting. Jeg vil for alt i verden ikke smittes. Ikke fordi, at jeg er bange for mit eget helbred – jeg skal nok klare den, men jeg vil så nødig være skyld i, at andre bliver smittet – og slet ikke dem som allerhelst ikke skal smittes.
Vi gør alt hvad vi kan for, at undgå smitte og så er der ikke så meget andet at gøre. Vi skulle have været til fødselsdag for min papfar i aften, men vi har meldt afbud. Vi har også aflyst Karlas fødselsdag, som ellers skulle være afholdt på næste lørdag. Jeg er så ked af, at skulle udskyde festen på ubestemt tid, men vi vil ingen chancer tage med det arbejde jeg har. Vi må se tiden an, som det ser ud nu. Karla er heldigvis ikke gammel nok til at forstå, at hun snart har fødselsdag, og hun ved ikke, at vi skulle holde en stor fest for hende. Fødselsdage kan man heldigvis altid holde, og der er vigtigere ting, at tænke på lige nu, nemlig at så få som muligt bliver smittet.
Jeg håber, krydser og beder til, at vi allesammen kommer igennem denne pandemi på den bedste måde. Vi skal passe på hinanden og vi skal passe ekstra godt på vores sårbare og ældre i denne tid. Vask hænder, sprit af og hold afstand.
Hej ja det er skræmmende. Jeg syntes at alle bliver ved med at sige at de ikke havde set det komme. Det forstår jeg ikke. Jeg var helt sikker på at de ville begynde at lukke ned og lukke skolerne mandag. Og grænserne. Næste skridt bliver cafeer osv og så må vi ikke gå unødvendigt ud til sidst. Fordi folk ikke hører efter. Det er hvad jeg forventer. Venlig hilsen Charlotte