PODCASTS DU SKAL HØRE #19

SUPER KARLA 1,5 ÅR

Ingen “glimt fra ugen der gik” i denne uge. Det har nemlig været en uge der mest af alt har været præget af sygdom. Både Birk og jeg har fået halsbetændelse med streptokokker og er nu på penicillin.  Og nå ja, Karla er også startet på penicillin – dog ikke pga. halsbetændelse, men et betændt pegefingerled. Vi var en tur ved vagtlægen igår, som mente det kunne skyldes en neglerod. Der har heldigvis også været nogle gode stunder i løbet af ugen. Jeg har blandt andet hygget med min mødregruppe og igår havde vi besøg af Karlas farmor, onkel, tante og fætter.

Læs også: Karlas navnefest
Læs også: 6 måneder med verdens bedste Super Karla

Nu til det indlægget her egentlig skulle handle om. Jeg har nemlig nu været mor i halvandet år og sikke nogle vidunderlige (og til tider pisse hårde!!) 18 måneder det har været. Tænk engang at vi var så heldige at blive forældre til verdens bedste Super Karla. Jeg er evig taknemmelig for videnskaben der gjorde det muligt. At blive forældre er bestemt ikke en selvfølge. Vi har kæmpet en hård kamp for at blive mor og far, og jeg skal stadig lige knibe mig selv lidt i armen, når jeg ser Karla rende rundt.

Karla er i en rivende udvikling for tiden og er begyndt at sige så mange ord. Hun kigger virkelig efter når man siger noget og forsøger selv at gentage det. Jeg er så stolt af det lille menneske. Hun siger mange ting og forstår de ting man siger til hende (dog ikke altid at hun er villig til at høre efter, men det er så en anden sag ;–)). Hendes ordforråd består blandt andet af “far, sko, mælk, mad, mam mam, agurk, ko, ged, bog, ja, nej, se, får, hest, hej, sove, ned, op, mere, vov vov”. Det er virkelig skægt med alle de ord og lyde hun kommer med. Er bange for at hun bliver et værre sludrechatol når hun rigtig får lært at sammensætte ordene og tale, ha ha.

De sidste 18 måneder har været de bedste, men det har ikke altid har været let og fantastisk. Der har været hårde perioder ind i mellem. Jeg blev blandt andet ret træt af at amme efter et halvt år og skrev dette indlæg om det. En anden hård periode var da den unge dame skulle lære at spise andet end mors mælk. Jøsses en hård kamp det var. Hun levede faktisk af min mælk indtil hun blev 11,5 måned hvor jeg endelig stoppede helt med at amme. Jeg skrev et par indlæg om amningen – dem kan I læse her og her. En tredje hård periode var da Karla ikke rigtig ville mig og var ret strid imod mig – blandt andet når jeg hentede hende i dagplejen. Jeg skrev dette indlæg omkring det. Sidste “nye” indenfor hårde perioder; Karla har haft nogle episoder i dagplejen, hvor hun har kanøflet de yngste børn. Det har været gæstebørn og børn som er yngre end hende. Om det skyldes jalousi aner jeg ikke. Det er blevet godt igen, og heldigvis for det, for jeg kan hilse og sige at det dæleme ikke er sjovt at være forældre til barnet der kanøfler. Man er magtesløs og kan ikke tage handling når børnene er så små og ikke forstår alting. Dét er svært.

Læs også: Verdens bedste Super Karla fylder 1 år
Læs også: Karlas 1 års fødselsdag

1,5 år er nu gået og jeg er færdig med at amme for længst, Karla spiser rigtig godt og varieret nu – og så er hun ikke strid ved mig eller de små gutter længere. Hun sover godt – og igennem om natten, og så er hun bare en glad, tillidsfuld, udadvent, nysgerrig og finurlig lille en. Hun deler gavmildt ud af både kys og kram og er den kærligste pige. Alt er godt lige pt. og nu er jeg spændt på hvad fremtiden bringer og jeg glæder mig til at følge hendes udvikling fremover. Min SUPER Karla – tillykke med de 18 måneder <3

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PODCASTS DU SKAL HØRE #19