NAVNEMÆRKER OG NAVNESUTTER

GLIMT FRA UGEN DER GIK #9

Den ene uge efter den anden flyver afsted og det er mandag igen. Jeg ved jeg nævner det hver uge, men for pokker hvor tiden altså bare flyver afsted. Sidste uge var en dejlig uge og nu venter en ny uge. En uge der kommer til at stå på begravelse (vi troede det skulle være i sidste uge, men pga. flere årsager, bliver det først på torsdag), samtale med Karlas dagpleje – vi skal have den obligatoriske “hvordan har Karla klaret at starte i dagpleje og hvordan går det” samtale, aftenvagter og en friweekend uden planer (måske Sankt Hans hygge søndag). Nu lidt om sidste uge; I mandags på 2. pinsedag var jeg på arbejde, og Birk og Karla havde besøg af Karlas farmor og bedstefar. De havde vidst haft en hyggelig dag med gåtur og frokost. Jeg nåede lige at få en kop kaffe med dem da jeg kom hjem, inden de kørte hjem ad igen.

Sidste uge bød også på 2 løbeture. Det er blevet lidt sløvt med mit løb på det sidste, da jeg har været virkelig sygdomsramt. Jeg synes det er mega hårdt at komme igang igen, så jeg har løbet et par meget korte ruter, men hey, det er da bedre end ingenting. Jeg vil gerne afsted 2 gange om ugen, men nu må vi se hvad det bliver til i løbet af sommeren – jeg hader nemlig at løbe i solskin, jeg er meget bedre til at løbe i frostvejr og kulde.

Jeg havde mig en fridag i fredags og fik den udnyttet godt. Jeg var et smut ved optikeren (endelig!!), og fik lavet en syntest. Mit syn er blevet ringere, så nu er det blevet bestilt nye linser hjem til mig – og jeg glæder mig til at kunne se perfekt igen. Jeg skal også have et par briller, så dem glæder jeg mig også helt vildt til at modtage. Fridagen blev også brugt på et frisør besøg. Jeg fik klippet et godt stykke af – der er intet bedre end nyklippet hår. Da jeg havde fået klaret dagens gøremål, hentede jeg Karla og vi havde en virkelig dejlig eftermiddag sammen. Hun har været ret strid ved mig på det sidste (læs evt. om det HER), men det er som om det er ved at vende igen!

Igår, søndag, var vi til barnedåb hos familiens nyeste medlem; min niece. Ingen vidste hvad hun skulle hedde, så vi var ret spændte. Hun hedder nu Lærke, som jeg synes er sådan et fint navn. Det var en super god dag, med lækkert mad og godt vejr. Vi kørte hjem sidst på eftermiddagen, jeg skulle nemlig på arbejde kl. 18-23. Så ugen sluttede af med en god aftenvagt og i aften venter endnu en aftenvagt.

Læs også: Glimt fra ugen der gik #8

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NAVNEMÆRKER OG NAVNESUTTER