Så forsvandt der sørme endnu en uge fra kalenderen. En uge som har budt på arbejde og gode stunder.
Se næste indlæg >
AT FØLE SIG TILSIDESAT…
…af sit eget barn. Jeg er ked af det. Frustreret. Uforstående og magtesløs. Jeg bliver valgt fra og tilsidesat. Jeg bliver holdt udenfor. Hver dag. Det lyder ikke rart vel? Men, sådan er sandheden desværre lige for tiden. Karla er inde i en virkelig dum periode. Hun er meget pylret – men kun når vi er herhjemme og jeg er tilstede. Hver dag når jeg skal hente Karla i dagplejen, vil hun ikke med mig hjem. Hun kan finde på at nappe og kradse mig. Hun vil ikke over til mig, vil ikke sig hej eller kramme. Hun flygter fra mig og uddeler store kram til dagplejemoren i stedet. Det gør ondt i hjertet.
Læs også: Av mit hjerte
Hun skriger og bliver hysterisk når jeg vil give hende tøj på. Laver flitsbue og er virkelig strid. Hun vil mig ikke og vil bare overhovedet ikke med mig hjem. Jeg får ondt i maven hver dag inden jeg skal hente hende. Jeg har slet ikke lyst, fordi jeg ved det bliver en dårlig oplevelse. Når vi så endelig kommer hjem forsætter det. Hun er hysterisk. Smider sig på gulvet. Skriger som en besat. Hun vil ikke være i nærheden af mig. Vil ingenting.
Jeg går på æggeskaller. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med et barn der frastøder mig så meget. Er det blot “en fase” eller hvad foregår der lige? Er det en efterreaktion på dagplejestart? Straffer hun mig fordi jeg er startet på arbejde og ikke kan gå med hende hjemme hver dag mere? Er der mon nogen der har oplevet noget lignende? Råd, kærlige tanker eller lignende modtages med kyshånd. Jeg synes nemlig det er lidt (læs: møghamrende) hårdt at være mor pt. Sidst det var så hårdt, var dengang hun skulle lære at spise andet end min mælk. Det var en ekstremt lang og sej kamp. Nu er morlivet sgu en hård omgang igen.
Læs også: Noget om at få nok
Læs også: En status på det der med at amme (og spise)
Karla har altid været det nemmeste og gladeste væsen og hånden på hjertet, og selvom andre måske siger at man er fuld af lort, så synes jeg ikke det var hårdt at blive mor i starten. Jeg faldt naturligt ind i rollen med det samme. Vi havde en god start. Amningen kørte, Karla sov ekstremt godt og hun var altid i godt humør. En meget nem pige, som gjorde det så let for os at blive forældre. Vi følte os så heldige! Det var – helt ærligt, ikke hårdt. Nu er hun snart 15 måneder og nu er det virkelig en anden sag. Det er NU jeg synes det er pisse hårdt at være blevet mor.
Velkommen til min blog, Lille My. Jeg hedder Stine og jeg er en 29-årig, kreativ vestjyde. Jeg er gift med Birk og er mor til verdens bedste Super Karla. Vejen til graviditet var ikke helt nem, men det kan I jo læse meget mere om under kategorien "fertilitetsbehandling" her på bloggen. Lille My er en personlig livsstils blog, som indeholder en god blanding af morlivet, mode, bolig, kreativitet, mad, personlige indlæg og meget andet. Jeg håber I har lyst til at læse med!
Av! Jeg kender så absolut til dette scenarie. Vores datter havde en lang periode, hvor hun reagerede på nogenlunde samme vis ved afhentning i dagplejen. Jeg tænker, at det er en helt naturlig fase din datter gennemgår lige nu, hvor hun har svært ved at omstille sig i skiftet mellem dagplejen og hjemmet. Alle de nye indtryk er overvældende og hun formår at holde sammen på sig selv indtil den person hun er allermest tryg ved kommer (dig)☺️ Hun ved, at du elsker hende betingelsesløst og derfor tør hun give afløb for alle følelserne, også de svære. Det lyder til, at din datter trives i dagplejen, hvilket jo er rigtig dejligt. Alligevel er det helt forventeligt, at hun reagerer på alt det nye + hun sikkert samtidig er ved at udvikle nye færdigheder. Tænker, at du skal prøve at vende det om og se det som en stor tillidserklæring, at hun hos dig tør at give los, selvom at det er SÅ hårdt mens det står på❤️ Du spørger, om hun straffer dig for at være startet på arbejde og hertil kan jeg svare, at så kompleks en tænkning rummer så lille et barn slet ikke☺️ At sætte ord på følelserne og bare forsøge at rumme dem, er det vi herhjemme forsøger (ikke at det altid er så ligetil eller en dans på roser). Med vores datter har det hjulpet en hel del, efter hun nu mestrer sproget. Nu er vi så inde i en periode, hvor hun vil ALT selv og går i spagat, hvis vi forsøger at hjælpe….pyhhhh det holder også hårdt til tider😤
Hilsen en mor og psykolog