PODCASTS DU SKAL HØRE #16

AT FØLE SIG TILSIDESAT…

…af sit eget barn. Jeg er ked af det. Frustreret. Uforstående og magtesløs. Jeg bliver valgt fra og tilsidesat. Jeg bliver holdt udenfor. Hver dag. Det lyder ikke rart vel? Men, sådan er sandheden desværre lige for tiden. Karla er inde i en virkelig dum periode. Hun er meget pylret – men kun når vi er herhjemme og jeg er tilstede. Hver dag når jeg skal hente Karla i dagplejen, vil hun ikke med mig hjem. Hun kan finde på at nappe og kradse mig. Hun vil ikke over til mig, vil ikke sig hej eller kramme. Hun flygter fra mig og uddeler store kram til dagplejemoren i stedet. Det gør ondt i hjertet.

Læs også: Av mit hjerte

Hun skriger og bliver hysterisk når jeg vil give hende tøj på. Laver flitsbue og er virkelig strid. Hun vil mig ikke og vil bare overhovedet ikke med mig hjem. Jeg får ondt i maven hver dag inden jeg skal hente hende. Jeg har slet ikke lyst, fordi jeg ved det bliver en dårlig oplevelse. Når vi så endelig kommer hjem forsætter det. Hun er hysterisk. Smider sig på gulvet. Skriger som en besat. Hun vil ikke være i nærheden af mig. Vil ingenting.

Jeg går på æggeskaller. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med et barn der frastøder mig så meget. Er det blot “en fase” eller hvad foregår der lige? Er det en efterreaktion på dagplejestart? Straffer hun mig fordi jeg er startet på arbejde og ikke kan gå med hende hjemme hver dag mere? Er der mon nogen der har oplevet noget lignende? Råd, kærlige tanker eller lignende modtages med kyshånd. Jeg synes nemlig det er lidt (læs: møghamrende) hårdt at være mor pt. Sidst det var så hårdt, var dengang hun skulle lære at spise andet end min mælk. Det var en ekstremt lang og sej kamp. Nu er morlivet sgu en hård omgang igen.

Læs også: Noget om at få nok
Læs også: En status på det der med at amme (og spise)

Karla har altid været det nemmeste og gladeste væsen og hånden på hjertet, og selvom andre måske siger at man er fuld af lort, så synes jeg ikke det var hårdt at blive mor i starten. Jeg faldt naturligt ind i rollen med det samme. Vi havde en god start. Amningen kørte, Karla sov ekstremt godt og hun var altid i godt humør. En meget nem pige, som gjorde det så let for os at blive forældre. Vi følte os så heldige! Det var – helt ærligt, ikke hårdt. Nu er hun snart 15 måneder og nu er det virkelig en anden sag. Det er NU jeg synes det er pisse hårdt at være blevet mor.

8 kommentarer

  • Jlee

    Av! Jeg kender så absolut til dette scenarie. Vores datter havde en lang periode, hvor hun reagerede på nogenlunde samme vis ved afhentning i dagplejen. Jeg tænker, at det er en helt naturlig fase din datter gennemgår lige nu, hvor hun har svært ved at omstille sig i skiftet mellem dagplejen og hjemmet. Alle de nye indtryk er overvældende og hun formår at holde sammen på sig selv indtil den person hun er allermest tryg ved kommer (dig)☺️ Hun ved, at du elsker hende betingelsesløst og derfor tør hun give afløb for alle følelserne, også de svære. Det lyder til, at din datter trives i dagplejen, hvilket jo er rigtig dejligt. Alligevel er det helt forventeligt, at hun reagerer på alt det nye + hun sikkert samtidig er ved at udvikle nye færdigheder. Tænker, at du skal prøve at vende det om og se det som en stor tillidserklæring, at hun hos dig tør at give los, selvom at det er SÅ hårdt mens det står på❤️ Du spørger, om hun straffer dig for at være startet på arbejde og hertil kan jeg svare, at så kompleks en tænkning rummer så lille et barn slet ikke☺️ At sætte ord på følelserne og bare forsøge at rumme dem, er det vi herhjemme forsøger (ikke at det altid er så ligetil eller en dans på roser). Med vores datter har det hjulpet en hel del, efter hun nu mestrer sproget. Nu er vi så inde i en periode, hvor hun vil ALT selv og går i spagat, hvis vi forsøger at hjælpe….pyhhhh det holder også hårdt til tider😤

    Hilsen en mor og psykolog

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe Op.

      Sikke dog en dejlig kommentar! 😊 Og jeg er så enig.
      I har formået at gøre hende så tryg, at hun ved (om end det ikke foregår bevidst), hun kan “give los” – og I vil stadig være der og elske hende ligeså meget af dén grund.
      Og så ér det en fase! Hvilket måske er lidt en ringe trøst lige nu, for hvor gør det bare ondt, mens det står på (vi har også været der). Men this too shall pass – jeg lover det!
      Hæng i og klap jer selv og hinanden på skuldrene over hvor godt, I gør det. For det gør I. 😊
      Kh.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lille My

      Enig – en virkelig skøn kommentar ❤️ Og TAK for din også virkelige søde og brugbare kommentar!
      Jeg håber du har ret – jeg hænger i og må fortælle mig selv at det blot er en fase, selvom det er hårdt lige nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lille My

      TUSIND tak for din kommentar – den blev jeg virkelig glad for at læse! ❤️

      Jeg er “glad” for at læse jeg ikke er/har været alene om problemet.. Og hvor jeg dog håber at du har ret. Jeg synes i hvert fald selv jeg formår at skabe en tryg hverdag for hende, så det giver god mening at hun gør det, fordi hun tør det.

      Pyyyyyha, det lyder også som en dum periode i er i lige nu. De kære børn kan give os grå hår 🙂

      Igen, tak for din meget fine og brugbare kommentar! ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Leah Rundblad

    Øv søde 💔 Det gør helt ondt i mit mor-hjerte at læse det. Har ikke oplevet det samme, så jeg kan ikke snakke med. Men det lyder godt nok ikke rart! Det må være en eller anden form for fase, som hun skal igennem. Måske endda en reaktion på, at hverdagen er blevet en anden, som du selv skriver. Tidligere har Karla jo ikke reageret på at starte i dagpleje, hverken grædt eller noget, så det er måske ikke utænkeligt 🤔 Jeg håber det går hurtigt over, så hun kan blive mors pige igen ❤️ Knus til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lille My

      Det er virkelig heller ikke rart. Det gør ondt helt ned i maven og i hjertet.
      Fra morgenen af var hun ret gavmild med både kys og kram – man skulle næsten tro hun havde læst indlægget 😉

      Jeg håber det blot er en dum fase vi skal igennem, så jeg kan få min glade pige igen. TAK for din besked! ❤️❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Søde Stine, øv hvor lyder det ikke spor rart 🙁 Jeg bliver helt ked af det på dine vegne.
    Nu har jeg desværre ikke selv børn og kan derfor ikke fortælle, hvad der fungerede eller ikke fungerede for mig. Men tænker om en sundhedsplejerske måske ved noget? Min mor har selv været sundhedsplejerske, hvilket er grunden til at jeg tænker på den. Hun (min mor) har altid virket så klog indenfor børn og deres trivsel.
    Jeg krydser mine fingre for, at Karla snart kommer løbende (hvis hun er der 🙂 ) over til dig og giver dig massere af krysser, kram og kærlighed <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lille My

      Det er det bestemt heller ikke 🙁 Jeg håber snart det vender – for jeg vil meget gerne have min glade pige igen.

      Tak for din besked søde Ida ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PODCASTS DU SKAL HØRE #16