VERDENS BEDSTE SUPER KARLA FYLDER 1 ÅR

I morgen. I morgen bliver Karla 1 år – jeg synes det er vanvittigt at tænke på. På den ene side føles det som om vi altid har haft hende – kan nærmest ikke husket livet inden hende ;–) og på den anden side, er tiden bare fløjet afsted. Hun er det bedste der nogensinde er sket og i den grad en lille ønsket og længeventet pige. Jeg plejer at dele “ting I (måske) ikke vidste om mig”, når jeg selv fylder år, så nu har jeg også forsøgt at finde ting om Karla I måske ikke vidste – 12 ting, fordi hun bliver 12 måneder. Tak for den idé Leah ;—)

1. Karla er stædig som et æsel. En egenskab hun desværre har arvet fra begge sine forældre. Jeg tør slet ikke tænke på de diskussioner vi kommer til at få i fremtiden ;—) Hvis der er noget Karla ikke vil, så vil hun fandme i den grad heller ikke, og hysteri kan forekomme.

2. Karla elsker Popsi og Krelle. Vi hørte dem meget lidt da hun ikke var særlig gammel, men dengang var det ikke rigtig interesse for det. Til gengæld så vi ufattelig meget Baby Einstein – og hun sprællede og var helt oppe og køre når titelmelodien gik i gang. I dag er det bare Popsi og Krelle der dur – og helt fint for mig, for jeg synes det er nogle rigtig gode sange og videoer de laver.

3. Karla er det gladeste barn jeg nogensinde har mødt. Hun er (stort set) altid glad og smilende – også overfor fremmede. Hun har aldrig været utryg ved mennesker hun ikke kender og er altid et stort smil, med verdens sødeste små bisser og rynker på næsen.

4. Karla har 7 tænder, vejer omkring 10 kg, bruger str. 5 i bleeer og str. 80 i tøj.

5. Karla er meget musikalsk og elsker musik og dans. Hun sidder – eller står – og rokker til musik. Det har hun gjort lige siden hun var ganske lille. Vi hører ofte musik med hende og Birk spiller også ofte guitar for hende, mens vi synger med hende. Det er så hyggeligt.

6. Karla ved udemærket godt når hun gør noget hun ikke må. Fx når hun samler ting op fra gulvet og putter i munden, altså nullermænd og den slags der ikke er så lækre at spise. Når man opdager hende i det og spørger “hvad har du i munden??”, så får hun spilopper i øjnene og flygter i kravlegang så hurtigt hun overhovedet kan.

7. Karla har masser af hår – hun har vidst arvet sin mors gener der. Det har været rødligt lige siden fødslen, men bliver nu mere blondt – dog stadig med rødligt i. Spændende hvilken hårfarve hun ender med.

8. Karla bruger ikke sut, det var kun et hit i et par uger – så siden hun var omkring et par måneder gammel er sutten bare blevet brugt til at lege med. Nogle gange ville jeg dog ønske hun ville tage den sut, det kan være lidt svært at trøste nogle gange. På den anden side skal vi ikke kæmpe med at vænne hende af med sutten igen ;—) og vi slipper for et barn der har sutten i munden 24/7.

9. Karla kunne have haft en tvilling. Jeg synes det er så underligt at tænke på. Dengang hun blev “lavet”, blev der lagt to befrugtede æg op, så i princippet kunne vi have haft to små tumlinger. Karla ville dog ikke dele, så det andet æg satte sig ikke fast.

10. Karla er lige pludselig blevet mere eller mindre altædende, efter jeg stoppede med at amme for små to uger siden. Det har desuden også hjulpet gevaldigt med nattesøvnen.

11. Karla blev født kl. 23.20 – 6,5 time efter jeg fik den første ve. Hun vejede 3750 gram og var 52 cm lang.

12. Karla er verdens bedste pige <3

Det har været det vildeste, hårdeste, dejligste år nogensinde og vi har den skønneste pige i hele verden og kærligheden til hende kan slet ikke beskrives med ord. Tak fordi du valgte os og stort tillykke med fødselsdagen (i morgen) min skat <3 Hurrraaaaaaa!

NYE EBAY SPÆNDER OG LIDT OM JOBSITUATIONEN

En ny uge venter forude og en spændende en af slagsen. Jeg er nemlig blevet tilbudt job i hjemmeplejen. Jeg sendte en ansøgning afsted for nogle uger siden, på trods af jeg ikke er uddannet indenfor faget. Der er desværre ikke rigtig jobs at få indenfor tekstildesign her i området, så jeg har søgt bredt. Jeg blev kaldt til samtale og det gik super godt og så blev jeg som sagt tilbudt job – i første omgang et vikariat til udgangen af august, og så kan vi se om der er mulighed for forlængelse derfra. Jeg har fået lov til at være i “praktik” de første fire uger, for at se om jobbet overhovedet er noget for mig, og hvis det er, bliver jeg så ansat derefter. Jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde, og til at komme ud blandt mennesker igen. Det kan sgu godt blive lidt ensomt herhjemme, nu hvor Karla er startet i dagpleje. Ønsk mig lige held og lykke med min første dag – som allerede er startet når dette indlæg udkommer. Jeg skal nemlig møde kl. 07.00 hver dag!

Læs også: Skoldskoppesnak, et nyt (billigt) glimmerspænde og ugens planer
Læs også: En stribet kjole, et nyt ebay perlespænde og klar, parat, dagplejestart

Jeg vil også lige komme med et par ebay tips til jer. Som I kan se på billederne, har jeg modtaget flere fine hårspænder. Jeg synes virkelig de er flotte og så kan de bare peppe et outfit op. Lidt lir til håret skader aldrig. Det sølv glimmerspænde koster omkring 19 kr. og kan købes HER, det lyserøde glimmerspænde koster omkring 9 kr. og kan købes HER, og spændet med glimmersten koster omkring 12 kr. og kan købes HER.

SMUKKE SKIVE #12 OG LIDT OM AMMESTOP

Det er ved at være længe siden jeg sidst lavede sådan et indlæg, men her er der atter lidt billeder af smukke Skive. Billederne er fra starten af måneden, hvor Birk og jeg var en tur nede i Anlægget sammen med Karla. Hun var helt vild og tumlede løs på græsset og mellem blomsterne. Der er næsten ikke noget mere forårsagtigt end krokusser, har jeg ikke ret?

Og nu til noget helt andet! Vi er begyndt at sove bedre herhjemme, jeg er nemlig stoppet helt med at amme. Noget jeg har ønsket lige siden september – det kan I læse mere om HER. Men, som I måske har gættet, lykkes det projekt slet ikke. Jeg har ammet i 11,5 måned og jeg er pisse stolt over at jeg har “holdt ud” så længe, på trods af meget frustation. Nu er det helt slut og det er virkelig den bedste beslutning vi længe har taget. Vi sover meget bedre om natten og Karla er ENDELIG begyndt at spise rigtig mad. Det har været en kæmpe kamp at lære hende at spise, men efter hun er startet i dagpleje og det nu også er helt slut med amning, så spiser hun godt.
De sidste 6 måneder har vi sovet ret elendigt herhjemme – jeg har været oppe og amme 3-4 gange hver evig eneste nat, og jeg var ved at blive sindssyg til sidst. Særligt fordi vi havde et barn der sov igennem fra hun var omkring 3 uger gammel og det fik så en brat ændring fra den ene dag til den anden. At være vant til at sove igennem hver nat og så lige pludselig ikke at få lov til det længere, er hårdt skulle jeg hilse og sige.

Lige siden november har vi snakket meget om at stoppe amningen om natten, og så kun amme lidt om dagen, men ærligt så har vi ikke haft overskud til at tage den kamp før nu – og det går virkelig godt! Jeg ammede for sidste gang (om natten) fredag nat, så altså nu en uges tid siden. Jeg ammede så igen lidt lørdag eftermiddag og så havde Birk hende alene om natten, første nat uden amning, gisp. Hun havde været ret strid ved ham og skreget meget, så han var træt søndag ;–) Jeg ammede så for allersidste gang søndag formiddag og det går ret godt med projekt ammestop. De sidste nætter har hun sovet godt og det bliver bedre for hver dag der går. Hun vågner kun én gang om natten og bliver så tilbudt (ko) mælk inden hun kommer i seng igen. Jeg spændt på om hun snart sover igennem en hel nat igen.

ET AFSLAPPET OUTFIT OG LIDT OM DAGPLEJESTART

Et meget stille og roligt hverdags outfit fra vinterferien, hvor Birk, Karla og jeg var en tur i sommerhus. Det var et par afslappede dage, med masser af frisk luft og hygge. Karlas skoldkopper var dog på sit højeste da vi var der, så vi fik ikke meget søvn de dage – men, det var nu en virkelig hyggelig tur alligevel.

Læs også: En stribet kjole, et nyt ebay perlespænde og klar, parat, dagplejestart

Tiden flyver stadig afsted og Karla har nu gået i dagpleje i to uger. Hun har fået en rigtig god start og hun er blevet kørt ind i et meget stille og roligt tempo – det er fordelen ved at gå hjemme ;–) Som det ser ud nu står hun op ved 6 tiden og så får hun en lur ved 8 tiden og bliver så afleveret i dagplejen kl. 9. De får altid formiddagsboller kl. 9 og så står den på leg, sang, musik, frisk luft, gåture og lignende inden de spiser frokost kl. 11. Bagefter er det lur tid. Det er heldigvis gået fint for dagplejemoren at putte Karla i barnevognen og hun har fået taget sig nogle gode timer på øjet deromme. Karla virker så glad og tilpas, børnene er søde og så er jeg allerede helt vildt glad for hendes dagplejemor. Jeg tror det er et godt match. Hendes dage er nu pt. fra ca. 09.00-15.00, men det ændrer sig snart. Der er nemlig sket ting og sager på jobfronten, men vi skal lige have det hele til at falde på plads, så mere om det senere.

VORES SPISESTUE

Nu har vi efterhånden boet her i to år, og jeg har da egentlig aldrig fået vist spisestuen , dengang jeg lavede indlæg om de andre rum. I kan fx se vores køkken HER, vores tv-stue som den så ud dengang HER og som den ser ud i dag HER, vores entre HER og vores soveværelse HER. Der er dog sket lidt ændringer i alle rum, som tiden er gået.
Nu har jeg endelig taget mig sammen til at tage lidt billeder af spisestuen, som normalt ikke er så pæn og ryddelig – der plejer nemlig at ligge legetøj overalt. Karla har det med at slæbe det rundt i hele hytten. Jeg elsker vores hjem og særligt vores spisestue (dog ikke stor fan af legehjørnet, men Karla skal jo også være her ;–) – og hun elsker det legehjørne).

Væg-til-væg reolen er det jeg allerbedst kan lide ved spisestuen. Birk (min mand) har selv designet og lavet den (med lidt hjælp fra mig, hæhæ) og jeg knuselsker den. I juleferien fik jeg så den idé at bøgerne skulle farvekoordineres. Om det var et klogt valg eller ej vides ikke, men jeg synes det ser flot ud. Der er også plads til lidt nips og vores pladespiller, som vi ofte hører musik på. Karla er også meget fascineret af den.

Læs også: Et hjemmelavet kontorhjørne  

Vi har et godt mix af nyt, gammelt og hjemmelavet. Spisebordet er lavet af min morfar og har mange år på bagen. For et par år siden fik det så en kærlig hånd af Birk – det blev slebet og benene malet, så det passer til vores stole. Det ottekantede spejl er også et min morfar har lavet, og jeg synes det er så vanvittig pænt. Som det nyeste i spisestuen er “pralevæggen” – altså væggen med billeder af Karla ;–) Det mindste billede er 50×70 cm og fra Beeld. Det fik vi lavet ret hurtigt efter Karla kom til verden, og det er billeder fra hendes allerførste tid. Det store billede er hele 70×100 cm og er en forholdsvis ny tilføjelse herhjemme. Billedet er lavet hos Bilka – og mener kun det kostede 250,- (bare et lille tip).

Så en dejlig stor og rummelig spisestue, med både plads til legehjørne, en lille kontorafdeling og selvfølgelig også en spiseplads.