10 TING JEG IKKE FORSTÅR #26

FERTILITETSHISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV #2

Jeg har delt mange indlæg fra fertilitetstiden her på bloggen, men eftersom jeg er blevet mor, har jeg ikke så meget på hjerte, omkring fertilitetsbehandling længere. I kan (gen)læse alle mine indlæg HER hvis I har lyst.
Dette er en “fertilitets føljeton”, og jeg har allieret mig med en flok vildt seje kvinder, der enten er, eller har været i fertilitetsbehandling, og fået dem til at skrive deres historier ned. Hvis du selv har mod og lyst til at dele din egen fertilitetshistorie (anonym eller ej), så send mig meget gerne en mail på: stine_ebbesen@hotmail.com

Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelig liv #1 – en sej kvinde fortæller…

I dette indlæg skal vi læse Nadias historie. En historie som blandt andet omhandler pco/pcos, diabetes type 1, en spontan abort og graviditet. Rigtig god læselyst!

Farvel til p-pillerne og et besøg ved lægen
Vi havde været sammen i mange år.. og nu var tiden inde til at tænke på børn. Uden at vide at det hele ville blive det rene h…… Jeg smed p-pillerne, og vi gik igang (start 2015). Hurtigt opdagede vi at der var noget galt. Min mands sæd kom ikke ud ved vores samleje. Hvilket skyldes hans kroniske sygdom: Diabetes type 1, som han har levet med siden han blot var 7 år gammel. Vi fik hurtigt en tid til egen læge, som henviste os til en speciallæge, der skulle undersøge det nærmere. Her ændrede alt sig.

“I skal have hjælp, til at få børn!” hørte jeg, mens jeg stod og så helt forvirret ud.
“Jeg kan anbefale et godt sted” sagde han.

Vi tog derfra helt lamslået, triste og forvirrede. Hvad f… gør vi nu? Alt hvad man har lært igennem sit liv og opvækst var, hvordan man lavede børn normalt, ikke hvordan man fik hjælp til det, når det ikke var muligt uden. Da jeg kom hjem, blev jeg ramt af et kæmpe nederlag og vidste slet ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Det var skrækkeligt. Og alle de tanker man havde. Bliver jeg nogensinde mor? Hvorfor os? Hvordan skal jeg tackle det her? Hvor skal jeg gøre af alle mine følelser? Kan vi komme igennem det her som par?
Jeg valgte at stå frem og fortælle venner, bekendte, familie og offentligheden, samt arbejdspladsen det, kort tid efter dette var blevet virkelighed og lige siden har jeg stået frem, og brudt tabuet – et valg jeg aldrig fortryder jeg tog.

Første møde med fertilitetsklinikken
Vi bestilte en tid til den obligatoriske ‘første samtale’ eller ‘opstartssamtale’ på fertilitetsklinikken som vi fik anbefalet. Og fik en tid ret kort tid herefter. Her drøftede vi alle muligheder udfra vores historie og problemer. Man fandt heldigvis (over alt forventning) en god og forholdvis nem løsning på min mands ‘sæd-problem’. Nervemedicin får det til at komme ud, så det er det han tager i dagene op til IUI-H, inden han skal aflevere sædprøve.

Da vi skulle til igang med udredningen af mig, fandt lægerne ud af at jeg havde pco/pcos, da de under ultralydsscanningerne kunne finde cyster på begge mine æggestokke. Det gav faktisk ret god mening, i forhold til alle mine ‘hverdagsproblemer’ såsom uren hud, sukkertrang, uregelmæssig cyklus, lang cyklus, ingen eller få ægløsninger osv. Så nu lå årsagen til barnløshed ikke længere kun på min mands skuldre, men også på mine. Nu var der ikke bare et problem, men to. Faktisk tre, for min mands sædkvalitet var os påvirket en del. Men heldigvis nok til stadig at kunne nøjes med at prøve med IUI-H.

En spontan abort og en masse IUI forsøg
Da min mand skulle afprøve det her medicin, for at se om det virkede, og for at kunne aflevere en sædprøve til klinikken, endte det rent faktisk med, at jeg blev gravid. Af os selv. Helt uden at have ‘prøvet’. Men da jeg var 8-9 uger henne, blev denne lykke flået ud af hænderne på os. Nej nej, så nemt skulle det da ikke være! Jeg vågnede nemlig i en blodpøl, med mavesmerter og vidste godt hvad det betød. Det slog mig/os fuldstændig ud af kurs. Og nye tanker dukkede op. “Kan vi ikke få børn sammen?”, “Hvorfor skete det?”, “Vil det nogensinde lykkes?”, “Er jeg i stand til at være gravid, og få et barn?”. Efter jeg var kommet mig ovenpå den tur, fortsatte vi kampen for at blive forældre. Men frygten for at det aldrig ville ske var stor og fyldte utrolig meget i hverdagen.
Der gik et godt stykke tid før det lykkedes at få første IUI-H. Men den mislykkedes. Nummer to IUI mislykkedes. Det samme gjorde nummer 3 IUI – og 4 IUI. Vi nåede til 5 IUI forsøg og hvis ikke det lykkedes skulle vi videre til IVF. Jeg husker lige så tydeligt, hvor hårdt det var, og hvor lidt man til sidst troede på det, efter ALLE de mislykkedes forsøg vi havde været igennem. Og jeg var godt nok os tæt på at give op, men min mand fik mig på andre tanker, og gudskelov for det da! For 5 IUI forsøg var der jeg blev gravid med vores første barn, Lily. Så det lærte mig en vigtig ting: Giv ikke op. For når du giver op, er det måske lige før, det lykkes.

Dog gik der længe før jeg var i stand til at nyde det, nyde graviditeten, nyde det lille mirakel i min mave. Men jeg var hunderæd. Jeg var bange. Bange for at et eller andet skulle gå galt, eller at det ville ende i en ufrivillig spontan abort igen. Heldigvis gav klinikken tryghedsscanninger op til uge 12. Jeg var bogstavligtalt ved at skide i mine bukser hver gang vi skulle ind til de her scanninger. Jeg skulle i hvert fald altid på lokum inden, af ren nervøsitet. Men heldigvis voksede vores lille mirakel som det skulle. Vi nåede 12.  graviditetsuge og herefter begyndte jeg at tro lidt mere på det, og jeg begyndte at glæde mig til at blive mor.
Lily kom til verden ved akut kejsersnit onsdag den 22. november. Smuk, sund og rask <3 Vægt: 3720 og længde: 53 cm.

Så alt i alt tog det 2,5 år, før det lykkedes. Med en masse mislykkede forsøg, og en spontan abort i bagagen. Nu er vi gået ind i kampen igen, for et ønske om andet kærlighedsbarn. En søster eller bror til Lily. Dette startede vi allerede på da Lily blot var 8 mdr. gammel – på lægernes anbefaling, hvis vi skulle have chancen og muligheden, for at blive forældre igen.

Det har været hårdt at starte i behandling for at kæmpe for et barn, man ikke er ‘klar’ til endnu. Men nu er der allerede gået et halvt år, og vi har allerede haft 3 mislykkede forsøg. Vi er pt. igang med 4. forsøg og håber snart på at det lykkes. Det er hårdt og opslidende – præcis ligesom første gang, med vores første barn. Og igen har man alle disse tanker og bekymringer. “Bliver jeg nogensinde mor igen?”, “Kan jeg give min datter søskende”, “Bliver min datter enebarn?”.

Det ændrer sig aldrig. At være i fertilitetsbehandling er umenneskeligt hårdt, uretfærdigt og unfair. Man går igennem mange faser, for at nå i mål, hvis man overhovedet når i mål. Det er jo desværre ikke alle, der når i mål. Heldigvis lykkedes det os sidst, det håber jeg os det gør denne gang..

På min Instagram: ‘Nadiamilvertz’ står jeg ærligt frem om mit fertilitetsliv. Du er mere end velkommen til at følge med og søge trøst og støtte, hvis du selv står midt i det. Husk du ikke er alene! Og husk nu: “Mirakler sker, når man mindst venter det!”

♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡

4 kommentarer

  • Ida

    Hvor er jeg glad for at høre, at det lykkes og krydser fingre for at deres nuværende graviditet holder 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lille My

      De er ikke gravide med nr. 2 endnu, men i gang med et forsøg 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Hov det var også det jeg mente 🙂
      Synes at det er så fedt, at du har lavet denne føljeton og sætter fokus på emnet 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lille My

      Tak <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 TING JEG IKKE FORSTÅR #26