Der har været lidt stille herinde de sidste par dage, hvilket skyldes at Karla er blevet ramt at skoldkopper – og den lille musling har været hårdt ramt. Hun skulle være startet i dagpleje i mandags, men vi stod op til skoldkopper – det kan I læse mere om HER. Hendes lille krop er blevet angrebet af virkelig mange skoldkopper og hun har været plaget af høj feber og kløe om natten, så vi har haft nogle lange og hårde nætter, men heldigvis er hun nu i bedring. De sidste par nætter har hun sovet godt og har ikke været ramt af feber eller kløe. Vi sprayer hende 3 gange dagligt med Cytelium, som udtørre skoldkopperne og hjælper på kløen – så nu er hun snart klar til dagplejestart og jeg er lykkelig over at vi allerede (snart) har fået overstået skoldkopperne.

Læs også: En (ny) blomstret kjole, de sidste barselsdage og mandagsplaner
Læs også: Årets første outfit

Outfittet ovenover består blandt andet af en halvgammel skjorte og et nyt hårspænde fra Ebay. I kan købe spændet HER, hvis I ligesom mig ikke vil betale overpris på hårpynt hos danske shops. Jeg venter selv på flere spænder fra Ebay og jeg glæder mig helt vildt til at modtage dem. Synes hårspændetrenden er så fin!
Dagen i dag skal bruges på en lang gåtur med Mørkeland i ørene, tøjvask og hygge med Karla. Jeg skal være alene hjemme med hende indtil i morgen aften, da Birk smutter til sjælland, for at supervise et projekt hans arbejde har hos Novozymes. Tirsdag skal Karla og jeg hygge med en fra mødregruppen og hendes søn og ellers står resten af ugen vidst på jobsøgning – der kommer snart et indlæg omkring hele den der jobsituation. Fredag skal jeg til møde med min fagforening, og så kan det jo være jeg selv bliver lidt klogere på jobsøgningen ;–) På lørdag skal vi til noget surprise noget og søndag står på afslapning.

Har I nogle spændende planer i denne uge? 

1. Du kan ikke regne med en skid.
Et eksempel: vi troede at vi havde et barn der sov igennem og vi synes nætterne var ganske nemme. Karla sov igennem fra hun var omkring 3 uger gammel – hun tog gerne 8-10 i streg uden opvågninger og det var helt fantastisk. Hun havde et virkelig godt sovehjerte og vi fik alle vores nattesøvn. Det stoppede så da hun blev 6 måneder gammel. Faktisk stoppede det brat, fra den ene dag til den anden. De sidste snart 5 måneder, har hun ikke sovet igennem. Langt fra. Hun vågner mellem 2-4 gange hver nat – jeg håber det bliver bedre, hæhæ.

2. Hvor stor kærligheden til et andet menneske kan være.
Det ved du sikkert alt om hvis du selv er mor eller far. Det er helt vildt, så stor kærligheden til ens barn er, og det kan slet ikke beskrives. Jeg elsker Karla himmelhøjt.

3. Egne behov kommer altid i anden række.
Jeps, det siger lidt sig selv. Det er altid barnet der kommer i første række og så må ens egne behov altså tilsidesættes. Som jeg sagde til Birk for noget tid siden, så er det ret vildt, at sådan et lille menneske kan have så meget magt. Frk. Lykke Ebbesen er klart chefen herhjemme.

4. Hvor forskellige bleer er.
Da Karla blev født, havde vi bleer fra stort set alle mærker (bleer fra de forskellige gratis babypakker). Faktisk meget smart, så man kan finde ud af hvilken type ble der passer til ens barn. Det er nemlig virkelig forskelligt fra baby til baby. Vi har fundet ud af hvad der ikke fungerer og hvad der gør. De dyre bleer er ikke nødvendigvis de bedste. Herhjemme bruger vi bleerne fra REMA 1000 – de sidder godt på Karla, vi har ingen uheld og så er de billige!

5. Hvor pisse hårdt det er at amme.
Jeg havde egentlig aldrig tænkt over, at det der med at amme skulle være hårdt, men det er det sgu. For at starte; selve opstarten af amning er fucking hårdt. Inden mælken løber til og babyen finder ud af hvordan man egentlig gør. Når mælken så endelig løber til, så er der mælk ud over det hele og spændte bryster. Jeg endte med at få brystbetændelse, dagen efter vi kom hjem fra sygehuset. AV! I starten laver man ikke andet end at amme og man har en baby hængende i patten 24/7 – det er eddermame hårdt skulle jeg hilse og sige. Efter at rigtig mad er blevet en stor del af kosten, er det blevet noget nemmere. Jeg ammer ikke særlig meget om dagen længere, kun om natten – hvor det i øvrigt stadig er møghårdt.

6. At man sagtens kan overleve uden søvn…………
Jeps, eller i hvert fald nogenlunde, haha. Min største frygt inden jeg blev mor, var faktisk det der med søvn. Jeg er (eller var) typen der elskede at sove og blev i dårligt humør, hvis jeg ikke fik nok søvn. De sidste 5 måneder har Karla sovet mindre godt om natten – hun er oppe mellem 2-4 gange hver nat, hvor jeg så ammer for at få hende til at sove igen. Det er hårdt og ja, jeg er træt. Min nattesøvn bliver afbrudt hver 2. time og så er det ellers også tidligt op om morgenen. Men, utroligt nok så vænner man sig til det.

7. At det nødvendigvis ikke er nemt, at lære en baby at spise andet end mælk.
Hold nu op, hvor har det bare været en kamp med Karla. Hun har virkelig været strid og nægtet alt mad – det eneste hun ville have var mors mælk. Vi prøvede alt, i flere måneder og det er faktisk først nu, at hun er begyndt at spise rigtig mad. Det går fremad, men langsomt. Jeg kan hilse og sige at det er pisse hamrende hårdt, at “lære” et barn (der ikke vil) at spise og jeg har flere gange tudet over det i frustation. Jeg havde aldrig regnet med at det ville blive så svært.

8. Hvor mega svært det er, at lære en stædig unge at bruge sut.
Karla brugte sut i en kort periode, fra hun var 3 uger gammel. Hun har ikke brugt sut siden og vi har prøvet nærmest alle sutter. Kampen med sutten er for længst opgivet, vi orker simpelthen ikke, når hun bare slet ikke har lyst til at bruge den skide sut. Sutterne er dog nogle af hendes favoritting at lege med, suk.
Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at hun ville tage den sut – for den ville altså gøre nætterne bedre er jeg sikker på. Lige nu er jeg (eller mine bryster er) Karlas sut. Jeg bliver bare brugt som tryghed og hygge om natten, og der ville sutten altså hjælpe mig gevaldigt. Hvis vi skal se det fra den positive side, så skal vi ikke kæmpe med at vænne hende af med sutten igen ;–) … og der er ingen fare for suttebid/suttetænder.

9. Du er aldrig alene…
Med en nysgerrig tumling er du aldrig alene. Du kan ikke gå nogen steder, uden at have en krudtugle lige i hælene på dig. Ikke engang et toiletbesøg kan du få for dig selv. Når børn lærer at kravle, gå osv., så er de jo bare overalt.

10. Ninja moves.
Man lærer at bevæge sig som en ninja når man er blevet mor. Man kan virkelig bevæge sig helt stille – og uden lyde, når man eksempelvis har et barn der sover, og som man bestemt ikke vil vække. Det er altid på listefødder vi sniger os ud af soveværelset, når vi har puttet Karla.

Læs også: Gode ting du kan lave i din barsel
Læs også: Karlas første bog

…for Karla har nemlig fået skoldkopper. Dagen var jo ellers kommet – Karlas første dag i dagpleje. En dag som jeg har gruet for, men også set frem til. Og nu havde jeg lige forberedt mig mentalt, til at hun skulle starte i dag. Tasken blev pakket igår og hendes tøj lå klar. Men, i nat hvor jeg ammede kunne jeg mærke en “knop” på hendes baghoved og jeg vidste med det samme at det var en skoldkop og da vi stod op i morges var der ingen tvivl – det var skoldkopper.

For et par uger siden udsatte vi hende for “smittefare”. Der er helt sikkert delte meninger om det, at udsætte sit barn for smitte med vilje, men vi tog altså valget at gøre det, da muligheden bød sig. Karlas fætter havde nemlig skoldkopper for et par uger siden, og vi blev enige om, at det ville være “smart” hvis Karla fik det overstået nu. Både fordi; skoldkopper kan kræve et par uger hjemme, og da jeg lige pt. går ledig ville det være “smart” ikke at skulle tage fri fra job, for at passe hende hjemme. Derudover er der vidst noget med, at skoldkopper er en mildere omgang jo yngre barnet er. Og de skal jo have skoldkopper på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke bare få det overstået?

Lige pt. har hun kun 2-3 skoldkopper, så vi venter i “spændning” og ser hvor mange der kommer. Hun er slet ikke mærket af det; ingen feber og ingen pyl. Hun er i lige så godt humør som hun plejer at være. Vi er dog lidt trætte af, at vi ikke skal starte i dagplejen i dag alligevel, men hun må selvfølgelig ikke starte op, før hun er skoldkoppe-fri igen. Så det ser ud til, at jeg lige får et par uger mere hjemme til at hygge med Karla – og skulle det ske, at jeg får job i denne periode, så kan Birk heldigvis arbejde hjemmefra og passe Karla i mens.

LINKS: 1. 679,- // 2. 275,- // 3. 972,- // 4. 649,- // 5. 549,- // 6. 475,- // 7. 769,- // 8. 822,- // 9. 449,- // 10. 729,- // 11. 821,- // 12. 800,- // 13. 562,- // 14. 649,-// 15. 909,-

Det er vinter og det er pisse koldt (nok mest vådt i disse dage) – det betyder varme frakker. Jeg drømmer om en ny vinterfrakke, da den jeg har nu bliver brugt på 3. år. Den er blevet ret deform, efter jeg brugte den som højgravid. Det ligner lidt at jeg stadig er gravid, når jeg har jakken på, da den er helt udvidet ved maven, haha. Jeg har ovenover fundet 15 bud på en ny frakke. Kan I lide dem?

I dag får jeg besøg af 3 veninder – jeg glæder mig helt vildt. Det er længe siden jeg har set dem alle og der er sket en del med Karla siden. Vi skal bare hygge med kaffe, kage og snak. I morgen er der ingen planer på programmet og søndag skal jeg spise sushi med min mødregruppe og efterfølgende skal vi i biografen og se “Mødregruppen”. Det tegner til at blive en god weekend!

Jeg har delt mange indlæg fra fertilitetstiden her på bloggen, men eftersom jeg er blevet mor, har jeg ikke så meget på hjerte, omkring fertilitetsbehandling længere. I kan (gen)læse alle mine indlæg HER hvis I har lyst.
Dette er en “fertilitets føljeton”, og jeg har allieret mig med en flok vildt seje kvinder, der enten er, eller har været i fertilitetsbehandling, og fået dem til at skrive deres historier ned. Hvis du selv har mod og lyst til at dele din egen fertilitetshistorie (anonym eller ej), så send mig meget gerne en mail på: stine_ebbesen@hotmail.com

Læs også: Fertilitetshistorier fra det virkelig liv #1 – en sej kvinde fortæller…

I dette indlæg skal vi læse Nadias historie. En historie som blandt andet omhandler pco/pcos, diabetes type 1, en spontan abort og graviditet. Rigtig god læselyst!

Farvel til p-pillerne og et besøg ved lægen
Vi havde været sammen i mange år.. og nu var tiden inde til at tænke på børn. Uden at vide at det hele ville blive det rene h…… Jeg smed p-pillerne, og vi gik igang (start 2015). Hurtigt opdagede vi at der var noget galt. Min mands sæd kom ikke ud ved vores samleje. Hvilket skyldes hans kroniske sygdom: Diabetes type 1, som han har levet med siden han blot var 7 år gammel. Vi fik hurtigt en tid til egen læge, som henviste os til en speciallæge, der skulle undersøge det nærmere. Her ændrede alt sig.

“I skal have hjælp, til at få børn!” hørte jeg, mens jeg stod og så helt forvirret ud.
“Jeg kan anbefale et godt sted” sagde han.

Vi tog derfra helt lamslået, triste og forvirrede. Hvad f… gør vi nu? Alt hvad man har lært igennem sit liv og opvækst var, hvordan man lavede børn normalt, ikke hvordan man fik hjælp til det, når det ikke var muligt uden. Da jeg kom hjem, blev jeg ramt af et kæmpe nederlag og vidste slet ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Det var skrækkeligt. Og alle de tanker man havde. Bliver jeg nogensinde mor? Hvorfor os? Hvordan skal jeg tackle det her? Hvor skal jeg gøre af alle mine følelser? Kan vi komme igennem det her som par?
Jeg valgte at stå frem og fortælle venner, bekendte, familie og offentligheden, samt arbejdspladsen det, kort tid efter dette var blevet virkelighed og lige siden har jeg stået frem, og brudt tabuet – et valg jeg aldrig fortryder jeg tog.

Første møde med fertilitetsklinikken
Vi bestilte en tid til den obligatoriske ‘første samtale’ eller ‘opstartssamtale’ på fertilitetsklinikken som vi fik anbefalet. Og fik en tid ret kort tid herefter. Her drøftede vi alle muligheder udfra vores historie og problemer. Man fandt heldigvis (over alt forventning) en god og forholdvis nem løsning på min mands ‘sæd-problem’. Nervemedicin får det til at komme ud, så det er det han tager i dagene op til IUI-H, inden han skal aflevere sædprøve.

Da vi skulle til igang med udredningen af mig, fandt lægerne ud af at jeg havde pco/pcos, da de under ultralydsscanningerne kunne finde cyster på begge mine æggestokke. Det gav faktisk ret god mening, i forhold til alle mine ‘hverdagsproblemer’ såsom uren hud, sukkertrang, uregelmæssig cyklus, lang cyklus, ingen eller få ægløsninger osv. Så nu lå årsagen til barnløshed ikke længere kun på min mands skuldre, men også på mine. Nu var der ikke bare et problem, men to. Faktisk tre, for min mands sædkvalitet var os påvirket en del. Men heldigvis nok til stadig at kunne nøjes med at prøve med IUI-H.

En spontan abort og en masse IUI forsøg
Da min mand skulle afprøve det her medicin, for at se om det virkede, og for at kunne aflevere en sædprøve til klinikken, endte det rent faktisk med, at jeg blev gravid. Af os selv. Helt uden at have ‘prøvet’. Men da jeg var 8-9 uger henne, blev denne lykke flået ud af hænderne på os. Nej nej, så nemt skulle det da ikke være! Jeg vågnede nemlig i en blodpøl, med mavesmerter og vidste godt hvad det betød. Det slog mig/os fuldstændig ud af kurs. Og nye tanker dukkede op. “Kan vi ikke få børn sammen?”, “Hvorfor skete det?”, “Vil det nogensinde lykkes?”, “Er jeg i stand til at være gravid, og få et barn?”. Efter jeg var kommet mig ovenpå den tur, fortsatte vi kampen for at blive forældre. Men frygten for at det aldrig ville ske var stor og fyldte utrolig meget i hverdagen.
Der gik et godt stykke tid før det lykkedes at få første IUI-H. Men den mislykkedes. Nummer to IUI mislykkedes. Det samme gjorde nummer 3 IUI – og 4 IUI. Vi nåede til 5 IUI forsøg og hvis ikke det lykkedes skulle vi videre til IVF. Jeg husker lige så tydeligt, hvor hårdt det var, og hvor lidt man til sidst troede på det, efter ALLE de mislykkedes forsøg vi havde været igennem. Og jeg var godt nok os tæt på at give op, men min mand fik mig på andre tanker, og gudskelov for det da! For 5 IUI forsøg var der jeg blev gravid med vores første barn, Lily. Så det lærte mig en vigtig ting: Giv ikke op. For når du giver op, er det måske lige før, det lykkes.

Dog gik der længe før jeg var i stand til at nyde det, nyde graviditeten, nyde det lille mirakel i min mave. Men jeg var hunderæd. Jeg var bange. Bange for at et eller andet skulle gå galt, eller at det ville ende i en ufrivillig spontan abort igen. Heldigvis gav klinikken tryghedsscanninger op til uge 12. Jeg var bogstavligtalt ved at skide i mine bukser hver gang vi skulle ind til de her scanninger. Jeg skulle i hvert fald altid på lokum inden, af ren nervøsitet. Men heldigvis voksede vores lille mirakel som det skulle. Vi nåede 12.  graviditetsuge og herefter begyndte jeg at tro lidt mere på det, og jeg begyndte at glæde mig til at blive mor.
Lily kom til verden ved akut kejsersnit onsdag den 22. november. Smuk, sund og rask <3 Vægt: 3720 og længde: 53 cm.

Så alt i alt tog det 2,5 år, før det lykkedes. Med en masse mislykkede forsøg, og en spontan abort i bagagen. Nu er vi gået ind i kampen igen, for et ønske om andet kærlighedsbarn. En søster eller bror til Lily. Dette startede vi allerede på da Lily blot var 8 mdr. gammel – på lægernes anbefaling, hvis vi skulle have chancen og muligheden, for at blive forældre igen.

Det har været hårdt at starte i behandling for at kæmpe for et barn, man ikke er ‘klar’ til endnu. Men nu er der allerede gået et halvt år, og vi har allerede haft 3 mislykkede forsøg. Vi er pt. igang med 4. forsøg og håber snart på at det lykkes. Det er hårdt og opslidende – præcis ligesom første gang, med vores første barn. Og igen har man alle disse tanker og bekymringer. “Bliver jeg nogensinde mor igen?”, “Kan jeg give min datter søskende”, “Bliver min datter enebarn?”.

Det ændrer sig aldrig. At være i fertilitetsbehandling er umenneskeligt hårdt, uretfærdigt og unfair. Man går igennem mange faser, for at nå i mål, hvis man overhovedet når i mål. Det er jo desværre ikke alle, der når i mål. Heldigvis lykkedes det os sidst, det håber jeg os det gør denne gang..

På min Instagram: ‘Nadiamilvertz’ står jeg ærligt frem om mit fertilitetsliv. Du er mere end velkommen til at følge med og søge trøst og støtte, hvis du selv står midt i det. Husk du ikke er alene! Og husk nu: “Mirakler sker, når man mindst venter det!”

♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡ ♡