I DECEMBER SKAL JEG…

…julehygge! December startes godt ud med julehygge/klippe-klistre, hos mine svigerforældre, i morgen, hvor også resten af svigerfamilien er inviteret. Vi skal drikke kaffe, lave juledekorationer, flette julestjerner, ned og se juletræet i byen blive tændt og som afslutning på dagen spiser vi aftensmad sammen.

…besøge et hold venner og se deres nye hus. Min bedste veninde og hendes kæreste har købt et hus og det skal vi selvfølgelig ud og se. Glæder mig til en hyggelig eftermiddag med dem.

…have besøg af et andet hold venner. Vi skulle have dem på besøg for et par uger siden, men vi måtte aflyse da Karla var en slatten karklud med feber. Nu er hun igen på toppen og er klar til at få besøg.

…gå ture med barnevognen. Her i november fik jeg slået min personlige rekord på 301 km på én måned og jeg har fået gået hele 325 km i november. Det synes jeg faktisk er ok sejt på 30 dage. I december bliver det meget mere afslappet og med nogle kortere ture. Karla er nemlig ved at blive god til at sove videre i barnevognen når den står stille igen efter en gåtur, YES!

…spise brunch i Aarhus og muligvis en tur i friheden. I julegave har vi givet Birks farmor en tur på café. Hun er en skøn ældre dame på 90 år – og hun mangler ingenting. Derfor tager vi hende med (sammen med Birks brødre + deres kærester) ud og spiser. Vi slutter af med kaffe hjemme hos hende bagefter og så tror jeg Birk, Karla og jeg tager et smut i Tivoli Friheden og ser julelysene sidst på eftermiddagen. Jeg har været der de sidste par år og det er bare så pænt – og hyggeligt!

…fejre 1 års bryllupsdag. Det er ret vildt at det allerede er ved at være 1 år siden Birk og jeg blev gift – og lille Karla var med i maven. D. 18. december har vi været kærester i 7 år og gift i 1. Tænk at vi har været sammen i 8 år, det fatter jeg ikke. Vi skal ud og spise om aftenen for at fejre os selv. Karla skal ikke med, så min mor kommer og hygger med hende i mens.

…fejre juleaften. I år skal jeg holde juleaften sammen med Birks familie – første jul med Karla og første jul uden min egen familie. Det bliver lidt underligt, men jeg glæder mig. Jeg er sikker på det bliver en vildt hyggelig dag/aften.

…til julefrokoster. Vi skal til tre julefrokoster efter jul. En masse god mad og hyggeligt selskab.

…se Skønheden og Udyret med livemusik af symfoniorkestret. Birk og jeg har givet hinanden biletter til denne begivenhed i julegave. Jeg glæder mig så sindsygt meget. Skønheden og Udyret er “vores” film og så har vi altid drømt om at høre en koncert med et symfoniorkester – så det her er helt perfekt. Karla skal hygge med sin farmor og bedstefar i mens.

…fejre nytårsaften. I denne måned skal jeg også fejre nytåret ;–) Jeg synes nytårsaften er en overvurderet aften og man kan nemt blive skuffet når man sætter forventningerne op. Jeg gider ikke at der skal gøres et stort nummer ud af det. Birk og jeg har tidligere holdt nytårsaften sammen, bare os to – og det har været så hyggeligt. I år skal vi (og Karla) hjem til min søster,svoger og deres tre piger. Her kommer min mor, papfar og far også. Det bliver en stille og rolig aften med lækkert mad, et par drinks, musik og bob, altså spillet ;–) Det kan vi nemlig godt lide at spille. Min papfar blev verdensmester i bob for maaaaange år siden. Den er god nok, han er i Guiness rekordbog og alt muligt. Synes det er så komisk.

Nå, men det her var alle mine planer for december måned. Der er en del på programmet, men det er vidst meget normalt for sådan en julemåned. Har I nogle gode planer?

BRODEREDE JULEKORT 2018

Jeg har igen i år været i gang med at brodere julekort. Jeg synes det er så hyggeligt med personlige kort – og så elsker jeg at sidde og fordybe mig i broderi på papir. Det giver også et lille flashback til for to år siden, hvor jeg skrev – og lavede bachelor i netop papirbroderi.

Læs også: Bachelor i tekstildesign / broderi på papir

Jeg har broderet en pokkers masse kort igen i år – og nu er de klar til at blive fyldt med små, søde julehilsner til familie og venner – og så skal de sendes afsted. Man må hellere være i god tid, PostNord har jo ikke ligefrem de hurtigste brevduer. Sender I julekort?

Læs også: Broderede julekort 2017

HADELISTEN #3

På min gåtur tidligere i dag, lyttede jeg til det nyeste afsnit af Fries before Guys, som hedder “Hadelisten”. De to nordjyske piger taler i afsnittet, om ting de hader – og det fik mig lige til at tænke på ting jeg hader ;–) Det her indlæg bliver derfor ikke særlig positivt.

Læs også: 10 ting jeg hader at bruge penge på

1. At fælde… Jeg fælder helt vildt og jeg synes det er så ulækkert med alle de hår der ligger og flyder overalt. Jeg har heldigvis en ret kraftig manke, så der er nok at tage af, men det er træls alligevel!

2. Mor politiet… Pas dit eget barn og din egen børneopdragelse, så skal jeg nok passe mit. Nogle mødre er simpelthen bare for meget. Det er ikke ok at blande sig (hvis man ikke er blevet spurgt), – medmindre der er tale om børnemishandling eller lignende. Jeg ved, at alle mødre med garanti gør det, de finder bedst for deres børn.

3. Dårlig service… Dårlig service i butikker, caféer osv. Man skal bare ikke arbejde sådan et sted, hvis man ikke er seviceminded. Jeg havde en lidt dårlig oplevelse for en måneds tid, da jeg var på café med min søster og med Karla. Vi kommer ind og spørger efter et bord (jeg har Karla på armen). Tjeneren spørger ikke, om han skal finde en stol til hende, så jeg spørger selv, om de har en  babystol. Så siger han “ja, den står derude i det der rum” ….. okaaay, jamen så henter jeg den da bare lige selv. Synes altså det var lidt ringe.

4. Menstruation… Nøj hvor jeg hader det, men nok mest alle de smerter der følger med. Jeg har nydt 17 måneder uden menstruation, pga, graviditet og amning, men nu er det sgu vendt retur igen. Af en eller anden grund har jeg slet ingen smerter haft denne gang. Måske jeg bare har været heldig denne ene gang, eller også har graviditeten gjort noget godt for kroppen? Man har da lov at håbe, hæhæ.

5. At pakke gaver ind… Selvom man skulle tro at sådan et kreativt menneske som mig, elsker at pakke gaver pænt ind, så er det altså ikke tilfældet. Jeg hader virkelig at pakke gaver ind. Jeg er heller ikke særlig god til det. Det er ret heldigt, at jeg ikke arbejder i en butik – så tror jeg i hvert fald at mange, ville gå hjem og “ompakke” gaverne.

6. Batteriet på min iPhone… Min telefon er helt elendig til at holde strøm, men det er vidst en meget generel ting med iPhones synes jeg. Min iPhone er nu to år gammel og den kan overhovedet ikke holde strøm længere. Jeg har derfor altid en powerbank med mig.

7. Søvnløse nætter… Karla har stort set sovet igennem lige siden hun var 3 uger gammel. Hun har haft et fantastisk sovehjerte og vi har nydt det. De sidste to måneder, er hun begyndt at vågne flere gange om natten for at blive ammet. Jeg håber fandme hun snart kommer tilbage i hendes gamle søvnrytme.
Lige for tiden er der også tænder undervejs, hvilket ikke ligefrem gør søvnen bedre. I nat var hun vågen stort set hele tiden og kunne kun finde ro ved brystet – behøver jeg at nævne hvor øm jeg er i dag?! Mens hun lå der og spiste på livet løs, lå jeg bare og tænkte på, hvor meget jeg ville give for bare én nats søvn UDEN amning eller opvågninger. Haha, hvor ynkelig har man lige lov at være?

Læs også: Hadelisten #1
Læs også: Hadelisten #2

SMUKKE SKIVE #11 / ET SIDSTE GLIMT AF EFTERÅRET 2018

Som overskriften afslører, så er det her mine sidste billeder af dette års efterår – taget med min iPhone denne gang. Træerne ser bestemt ikke sådan ud længere – de har mistet stort set alle blade og de står nu ensomme og nøgne igen, det er lidt trist. Heldigvis er der begyndt at være julelys overalt i byen, så det er ikke helt skidt det hele ;–) Skive er i år gået all in på julebelysning i byen og det er simpelthen så pænt og hyggeligt! Jeg har planer om at nuppe kameraet med ud i mørket en eftermiddag og tage lidt billeder af de fine lys.

Læs også: Smukke Skive #9 og ugens planer

Weekenden er nu ved at være slut og endnu en uge venter forude. Vi har brugt søndagen på en masse praktiske ting; der er blevet vasket tøj til den helt store guldmedalje, der er blevet ryddet op i kælderen, en masse lort er blevet kørt på genbrugspladsen. Birk har hængt julelys op udenfor, på vores trappe, vi har fået samlet nogle af Karlas barsels- og navnegaver – hun har fået endnu et legehjørne, som nu også indeholder en racerbil, en gyngemammut, en gåvogn og en gynge. Hun er møgforkælet ;–)

Der er også blevet handlet ind, til en ny uge og aftensmaden er i ovnen. Vi skal have kartoffelpizza. I aften skal vi slappe af og se Herrens Veje – og så er det vidst godnat. Vi har nogle hårde nætter pt, med en lille mus der er ved at få bisser. Der går heldigvis ikke længe før de popper helt, de kan nemlig både ses og mærkes nu. God aften til jer.

Læs også: Smukke Skive #10 og siden sidst…

PODCASTS DU SKAL HØRE #11

1. KAROLINE, JOURNAL 5305
En podcast i tre dele om livet på Sprogø, som kvinde, i 20’erne til slut 50’erne. Et liv med isolation, tvangsindgreb, sterilisation, overgreb mm. En frygtelig fortælling om en grusom tid. Det er så forfærdelig at tænke på at det virkelig er sket.

2. KLOVN PODCAST
En mere munter podcast af slagsen. Hvis du er stor KLOVN fan, er det her lige en podcast for dig. I hvert afsnit gennemgås et afsnit af KLOVN. Det er ret så skægt.

3. SKUD I SNEEN
En podcast om decembernatten i 2001, hvor to betjente skød og dræbte to biltyve. Betjentene handlede i nødværge – ifølge alle retsinstanser, men de pårørende mener stadig at der er huller i hændelsesforløbet. Der bliver i denne podcast dykket dybt ned i efterforskningen og der tales med de pårørende. En meget spændende podcast.

Læs også: Podcasts du skal høre #9
Læs også: Podcasts du skal høre #10