MIN ØNSKELISTE

6 MÅNEDER MED VERDENS BEDSTE SUPER KARLA

Hvor kliché det end lyder, så er de sidste måneder virkelig bare fløjet afsted og jeg er nogle gange tilbøjelig til at sige “stop tiden”. Der er sket så meget siden vi for et halvt år siden fik en ny roomie her på matriklen og det har været de bedste 6 måneder i mit liv.

For 6 måneder siden kørte vi til hospitalet med henblik på at jeg skulle sættes igang med piller. Jeg var nemlig gået rimelig meget over tid, ja faktisk hele 12 dage. Vores baby havde det åbenbart lidt for trygt og godt i sin lune hule og skulle have lidt hjælp udefra til at opsige lejekontrakten. Med held i uheld var mit blodtryk alt for højt, så vi blev indlagt med det samme og fik besked på at vi skulle blive til jeg havde født. Heldigvis virkede de igangsættende pillerne allerede efter små 6 timer (vi have ellers hørt skrækhistorier om at man kunne risikere at der ville gå flere dage før de satte gang i noget som helst, yiaks). Veerne gik i gang og 6 timer efter kom verdens bedste Super Karla til verden med en lidt hård start på livet. I kan læse hele min fødselsberetning HER hvis I har lyst.

Der er sket så meget på de 6 måneder hvor Karla har været en del af vores liv – og her må jeg referere til endnu en kliché; hvad dælen fik vi lige tiden til at gå med inden vi blev forældre? Karla kom til verden en fredag aften og vejede 3750 gram og var 52 cm lang. I dag, et halvt år efter vejer hun knap 9 kg (vi har ikke en rigtig vægt, så vi forsøgte lige at veje hende med vores kuffertvægt, som sikkert ikke er heeelt præcis) og 69 cm lang.

Karla er en helt igennem glad og tillidsfuld lille pige. Hun er stort set altid glad og smiler til alle – også dem hun ikke kender. Hun er udadvendt og har mange forskellige udtryk i sig. Hun har altid været utrolig nem at “arbejde med”, hvilket også gør at hun allerede har oplevet mange ting. Hun har blandt andet været til sin første festival – dog en meget stille og rolig en af slagsen, hun har været ude og sejle et par gange, hun har været med på familieweekend, har været til konfirmation, været på café og restauranter, kørt i tog, går til babysvømning + salmesang, været i sommerhus og meget andet. Jeg elsker at hun er så nem at have med ude til forskellige ting og jeg er sikker på at vi får masser af flere gode oplevelser i fremtiden.
Hun har selvfølgelig også (lige som alle andre) dårlige dage, hvor hun bare er helt umulig og ikke er samarbejdsvillig omkring noget som helst. Hun har altid været helt vildt god til at sove igennem, men de sidste par nætter har hun ikke sovet særlig godt, vi håber det skyldes tænder 😉  Hun er stadig heller ikke fan af sutten og bestemt heller ikke fan af grød og mos, men hun har nu nået en alder hvor hun altså skal have andet end mælk, så vi kæmper videre – den kamp får hun ikke lov til at vinde 😉 Jeg vil i øvrigt gerne til at trappe ned på amningen af flere årsager – der kommer et indlæg omkring det senere.

De første 6 måneder af hendes liv har været helt uforglemmelige og jeg glæder mig til at følge med i hendes udvikling og være en del af resten af hendes liv. Verdens bedste, sødeste, dejligste og smukkeste Super Karla.

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIN ØNSKELISTE