BARNLØS OG ULYKKELIG VS. GRAVID OG LYKKELIG

For præcis et år siden var jeg helt nede mentalt. Februar 2017 var en hård måned som virkelig står i kontrast til februar i år. Det hele er nu vendt 180 grader – og heldigvis for det. I februar 2017 havde vi været i fertilitetsbehandling i  et halvt år og hørte dermed under lortekategorien ufrivillig barnløs. Vi havde været igennem to forsøg som ikke endte ud som forventet – altså ingen graviditet. Jeg ved ikke hvorfor det slog mig så hårdt lige dér, men efter andet mislykkede forsøg havde jeg opgivet og havde det rigtig skidt. 

Læs også: Et knust hjerte…

Vi var i sommerhus i vinterferien sidste år med min familie – mor, papfar, søskende + mænd og børn. Jeg får det faktisk helt dårligt når jeg tænker tilbage fordi jeg var så ked af det og havde slet ikke lyst til at være der, men  jeg forsøgte at sætte en facade op og nyde at være sammen med familien. Det gjorde bestemt ikke situationen nemmere at min papsøster og hendes mand havde deres lille og søde nyfødte datter med, av av.. (må være den samme følelse som et barn har hvis nogen går forbi og spiser en kæmpe is og siger, haha, du har ikke nogen is og du må ikke smage min). Det var svært for mig at håndtere og måtte bide misundelsen og sorgen i mig. Den lille nyfødte pige er iøvrigt nu en dejlig 1-årig baryle som er min niece. 

Jeg fik gået ture med min søster som virkelig forstod at støtte mig og være der for mig, der kunne jeg få grædt ud og komme ud med alle følelserne. (Jeg var – og er stadig ekstrem dårlig til at fortælle andre hvordan jeg har det – ikke engang Birk bliver inkluderet når der er noget der går mig på) – så det var virkelig rart at kunne “læsse af” på min søster. Det var en hård periode og mens jeg havde det allerværst blev vi ringet op af Birks lillebror med beskeden om at de nu var gravide og skulle have en baby. Av, den besked gjorde virkelig ondt – helt ind i hjertekulen. Vi var selvfølgelig glade på deres vegne, men helt ødelagte over at “blive overhalet indenom” nu når det var “vores” mission at blive gravide. Det var den underligste følelse at være glad på andres vegne samtidig med at man var pishamrende misundelig, gal og ked af det. Det tror jeg ikke man kan sætte sig ind i hvis man ikke selv har oplevet det. Det var hårdt og jeg var nødt til at have dem lidt på afstand et kort stykke tid, men der gik heldigvis ikke længe før vi sås igen. Nu har vi så fået os den sødeste lille nevø og er indehavere af de stolte titler onkel Birk og tante Stine – og snart har han sig en lille kusine med en aldersforskel på kun ca. 5 måneder, så det er jo helt perfekt. De kommer (forhåbentlig) til at få rigtig meget ud af hinanden nu hvor de næsten er lige gamle. Jeg har i hvert fald selv haft rigtig meget ud af mine jævnaldrende fætre og kusiner da vi var børn. 

Læs også: Når tredje gang (heller) ikke er lykkens gang
Læs også: Tid til en pause

Det er så surrealistisk at tænke tilbage på februar 2017 og så se hvor vi står idag. Nu har jeg den her fantastiske bule på maven med en lille pige i og med kun 25 dage til termin. Hun er aktiv stort set hele tiden og vi kan se og mærke hende indeni og udenpå maven – det er helt vildt og vi er så forelskede i vores lille pige.
Jeg føler mig simpelthen så heldig og vi er ualmindeligt taknemlige over at fertilitetsbehandlingen lykkes for os – det er ikke alle der er så heldige og jeg føler virkelig med dem. Det er så umenneskelig at det der burde være det mest naturlige i verden skal være så svært at opnå for nogen. Jeg sender al min kærlighed, tro, styrke, babystøv og håb til par der lige nu kæmper for at blive nogens forældre.