6 NEMME OG LÆKRE EFTERÅRSSUPPER

JEG SAGDE JA!

Der er noget jeg ikke har fået fortalt her på bloggen, men måske I allerede ved det? Jeg delte det nemlig på Instagram for noget tid siden. Sagen er nemlig den at Birk har friet til mig og vi skal giftes. Tænk at jeg nu er så voksen – gravid og nu også forlovet. Det skete d. 30. august 2017 efter vi havde været til nakkefoldsscaning – en helt perfekt timing hvis du spørger mig.

1Frieriet
Onsdag d. 30. august havde vi en tid til nakkefoldsscanning. Noget vi begge to havde været meget spændte og nervøse for. Tænk nu hvis der var noget galt efter den hårde kamp for at nå hertil. Heldigvis gik scanningen helt perfekt og vores lille baby havde det godt. Vi havde besluttet at køre til Silkeborg efter scanningen (hvis alt altså gik som det skulle – hvilket det jo heldigvis gjorde). Det var nemlig i Silkeborg vi startede vores liv sammen og der vi havde boet sammen i 5 år inden vi flyttede til Skive.
Vi gik en tur rundt om Almind sø (en smuk gåtur som vi gik virkelig mange gange da vi boede i byen). Hele gåturen var meget underlig. Jeg plaprede løs om alt muligt og Birk virkede fjern og svarede ikke rigtigt på alt det jeg sagde. Vi gik og holdte i hånd og hans arm var helt stiv. Jeg synes det var meget underligt, men tænkte ikke videre over det. Da vi næsten var kommet hele vejen rundt om søen, sagde Birk at han lige skulle vise mig noget. Jeg gik med ham og så sagde han en masse frygtelig søde ting og så gik han på knæ (panik og choktilstand!!) og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Jeg blev helt paf og tårene løb – og der gik vidst lidt tid før jeg fik fremstammet et ja tak ;–) Jeg fik den smukkeste ring – og vi måtte lige google os frem til hvilken hånd den skulle sidde på inden den pænt blev placeret på venstre hånd ;–)

Ringen
Birk friede med den smukkeste og fineste ring. Alle der ser ringen siger “den er lige dig” og det gør mig så glad. Den er lige mig og Birk har virkelig gjort sig umage med at få lavet den helt perfekte ring til mig – og en ring som der kun findes én af. Han startede jagten på den rette ring helt tilbage til sin fødselsdag d. 22. maj (omkring 3 måneder inden frieriet) alt i mens jeg gik total intetanende og brugte det meste af min tid på at spekulere på fertilitetsbehandling og om vi nogensinde ville få en baby, suk. (Jeg fatter ikke han har kunne gå så længe med sådan en stor hemmelighed – det ville jeg ikke kunne ;–))
Ringen er fra Guldsmed Østergaard i Skive og Birk havde spurgt efter månestensringe – hvilket ikke var noget de lagde inde med og så måtte der tænkes i andre baner – guldsmeden skulle selv lave ringen helt fra scratch. 
Birk fortalte guldsmeden at ringen skulle indeholde månesten og hviddguld og så gik hun ellers i gang med at designe ringen, som hun blev færdig med at lave ca. 3 uger senere. Den er  designet og lavet af Marie Østergaard. Ringen er lavet af 14 karat hvidguld og er med en smuk, smuk månesten. Månesten er min yndlingssten – jeg synes de er så smukke og så har de en fin betydning “månesten menes at have en feminin energi og en form for kraft der kan give balance i ens følelser. Herudover mener man at den smukke sten symboliserer forandring, spiring, opgør og frigørelse. Dette skulle ske på grund af at den fordrer forandring via selvkritik. Det er også en sten der udvider vores spirituelle energi. Månenstenen healer og styrker og den som bærer stenen får gode og smukke drømme og slipper for mareridt. Nogle kulturer mener også at månesten fremmer frugtbarheden”. Perfeeeeeekt. Den er dog ikke helt nem at få et billede af da den har så mange forskellige udtryk alt efter hvilket lys man ser den i.

2Bryllup
Jeg var ikke gravid da Birk planlagde at fri, så et bryllup i nærmeste fremtid var egentlig ikke en del af planen. Vi vil gerne have et stort bryllup når vi skal giftes, men sådan et drømmebryllup koster mange penge og det skal der spares op til. Birk kom så med idéen at vi kunne blive gift i år – 
inden lillepigen melder sin ankomst for at sikre hinanden – og hende hvis der skulle ske noget – og så blive gift igen og holde en stor fest når vi har pengene til det. Planen er derfor nu at vi skal vies d. 18. december i år. Jeg har altid drømt om et vinter/julebryllup og vi har årsdag d. 18. december, så mere oplagt bliver det vidst ikke. D. 18. december i år er dog en mandag, men datoen er vigtig for os, og da vi ikke skal holde stor fest eller noget så gør det os ikke så meget at det bliver på en hverdag. Vi skal vies på rådhuset og skal spise sammen med vores forældre og søskende efterfølgende – det er jo en ganske særlig dag, selvom vi ikke holder fest. Planen er så at vi venter fire år før vi skal vies igen og holde et lidt mere “rigtigt” bryllup, med fin middag, stor fest, musik, dans, fine kjoler, masser af gæster og hvad der ellers hører med. Grunden til at vi venter fire år er at vi gerne vil gøre det d. 18. december (igen) og det passer først med at den dato rammer en lørdag i år 2021. 

Den 18. december bliver nu både vores årsdag og vores bryllupsdag i fremtiden. En 7 års dag kan vel ikke fejres på en bedre måde end med et bryllup og en baby i maven, vel? ;–) 18.12.17 <3 

   

20 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 NEMME OG LÆKRE EFTERÅRSSUPPER